Opskriften er tydelig. Tag grundideerne fra White Wolfs’ rollespil om vampyrer og varulve, spæd det op med en historie ikke ulig Romeo og Julie og tilsæt så en del ligegyldige actionscener, der er tyvstjålet fra bl.a. Blade og The Matrix.
Der er ellers grundmateriale nok til en både spændende og effektfyldt film, men Len Wisemann har tilsyneladende glemt at fokusere på plottet og har kun haft for øje at fylde øjet med gotiske gamle huse, forkromede overflader og et væld af effekter. Det efterlader historien om vampyren Selene, der dagligt kæmper en indædt kamp mod Lucian og hans lykantroper, som noget ekstra materiale, der bare skal overstås eller som i hvert fald fylder meget lidt i selve filmen. At der spædes om med lidt romance mellem netop Selene og mennesket Michael, der i øvrigt er blevet bidt af en varulv, så begynder det hele langsomt at flyde ud i ingenting.
Det er simpelthen en kummerlig forestilling med middelmådigt skuespil, intetsigende dialog og en træg slutning. Og selv om der er et par flotte og velkoreograferede kampe, så kan filmen ikke måle sig med de andre som der ellers slås plat på. Det kan godt være at det er Len Wisemans første film, men det er absolut ingen undskyldning for at slippe noget der i den grad mangler en retning.