Gad vide om Jean-Claude Van Damme, i anledning af sin 50-års fødselsdag, har tænkt sig at reflektere over sin karriere og de 42 film han har været med i? Der har ikke just været tale om storværker af dramatisk karakter, men hans talrige kampsportsfilm fra slut-80'erne og start-90'erne har efterladt et varigt indtryk på popkulturen.
Et ekstremt interessant værk, JCVD, hvor Van Damme spiller sig selv, er nok den eneste gang, han virkelig har spillet skuespil. Vil det så sige at han har ændret stil og kun tager del i seriøse roller? Naturligvis ikke, det her er Universal Soldier: Regeneration.
En gruppe terrorister kidnapper den russiske premierministers børn og overtager tilmed atomkraftværket i Tchernobyl. Hvis Rusland ikke løslader en række politiske fanger i løbet af 72 timer vil de jage kraftværket i luften og forårsage en strålingskatastrofe der overstiger skaderne fra Hiroshima. Med sig har terroristerne en Universal Soldier, en ustoppelig dræbermaskine der slår al modstand til plukfisk.
Verdenssamfundets eneste mulighed er at hive Luc Deveraux, den originale og stærkeste Universal Soldier, ind i kampens hede igen.
Baseret på hvad jeg lige har skrevet, skulle man tro at denne tredje film i Universal Soldier serien faktisk har en handling, men det har den virkelig ikke.
Ingen af karaktererne har noget specielt særpræg, udover det man selv lægger i dem fra at have set de tidligere film, og langt over halvdelen af spilletiden er actionscener. Heldigvis er disse scener ikke kedelige. Folk dør på overdrevne måder, alt eksploderer og den ene navnløse soldat efter den anden sønderpløkkes af store våben.
En specielt imponerende sekvens involverer Van Damme der rydder en hel sal for bad guys i et langt, sammenhængende klip. John Woo ville være stolt. For mig personligt blev det alligevel til sidst meget udmattende med den konstante action. Hvis der var en bedre balance mellem rolige og intense scener ville det hele have været lettere at synke, men med fingeren konstant på aftrækkeren bliver eksplosionerne mindre og mindre imponerende, desto længere man når.
Skuespillet er ikke overraskende temmelig uinteressant hele vejen igennem. To vigtige karakterer spilles af MMA-fightere og selvom det gør dem skræddersyet til de mange 1-mod-1 kampe, så har de ingen kropslighed i forhold til deres karakter og ligner simpelthen kampsportsudøvere i kostumer. De blegner især i forhold til Van Damme og Dolph Lundgren når de er i kamp med hinanden. At se de to 80'er idoler sammen har en nostalgisk resonans der er umulig at ignorere.
Jean-Claude Van Damme har nu bevist sig som værende en dygtig skuespiller i JCVD og derfor syntes jeg det er ærgerligt at se ham vende tilbage til noget som Universal Soldier: Regeneration, en komplet uinspireret actionfilm. Forhåbentlig vil han i løbet af årene, når cirkelsparkene ikke rammer som de gjorde før, vende tilbage til noget mere seriøst.
Ekstramateriale
Man får tilbudt én overordnet dokumentar der fortæller om forskellige detaljer af filmens produktion. Meget forfriskende får man at høre fra instruktøren selv at dette ikke er udtænkt som værende et kunstværk, men simpelthen ren underholdning.
Desuden får vi lov til at høre Van Damme og Lundgren fortælle om arbejdsprocessen og reflektere over hvor lang tid det er siden, de sidst arbejdede sammen. Overraskende interessant i forhold til selve hovedfilmen.