Netflix udgiver The Haunting of Hill House d. 12 oktober i Danmark.
For bare få år siden var det umuligt at tænke sig til, at tv-serier som The Haunting of Hill House kunne eksistere, og fungere vel at mærke. Før den revolution vi befinder os midt i, der har gjort tv-formatet præcis lige så prestigefyldt og populært som gigantiske Hollywood-spillefilm, var de produktionsværdier, den detaljegrad, de skuespillerpræstationer simpelthen umulige. Naturligvis er der afstikkere, men i løbet af de seneste par år er der bare sket noget - noget som man let kan betragte Netflix' eminente gyserserie som en kulmination på.
Men lad os først få det kedelig af vejen - The Haunting of Hill House er en gyserserie i 10 afsnit instrueret af den kendte gyserinstruktør Mike Flanagan, der har givet os moderne gyserhits som Oculus, Hush, Ouija: Origin of Evil og Gerald's Game. Han skal desuden til at gå i gang med en filmatisering af Stephen Kings Doctor Sleep.
Serien handler om fem søskende, der da de var små boede kortvarigt i det hjemsøgte Hill House, for så en skæbnesvanger nat at flygte sammen med deres far, i det moderen blev besat. Historien fortælles som brudstykker, hvor hvert afsnit tager udgangspunkt i én af disse fem søskende, hvor vi springer imellem øjeblikke i det hjemsøgte hus, til hvordan disse oplevelser hjemsøger deres liv i dag, lidt ligesom Lost på en mærkværdig måde. Det lyder ganske simpelt indtil videre, og det med rettte, for Hill House er virkelig en klassisk affære.
Der er altså tale om god gammeldags psykologisk horror her, men af den mere diskrete og subtile slags. Præcis som moderne gyserklassikere som The Conjuring, så bruges der megen energi på at skabe atmosfære, stemning at berede seerne på de uundgåelige adrenalinpumpende jag, som hvert enkelt afsnit byder på. Flanagan fokuserer på forventningen om skræk, og med stor succes. Samtidig, fordi karaktererne både som børn og voksne fremmaner de uhyggelige skikkelser huset huser på forskellige måder, byder hvert eneste afsnit på forskellige skabninger og opsætninger, der gør det muligt for Flanagan at bruge kameraet. Til tider er det tekniske tricks vi allerede kender, såsom at dreje kameraet rundt og placere noget i baggrunden der skifter position for hver rotation, og nogle gange er det på helt innovativ vis. Summa summarum - Haunting of Hill House er en uhyggelig serie, og det er ikke den billige uhygge heller, men en velkoregraferet, velorkestreret dans med djævlen, der fastholder ens interesse hele vejen igennem.
Men Haunting of Hill House byder på meget, meget mere end bare reel uhygge, for ind imellem spøgelserne, de mørke gange og de pludselige skrækindjagende hvin er der noget som gyserfilm eller serier sjældent byder på - en fantastisk medrivende historie.
Præcis ligesom Lost (så stopper sammenligningerne også der) så har Flanagan og de diverse manuskriptforfattere formået at skabe en tidslinje for hver karakter, der på elegant vis trækker på begivenheder fra de andre familiemedlemmers linje. Dette giver et konstant hav af "callbacks", altså dialog og anerkendelser af tidligere begivenheder, og netop fordi vi hopper i tid, så er vi ét skridt foran karaktererne, og det er uhyre tilfredsstillende. Samtidig viser nye klip os at det vi før troede var én ting faktisk viser sig at være en helt anden, ligesom det at stykke Christopher Nolans Memento sammen efterfølgende. Ja, det kræver mere af seerne, for man skal være på tæerne, men det er så tydeligt i Haunting of Hill House at disse tidslinjer er blevet indarbejdet i manuskripterne på så gnidningsfri vis, at du aldrig er forvirret, men snarere bevidst om hvordan årene har behandlet hver karakter.
Ikke bare det, Flanagan leger ikke bare med kameraet, han har også fået budgettet fra Netflix til at skabe en utrolig smuk æstetik, der breder sig igennem hvert eneste afsnit. Igen, der er ondskabsfulde monstre der kun bruges i ét eneste klip, og effekter der kun kortvarigt giver myrekryb for så at blive erstattet af nye, spændende teknikker. I afsnit syv eksempelvis kører en scene i 21 minutter før der bliver klippet første gang, og det er uhyre imponerende at betage, og det er samtidig ikke en teknik der udforskes efterfølgende. Folkene bag har haft tid og budget til at eksperimentere, og det giver tilsammen en uhyre smuk og æstetisk bred tv-serie på linje med House of Cards eller The Ozarks.
Noget det så er sagt, så vil der selvfølgelig være sekvenser som en erfaren horror-fan har set før, for hvorimod Haunting of Hill House er fantastisk sat sammen, så består serien af små lån hist og her. Der er på sin vis ikke meget nyt under solen, så igen, forvent mere subtil innovation.
Men indenfor sit felt og de parametre der medfølger, som ultimativt er dem vi må og skal bedømme The Haunting of Hill House ud fra, er det en sand triumf. Der er melodrama hist og her, og selve gysene er velfungerende uden at være nyskabende, men med smart kameraarbejde, fantastiske præstationer over hele linjen og en historie der bliver ved med at tage uventede drejninger, så er dette et "must watch" på Netflix i den travle efterårssæson. Længere er den ikke.
