Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Conan Exiles

Vi anmelder den færdige version af Conan Exiles

Conan Exiles er endelig færdig i Early Access, og vi føler det derfor nødvendigt at give det færdige produkt en chance til. Claus anmelder...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg anmeldte The Forest i sidste uge, og min mening var lunken. Et nogenlunde overlevelsesspil, men med manglende indhold og historie. Derfor var det et sjovt sammenfald, at jeg igen i denne uge fik endnu et overlevelsesspil leveret, og i denne ombæring foregår det i Conan-universet. Conan: Exiles er udviklet af norske FunCom, som står bag spil som The Longest Journey og The Secret World, som begge har været med til at gøre FunCom til en mere kendt udvikler. FunCom har forsøgt sig med Conan-universet før i deres Age of Conan-spil, som blev relativt populært, så det bliver sjovt at se om Conan:Exiles, efter en længere periode i Early Access, nu kan gøre navnet ære. Spillet er anmeldt på PlayStation 4.

Da jeg havde modtaget koden til Conan: Exiles var jeg rimelig forventningsfuld. Jeg havde set Arnold Schwarzenegger-filmen, og håbede, overlevelsesmekanikker og multiplayer til trods, på en historiedreven oplevelse. Jeg lavede min karakter i den ret detaljerede karakterskaber, og jeg kunne vælge alt fra min karakters religion, til længden på hans.... I ved nok. Dette er i øvrigt en feature jeg ikke har set i spil før. Min karakter blev en meget muskuløs og høj barbaragtig type, som kunne smadre sten med sine brystmuskler. Arnie ville have været stolt. Jeg loadede ind i spillet, og fandt mig selv dybt ude i ørkenen, med tårnhøje ruiner rundt om mig. Her vil jeg gerne indrømme, at jeg følte mig komplet fortabt. Der var ingen hints om, hvor jeg skulle hen eller hvad jeg skulle gøre. Derudover var her ingen tutorial, som skulle lære mig at bruge mine evner, og navigere mig igennem mange menuer, som spillet indeholder. Der er i menuen et billede af hvad de forskellige knapper gør, men inde i spillet var dette meget utilstrækkeligt. Menuerne er ikke designet til en controller, og jeg måtte flere gange prøve at trykke på alle knapper for at få ting til at ske. Eksempelvis kunne jeg ikke finde ud af at stege noget kød jeg havde fundet. Det endte med at jeg tilfældigt trykkede på L2, og så skete der endeligt noget. Det er for mig egentlig ligegyldigt, når det kun sker en gang eller to, men når man skal gøre det hver eneste gang, så bliver det irriterende. Conan Exiles skal naturligvis ikke holde spilleren i hånden i flere timer, men en mindre introduktion til det spillet går ud på, det havde ikke skadet.

Conan Exiles
Dette er en annonce:
Conan ExilesConan ExilesConan ExilesConan Exiles

Efter at have bakset rundt med menuerne i cirka en halv time, så lykkedes det mig at lave noget tøj til mig selv, og så tænkte jeg; "nu starter mit eventyr." Der gik ikke længe før jeg fandt en oase. Her fandt jeg underlige skildpaddeagtige væsner, som gjorde ondt at blive slået af. De myrdede mig, på godt dansk, og jeg vågnede op hvor jeg startede midt i ørkenen. Jeg tænkte; "nå, jeg har vist brug for et våben" og så i menuen, at jeg havde evnerne til at lave en økse, men ikke ressourcerne. Jeg fandt derfor ud af, at man skulle samle alt op man rendte forbi, og det gjorde man ved konstant at trykke på firkant. Senere fandt jeg så ud af, at man kunne høste hele planeten ved at trykke på firkant. Som sagt så skulle alt opdages gennem "trial and error". Efter noget tid lærte jeg så den helt basale styring, og så kunne spillet gå i gang. Er denne tilgang som sådan et problem? Ikke rigtig hvis du altså er ihærdig, men brugervenligt er det ikke - og når man officielt er gået ud af Early Access, så er det altså påkrævet at man åbner spillet op for alle typer spillere, og formår på flydende vis at forklare alle spillets mekanikker.

Én ting er at overleve, men spillet handler i bund og grund om at bygge. Det vil sige at høste ressourcer, som man så kan bruge til eksempelvis at bygge huse, våben og krigsmaskiner med. Spillet kan spilles på mange forskellige måder, blandt andet singleplayer, multiplayer, lokalt og online. Man kan oprette servere til hinanden, hvor alle ting fra vejr til sværhedsgrad kan indstilles. Det er nemlig ganske underholdende at spille sammen med venner, ligesom det var i The Forest. Her kan man sammen bygge kæmpe borge, tilegne sig slaver og bekrige andre spillere. Man kan også vælge at tage på opdagelse, og undersøge de mange ruiner og huler som spillet har. Man stiger hurtigt i level, og får løbende ny opskrifter, som kan gøre at man overlever nemmere.

Dette er en god ting, da nogle områder er i meget højere level end man selv er. Derfor skal man støbe jernvåben og lave ny teknologier, så man kan overleve. Der er endda boss-kampe, som man kan give sig i kast med. Så der er rigeligt at lave i spillet, derfor er det også paradoksalt, at jeg aldrig rigtigt havde det sjovt. Der er for langt i mellem snapsene, og spiller man alene er det ret kedeligt. Jeg havde håbet på, at der ville være fede historier og en masse baggrundsstof, så man kunne lære den brutale verden at kende, men det er der bare ikke. FunCom har sagt, at de vil tilføje en masse indhold efter spillet er udkommet, og det har da også et kæmpe potentiale, men lige nu er der ikke meget at lave andet end at bygge. Da spillet gik til version 1.0 tilføjede udvikleren et nyt sumpområde og et vulkanområde, så jeg glæder mig til at se hvad der bliver tilføjet næste gang. Det er bare desværre spillets tilstand nu, som denne anmeldelse fokuserer på, og her er bare ikke nok til en helhjertet anbefaling.

Dette er en annonce:

Hvordan klarer Conan sig så på PlayStation 4? Dette spørgsmål viser nok spillets største svaghed, for det virker som at Conan: Exiles, er et PC-spil, som er presset ned på konsollen med vold og magt. Spillet har for eksempel flere bugs, både med grafikken og animationerne, som virkelig ødelægger oplevelsen. Den ellers gode grafik hakker og sprutter, animationerne virker stive, og prøver du på at klatre, vil du se din karakter lave de mest underlige og unaturlige fagter. Det samme gælder for kampsystemet, som føles meget stift og en smule upræcist. Problemet med controlleren har jeg nævnt, og jeg synes PlayStation 4-udgaven, burde have fået mere omsorg. Alt er i denne version af spillet, bevares, men det er bare ikke helt optimeret, så den udnytter konsollens muligheder optimalt. Det kan dog være at opdateringer i fremtiden ændrer dette, men det må tiden vise.

Conan Exiles
Conan ExilesConan ExilesConan ExilesConan Exiles

Lyden i spillet er dog rigtig god, og ørkenens lyde i alle sine afstøbninger er fantastiske at lytte til. Befinder man sig i en oase, føler man sig hensat hertil, og render man gennem ørkenen med sandet blæsende om ens ører føler man næsten at ens hals brænder efter en slurk kølende vand. Skulle man komme op i kamp, skifter musikken til en storstilede orkestralarrangementer. Der er kælet for lyden.

Så kan jeg anbefale Conan: Exiles? Ikke i sin nuværende tilstand og specielt ikke på PlayStation 4. Jeg har ikke haft fornøjelse af at prøve PC-versionen, men hvis menuerne er som de er i PlayStation-versionen, så tænker jeg det er der spillet er bedst. Det virker nemlig, som nævnt, som om at PC-spillet er konverteret ret direkte til konsollen, og det er synd.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Stor og varieret verden, sjove multiplayer-funktioner, solidt crafting-system, indlevelsesrig lyd.
-
Alt for langt imellem højdepunkterne, tekniske fejl og mangler, kunne bruge en tutorial, for lidt historie.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

I dag i Gamereactor Live: Conan Exiles

I dag i Gamereactor Live: Conan Exiles

NYHED. Skrevet af Anders Baad Mai

Conan Exiles er ikke ligefrem i nyt spil, da FunComs titel har været i early acces i et længere stykke tid snart. I den tid har det opbygget en fanbase og har skabt et...



Indlæser mere indhold