Unfrosted

Den gamle sitcom-gigant Seinfeld er virkelig kommet frem i mediebilledet med flere højt profilerede udtalelser om både nutidens komik og filmverdenen og dens tilsyneladende forfærdelige forfald. Ingen er sjove længere, alle er politisk korrekte venstreorienterede tosser, og Hollywood har effektivt dræbt al sjæl, charme og hjerne i det, der engang var hans foretrukne underholdningsformat. Noget af det, han sagde under markedsføringen af sin instruktørdebut Unfrosted, har givet mening. Der er selvfølgelig en vis sandhed i, at Hollywood i dag næsten udelukkende ser film som en måde at promovere produkter som Marvel, Transformers, den nye Star Wars og alt derimellem, mens jeg har svært ved at se udsagnet om stand-up-komikkens tilbagegang som andet end rent spin.

Det ville være noget helt andet, hvis Seinfeld først sagde, at nutidens komik er forældet, forkrøblet, fej og politisk korrekt - og at filmverdenen er død med hensyn til kreativitet og hjerte, hvis han derefter bakkede disse udtalelser op med en helvedes old school-komedie, der var gennemsyret af knivskarpe referencer, skarp dialog, og velskrevne karakterer og humor, der faktisk føltes frisk og frygtløs. Desværre gør han intet af det med Netflix-filmen Unfrosted. Han falder i gamle, trætte fælder gang på gang. Han tilbyder, hvad jeg vil kalde grublende, træt, doven og slap komik uden nogen egentlig grund til at eksistere. I Unfrosted bliver Jerry Seinfeld i høj grad en del af sit eget problem.

Unfrosted foregår i de brølende 60'ere og er en opdigtet historie om, hvordan Kellogg's opfandt Pop Tarts, den ikoniske amerikanske morgenmadsdessert, der skal i brødristeren. Filmen markedsføres som en såkaldt "Corporate Biopic", men har egentlig ikke noget med sandheden at gøre. Jovist, ifølge historiebøgerne var der dengang hård konkurrence mellem morgenmadsgiganter som Post, Quaker State og Kellog's, men hele præmissen, karaktererne, selve historien og hele æstetikken, der er bygget op som en slags Edward Scissorhands-agtig, forvrænget drømmeverden gennemsyret af 60'er-funkiness og maksimal farvemætning - har absolut intet at gøre med den virkelighed, der faktisk udspillede sig. Noget, som jeg finder ekstremt, ekstremt bizart.

Ligesom Tetris-filmen og især Blackberry-filmen er Unfrosted fuldstændig meningsløs af den simple grund, at filmskaberne (i dette tilfælde Jerry Seinfeld selv) ikke er særligt interesserede i at fortælle en festlig historie om, hvad der faktisk skete, men i stedet bare opdigter en slags imaginær kæde af bizarre eventyrhændelser forklædt som værende "baseret på virkeligheden", hvilket både forvirrer og ødelægger det hele. Hvorfor skulle jeg have lyst til at sidde og se en film om 60'ernes morgenmadskrig med fokus på Kellogg's som virksomhed og deres interne virksomhedskultur, som er 99% fiktiv og så fjollet, at den ofte føles næsten absurd? Seinfeld trasker rundt i Kellogg's afdelinger, fornærmer kolleger, truer med at banke Rice Krispies-maskotterne og gør sit bedste for at opmuntre en gnaven Tony the Tiger (Hugh Grant), hvis Shakespeare-ambitioner hæmmer hans tilsyneladende ondskabsfulde mission om at grynte i forskellige sort-hvide tv-reklamer. Der er ingen værdi i dette for mig, især ikke når den sammensatte falske historie er en slags opvisning i fantasiløs surrealisme.

Desuden bliver det smerteligt tydeligt i introen, at Jerry Seinfelds største svaghed som komiker altid har været hans næsten ynkelige evne som skuespiller. For hvor meget jeg end grinede af Seinfeld, var det aldrig nogensinde af Jerrys karakter eller de ting, han sagde. For han var ikke naturligt troværdig, god eller sjov i det show. Det var George og Kramer, der skabte grinene for sig selv, og her i Unfrosted ser det ikke et sekund ud, som om Jerry virkelig mener, hvad han siger. Det bliver ikke bedre af, at hans ven og komiker Jim Gaffigan er endnu værre i sin rolle som Kellogg's chef Edsel, eller at den efterhånden usandsynligt kiksede Melissa McCarthy kun spiller sig selv for 100. gang som den korpulente sekretær Donna. Det eneste, der redder Unfrosted fra vores allerlaveste skraldespandskarakter, er, at Don Draper og Roger Sterling fra Mad Men dukker op for at pitche reklamekampagnen for Pop Tarts og er så ubehagelige, at jeg brød ud i grin. Men det var kun ét grin på 93 minutter. Resten var mest suk og irriterede fnys, for dette er en ren skraldespandsfilm.