Fra den 25. januar kan man på Netflix se Mads Mikkelsens nye actionfilm Polar, baseret på noir tegneserierne af samme navn. Filmen er instrueret af den svenske instruktør Jonas Åkerlund, som er mest kendt for at instruere musikvideoer for bl.a. Madonna og Beyoncé. Umiddelbart virker det som et lidt atypisk valg af instruktør til denne actionfyldte film, der ikke kan kritiseres for at mangle voldsomme scener. Men det fungerer. Det fungerer rigtig godt.
Filmens trailer er tæt på perfekt: den er fast-paced, underlig og undgår at afsløre for meget. Det samme kan siges om filmen. Den starter i femte gear, med en stiv Johnny Knoxville, en lækker dame, der i slowmotion bevæger sig op fra en pool, og underlægningsmusikken? 80'er-hittet September af Earth, Wind & Fire. Der klippes mellem kvindens vrikkende bagparti, en cokesniffende Knoxville, og en kæmpe riffel, der bliver ladt andetsteds. Det er en morsom kontrast, og det hele virker utroligt absurd. Det er ikke sidste gang, man tænker dette.
I scenen er farverne skruet en tand op og alting er filmet i utroligt høj kontrast. Næste scene er komplet modsat, og det er her vi møder Mikkelsen første gang. Hans verden er grå, han er træt, gammel, har et grimt overskæg han overraskende nok kan bære, og filmen trækker et gear tilbage. Den kedelige grå hverdag møder den intense og farverige åbningsscene. Og sådan bevæger filmen sig lidt frem og tilbage; der acceleres på de rigtige tidspunkter og efterfølgende sænkes tempoet midlertidigt for at lade os få vejret. Jeg siger det sjældent, men pacingen er utroligt god, særligt i første halvdel. Filmen har et tempo, der i høj grad ligner noget fra Wes Anderson, uden at indeholde helt ligeså meget af hans trademarked quirkiness. Men billederne er der, og meget af symmetrien.
For ikke helt at glemme plottet: Mikkelsen er en lejemorder, der om 14 dage fylder 50 og efter firmaets politik derfor skal pensioneres. I klassisk Hitman-stil, vender hans tidligere arbejdsgivere sig naturligvis mod ham, hvilket kort sagt er præmissen for filmen uden at spoile noget, der ikke afsløres i traileren. Men selvom der går noget tid, før vi ser Mikkelsen være actionhelt, føles filmen alt andet end langsom. Og det er primært på grund af den fantastiske instruering af Åkerlund. Det hele føles som en lang musikvideo, med sine neonfarver og skøre univers, der bedst kan beskrives som et mash-up af John Wick, Drive, Sin City, Blade Runner 2049 med en god grad Wes Anderson finurlighed oveni. Det er desuden ikke kun i post-edit, at tonerne er skruet en farvekontrast eller syv op, det er også kostumerne og stylingen. Alting er lidt snuppet ud af en musikvideo fra 90'erne, eller tidligerenævnte filmuniverser, hvor graden er skørhed er godt justeret til ikke at overdøve eller stjæle for meget opmærksomhed, men alligevel nok til at efterlade et indtryk. Nu har jeg ikke læst tegneserien, men jeg vil skyde på, at nogle af tidligerenævnte film har haft væsentlig indflydelse på Polar. Det virker dog ikke uoriginalt på nogen måde, tværtimod virker sammensætningen utroligt frisk. Filmen føles som et frisk pust til en genre, der ikke er sket meget bemærkelsesværdigt indenfor de sidste par år (med undtagelse af John Wick-trilogien).
Skuespillet er rigtigt godt, men det havde man nærmest også forventet af Mikkelsen. Han er stylet lige på den anden side af grænsen for, hvor badass man kan se ud uden det bliver klichéfyldt (hvilket klappen for øjet hjælper ikke på). Det gør dog ingenting, at det bliver lidt klichérigt, for hans overdrevne udseende passer utroligt godt ind i universet, og det virker overraskende nok som en naturlig del af miljøet. Før denne film tror jeg mange havde svært ved at se Mikkelsen som en førende actionhelt. Men det bryder han i høj grad med her. På samme måde, som ingen kunne forestille sig Liam Neeson som actionskuespiller før Taken udkom i 2008, overrasker Mikkelsen positivt.
Både Mikkelsen og skurken, spillet af Matt Lucas er utroligt velcastet. Som to sider af samme mønt, illustrerer de igen kontrasten i filmen. Mikkelsens dystre og underspillede præstation står skarpt overfor Lucas' neon outfits og excentriske mani. Det virker helt naturligt, at de skal være fjender, og det er med til at gøre filmen meget mere streamlinet. Det skal dog siges, at de supplerende biroller tydeligvis er castet for at være specifikke typer, fremfor at kunne levere noget bemærkelsesværdigt skuespil. Der er desværre lidt for mange scener, hvor de er uden Lucas eller Mikkelsen, og det virker ret akavet at se på. Heldigvis er de ret korte, og der sker noget voldsomt i hver af dem, hvilket afleder fra det manglende talent.
Filmens soundtrack er produceret af Deadmau5 og er helt i top. Jeg er ikke den store Deadmau5 fan (troede jeg), men jeg sidder da endnu og lytter til soundtracket. Det er med til at skabe indlevelsen og den røde tråd der binder scenerne sammen, hvilket er uhyre essentielt særligt for denne film, eftersom der er utroligt mange hårde klip frem og tilbage. Der er ikke meget blød overgang, hvilket er med til, at man ikke sidder og falder tilbage i sofaen og ser aftenens Netflix film på autopilot som sædvanlig.
Åkerlunds stemme virker ny indenfor mediet og jeg håber virkelig at se mere fra ham i fremtiden. Filmen var nærmest så god en oplevelse, at jeg overvejer at se hans Madonna og Beyoncé-videoer. Ellers har han vist også lavet noget for U2 og Metallica, hvilket nok er nemmere at sluge. Hvis man kan lide tilpas meget fra Wes Anderson og er fan af John Wick-filmene, er denne film lige til højrebenet. Den får min anbefaling.