Until Dawn

Det er meget, meget at forestille sig hvorfor instruktør David F. Sandberg har struktureret Until Dawn, som han har gjort. At give sig selv lov til at skabe en filmstruktur hvor karakterer gennemlever det samme loop men med totalt udskiftelig præmis hver gang er et slaraffenland for en kreativ gyserinstruktør med hang til suspense og legesyg kameraføring, ligesom det er så tydeligt i hans kortfilm, og sågar i Lights Out og Annabelle: Creation.

Rammerne er udskiftelige, samtidig med at castet kan gå blinde ind til uhyrlighederne med helt dugfriske øjne hver gang, og det skulle sågar også betyde at seeren ligeledes ikke ved hvad der venter rundt om hvert et øjne, og derfor sidder totalt klistret på kanten af sofaen, ikke sandt?

Men som Jeremy Clarkson engang sagde; "unfortunately, none of what I just said happened", og til trods for at det er forståeligt hvorfor Sandberg har gjort som han har gjort, så fungerer intet af det. Der er vitterligt ikke rigtig en eneste sekvens der ulmer, der kreerer egentlig uhygge, og filmen falder totalt fra hinanden lige så snart vores karakterer befinder sig i det førnævnte loop, og det afsløres at filmen, udover at skabe rammerne for præmissen, ikke har nogen idé om hvad den skal stille op med plot, med karakterudvikling, med effekter og antagonister herfra. Det er en stor pærevælling af lånte klichéer og grim scenografi, til det punkt hvor det faktisk gør direkte ondt at se den til tider.

Som sagt handler det her om en tidslomme, hvor målet for de tilfangetagne er at "survive until dawn" (get it?) Altså, hvis de dør, så starter det hele forfra, men hvor den fysiske og psykiske pris hurtigt gør sig selv tydelig. Der er en typisk Jason Vorhees-lignende slasher killer, sågar med en slags hockeymaske på, der er heskelignende gammel, rynket dame med det klassiske skingre, grusomme grin og der er zombie-lignende "wendigos", og de kommer og går lidt som dagene smelter sammen, det er alt sammen foruden afgørende afgrænsninger der skaber nødvendig progression, og det er foruden at vores hovedpersoner egentlig er bange - så hvorfor skulle vi være det?

Der findes gyserfilm tidligere, og serier for den sags skyld, der har taklet konceptet om en tidslomme, men eksempelvis Happy Death Day tager et venstresving ind i komikken, netop fordi de mere intelligente skabere vidste at hvis karaktererne får et mere afslappet forhold til døden, så ryger meget af den suspense der skabes ved at følge dem i gedigent farlige situationer. Until Dawn er ikke sjov, den ved ikke hvad sjov er, men den er heller ikke noget der ligner uhyggelig.

Faktisk er den bare dårlig. Samtlige skuespillere her leverer skuffende præstationer, der er lige dele utroværdige og ideforladte, og den er samtidig fyldt til randen med forgreninger der ikke materialiserer sig, eller som filmen i sidste ende ikke har tid til at gøre noget ved. Selv det centrale forhold mellem hovedpersonen og den mystisk forsvundne søster forbliver underbehandlet på en ret bizar måde, og selv typiske romancer fiser ud, som det bliver tydeligt at filmen et klippeklisterarbejde af dimensioner.

Som Neil DeGrasse Howard sagde om Terrence Howards pinlige forsøg på at "genopfinde rudimentær matematik", så udfordrer vi logik og teori af respekt for det individ der kom på netop den teori. Jeg ved at David F. Sandberg kan skrue en god gyserfilm sammen, jeg har set ham gøre det, mere end en gang. Men det her makværk er ikke din tid værd.