Uro

Vi danskere er gode til at lave film. Eller, det er i hvert fald det vi fortæller os selv, imens vi spytter den ene samlebåndskomedie ud efter den anden og brokker os over udlandets manglende anerkendelse. Og nej, jeg har ikke det mindste imod dansk film, vi har masser af potentiale, men det irriterer mig at vi gang på gang glemmer alt om vores skandinaviske brødre og kun fokuserer på egne præstationer. For ovre på den anden side af vandet er filmindustrien nemlig også spirende og det er efterhånden begyndt at bære frugt.

Den unge politibetjent HP er en ægte ildsjæl, når det kommer til hans arbejde. Få andre af hans kollegaer kan følge med ham, da han spæner efter narkomaner og andet skravl. Desværre beslutter HP at køre solo, da han ser snittet til at smide en småpusher ved navn Marco bag tremmer. Desværre blandes ekskæresten Mette ind i det og pludseligt er HP tvunget til at holde sin profession hemmelig og sælge narko sammen Marco (lagde du mærke til ordspillet?) for at kunne få fat på bagmændene bag forsyningerne.

Det er utroligt svært ikke at drage paralleller til den danske Pusher-trilogi, når man sidder og ser en film som Uro. Miljøet er det samme, propfyldt med forvredne skæbner der forsøger at forsørge sig selv, omdrejningspunktet med politiet og pushernes konstante legen tagfat og selv energien, rå, voldsom og nådesløs som den er, er med. Skuespillet er blændende, især er Nicolai Cleve Broch forrygende i hovedrollen, som den stressede HP. Det er egentlig en skam at filmens biroller ikke får mere tid på skærmen, da skuespillerne klart formår at gøre dem interessante.

Samfundsskildringen er benhård, men desværre virker det lidt som om at filmens forfatter og instruktør, Stefan Faldbakken, har taget munden lidt for fuld. Idéen med at HP bliver rigtig pusher som sidegesjæft til politiarbejdet virker ret unaturligt og hvad der senere sker med Mettes far virker simpelthen for urealistisk til at man ikke stiller spørgsmålstegn ved det. Det ændrer dog ikke på at Uro stadig er et rigtig godt drama, der river en med og underholder fra start til slut. Det her er Pusher på norsk og det er ganske vellykket. Hold øje med Stefan Faldbakken, han kan virkelig blive til noget stort indenfor norsk film.