True Bloods præmis er ganske simpelt: japanerne har opfundet syntetisk blood, kaldet True Blood, og efter denne nyhed, er der ikke længere den store grund til at gemme sig, hvis man er vampyr. Nu er blod frit tilgængeligt og lovligt.
Dette afføder naturligvis en del problemer, ikke alle vampyrer gider andet end den helt ægte vare, og ikke alle borgere føler sig trygge ved pludselig at have vampyrer rendende i deres midte. Og så er der hele spørgsmålet om borgerrettigheder: for er vampyrer mennesker? Og fortjener de samme behandling?
En anderledes nutidig indgangsvinkel på den klassiske vampyrfortælling, og med et fint potentiale.
Det er dog uden de store forventninger at True Blood havner i min afspiller. Ved første øjenkast virker dette for mig som endnu en omgang teenage-selvynk tilsat lidt for meget sort make-up.
Efter tre afsnit må jeg dog erkende, at dette er langtfra tilfældet. Anna Paquin (The Piano og X-Men) spiller den unge sydstatspige Sookie Stackhouse, der besidder en helt speciel evne, der har gjort hende til lidt af en udstødt i det lille lokalsamfund. Da hun samtidig forelsker sig i en nytilflytter, der er vampyr, er der selvfølgelig lagt op til yderligere ballade.
Vampyren Compton er dyster og ganske som en vampyr bør være. Stephen Moyer leverer her en yderst overbevisende, skræmmende og på samme tid sørgmodig karakter, mens Rutina Wesley som Sookies veninde er en sprængfarlig coktail af profaniteter og skarpe kommentarer.
En avisforside på et støvet bord i afsnit to, leverer med en overskrift ganske godt den skæve tone: "Angelina Jolie adopterer vampyr-baby". Sådan. Tv-serien er fyldt med gale tanker og gennemførte samt yderst velleverede dialoger, og det er svært ikke at sidde ovenud begejstret efter de første tre afsnit af serien. Efterhånden som serien kommer igang, aftager humoren dog en anelse, mens skuespillerne blomstrer og karaktererudviklingen får mere plads.
Desværre bør denne dvd dog ikke vælges, såfremt du er meget afhængig af de danske undertekster. Fra afsnit fire og fremefter går det hastigt ned af bakke, og jeg kan ikke huske før at have set så sølle et håndværk i den forbindelse. At et narkotisk stof kaldet "v" undervejs bliver oversat både v og vampyrer, true blood ender som sandt blod, at sætninger undersættes, så de betyder det modsatte, gør ikke meget for forståelsen. Eller for nu at bruge sproget i underteksterne: "a man ikke ikke bør benuytte disse". Men dette er kun et kritikpunkt for få, og serien fortjener absolut et kig.
Hvis du er til vampyrer, mytologiske skabninger, hidsig sex og sort, sort humor er serien derfor et oplagt valg til en blodig hyggeaften.