Det her er en af de værste forbandede undskyldninger for en film, jeg nogensinde har set. Hvilken skamløs hån mod H.G. Wells' gode navn. Hvilket elendigt makværk. Hvilken... ah, vent lidt. Jeg glemte at opsummere filmens handling først, inden jeg saver den midt over. Ok, her kommer det: Homelands Will Radford (som af en eller anden grund spilles af Ice Cube) lever kronisk online gennem et overvågningsprogram, hvor han holder øje med alt fra mobiltelefoner til sin datters køleskab (?) i jagten på en Anonymous-lignende hacker kaldet Disruptor. Men hackeren må vente, da meteorer pludselig styrter ned verden over - og ud af dem klækkes udenjordiske tripods, som begynder... at æde data (?).
Dette er altså præmissen i Amazon Primes nyeste science fiction-film, som i skrivende stund ligger solidt placeret på tjenesten i Skandinavien, og jeg kan kun sende mine kondolencer til alle jer seere, der er blevet narret af den lokkende titel "War of the Worlds". For dette er knap nok en film - og bestemt ikke en retfærdig fortolkning af H.G. Wells' elskede bog. Det her er en skamløs Amazon Prime-reklamesnask i spillefilmslængde, hvor en Prime Air-drone og et Amazon-gavekort på 1000 dollars bliver afgørende redskaber til at besejre de listige rumvæsener. Og for overhovedet at se de forbandede aliens - som i øvrigt ligner noget lavet i MS Paint - skal vi glo på Ice Cubes anstrengte pande, mens han skifter mellem forskellige MS Teams-møder i 90 minutter. 90!
Grunden til, at du knap får lov at se de trebenede maskiner, er at computereffekterne er direkte pinlige, som taget ud af en Garry's Mod-server eller noget i den dur. I stedet får vi opleve invasionen gennem Ice Cubes computerskærm, hvor han driver handlingen frem ved at spionere på alt og alle, mens hans NASA-ven (en utroligt malplaceret Eva Longoria) sender ham photoshop-redigerede videoer af voldsomme storme. Klimakset i det, man generøst kan kalde en "film", er altså baseret på, hvad vi ser på rapperens skærm - som altså bliver filmens primære scene. Det er lige så kedeligt som at kigge en over skulderen, mens vedkommende arbejder hjemmefra, blot endnu mere tåbeligt.
Gud, hvor spændende det er at se Ice Cube frenetisk skifte mellem forskellige Zoom-møder. Lige så neglebidende er det at se ham logge ind på Gmail for at sende en mail til sin datter, mens aliens tramper rundt udenfor hans kontor. Elsker du ikke bare at høre konstante notifikationer fra Teams og Messenger, mens menneskeheden går under i baggrunden? Er det her en stærkt forsinket aprilsnar? Er stakkels H.G. Wells bare blevet en boksebold? Først Epix-bluffet fra 2019, så BBC's passionsløse miniserie... og nu Amazon Primes mishandling. Den energi, man kunne udvinde af Wells' roterende grav, ville kunne forsyne en hel hovedstad i årevis!
Stryg for resten det der med, at menneskeheden går under, for det er ikke, hvad den her skændsel handler om. I virkeligheden handler det om, hvor langt vi er gået med overvågningen af vores privatliv, og hvordan det slider på en i forvejen splittet amerikansk kernefamilie. Det er et sukkersødt familiedrama, der tilfældigvis flankeres af en udenjordisk invasion - men dette kosmiske koncept synes næsten ikke at påvirke karaktererne. Nyhedsoverskrifter råber om verdens undergang, men følelsen er der slet ikke. Militæret vælter maskinerne som køer. Morderiske aliens er blot en lille gene, for det virkelige problem er USA's overvågningsprogram! Alt ved dette manus er patetisk - præcis som alt andet i denne bedrageriske filmkatastrofe.
Det her kunne måske have fungeret som en eller anden form for Super Bowl-reklamespot, eller i det mindste været justeret til en historie om cyberterrorisme eller lignende. Det havde heller ikke været særlig godt med den amatøragtige produktion, men man kunne have været en smule mere tilgivende. Men at klistre H.G. Wells' navn på et åbenlyst makværk for at franarre folk deres dyrebare tid? Amazon Primes "War of the Worlds" er spild, bedrag og selvpineri på alle tænkelige fronter. Lad nu stakkels H.G. Wells være i fred.