Watchmen Chapter 1

Hvis jeg husker rigtigt, var det i efteråret 1993, at jeg fik Watchmen i hænderne for første gang og læste alle 12 numre på én aften. Jeg var 16 år gammel og vidste allerede, da jeg foldede det lysegule bind, at jeg aldrig ville se på tegneserier på samme måde igen. For mig var Watchmen det mest overbevisende stykke litteratur, jeg nogensinde havde læst, og jeg har det på samme måde i dag. Hvilket egentlig er mere end almindeligt bizart. Et samfundskritisk, sindsforvirret dyk ned i en slags anti-superhelte-budskab gennemsyret af Moores patenterede kynisme står stadig i dag som den mest fascinerende bog, jeg kender. Ikke Hemingways Den Gamle Mand og Havet. Ikke McCarthys Blood Meridian. Bare Watchmen.

Alan Moore/Dave Gibbons' nu ikonisk udødelige, enstemmigt anerkendte tegneserie var i alle de år indtil Zack Snyders mesterlige fortolkning i 2009 »umulig at filmatisere«, hvilket viste sig ikke at være sandt. For lige så meget som jeg elsker Gibbons ultrafarvede, lidt mærkelige fortolkning af Alan Moores historie, lige så meget elskede jeg Snyder og filmfotografen Larry Fongs stilistisk mørke, blåtonede, brutale fortolkning, som efter min mening perfekt fangede tempoet og tonen uden at efterligne Gibbons farverige, illuminerede illustrationer. Da Warner Animation med hjælp fra instruktøren af Batman: Animated Series, Brandon Vietti, besluttede at fortolke Gibbons tegninger (og Moores historie, selvfølgelig) på en mere tegneserieagtig måde, besluttede de også at dele filmen op i to. Chapter 1 er 83 minutter lang, og anden del (som ifølge rygterne udkommer i slutningen af november) er tilsyneladende 91 minutter lang, hvilket selvfølgelig gør denne filmatisering tættere på tre timer lang. Ifølge Warner er det for at lade historien »ånde« og give karaktererne plads nok.

Zack Snyders Watchmen: Director's Cut er tre timer og ni minutter lang, og jeg synes, at den perfekt indfanger, hvad Alan Moores historie er, var, og hvad den ønsker at formidle. I en direkte sammenligning med Warners nye animerede, kapitelopdelte fortolkning føles dele af den mere springende og forceret, hvilket er en skam, især i begyndelsen - selvfølgelig. Introen er som alle andre dele af denne film mere tegneseriepræcis, og her får vi lov til at følge de to betjente, der efterforsker mordet på The Comedian, og deres samtale om de spor, der er fundet på mordstedet, i stedet for at Rorschach i Snyders film er den, der tager os som publikum med op til det afspærrede mordsted, mens han fyrer den ikoniske monolog af med en grødet stemme; "This city is afraid of me. I have seen its true face. The streets are extended gutters and the gutters are full of blood and when the drains finally scab over, all the vermin will drown. The accumulated filth of all their sex and murder will foam up about their waists and all the whores and politicians will look up and shout »Save us!«... and I'll whisper »no.«

Watchmen: Chapter 1 er konstrueret i en sjor 3D-til-2D-animationsteknologi, som får den til at se mere levende og frem for alt overdådig ud i forhold til for eksempel Invincible eller X-Men 97, hvor det flade 2D-look og den minimale brug af lys og skygger danner en meget flad helhed. Warners animationshold har modelleret alle figurerne og alle omgivelserne i 3D, men dækket dem med flade, ensfarvede teksturer, der bedst fanger Gibbons' look, og derefter belyst det hele på en måde, der får Watchmen: Chapter 1 til at ligne tegneserien, bare lidt mere... Atmosfærisk. Udseendet, selve animationerne og den måde, hvorpå lyset bruges til at understrege bestemte temaer og skabe seje effekter, er genialt. Super flot.

Som jeg nævnte ovenfor, er det lidt ærgerligt, at historiefortællingen her føles lidt for komprimeret, selvom det er en god ting. Instruktør Brandon Vietti har en god fornemmelse og perfekt forståelse af kildematerialet, og det er tydeligt, at ambitionen var at fortolke Moore/Gibbons så ærbødigt som muligt, hvilket ofte er lykkedes rigtig godt. Dialogen er som taget ud af Alans talebobler, scenografien er som taget ud af Gibbons' tegneserier, og tonalt har Warner gjort et godt stykke arbejde med at finde den kyniske dommedagsstemning, hvor fantasifulde superhelte og det abstrakte flettes sammen med Nixon, den kolde krig, truslen fra Sovjetunionen og en masse andre virkelige begivenheder fra sidste halvdel af 80'erne. Hvis Warner havde tilladt 83 minutter her i stedet for 103, ville det have givet materialet mere luft, og for eksempel ville Rorschachs fantastiske observationer have føltes mere levende, truende og mere i tråd med dem i Snyders store film, end de gør nu. Titus Welliver gør et godt stykke arbejde med at forsøge at efterligne Snyder-versionens Kovacs, men han bliver til tider forhastet, og det føles, som om han har fået besked på at »skynde sig« med sine replikker i indspilningskabinen. Det er en skam.

Resten af stemmeskuespillerne gør et rigtig godt stykke arbejde her. Jeg kan især godt lide The Last of Us-Troy som den rolige, stærke, stoiske (men snedige og superintelligente) Adrian Veidt og The Americans' Matthew Rhys som Nite Owl. Rick D. Wassermans fortolkning af The Comedian er lidt for monotont afstumpet efter min smag. Der er ingen nuancer her, og frem for alt er der mangel på personlighed, fordi hans fortolkning af Blake for det meste bare er gøen og knurren med den »mest skræmmende stemme«, han kunne præstere.

Det er for mig en vanskelig film at bedømme. For det første giver den kun halvdelen af historien, og den handler i sidste ende om Watchmen (selvfølgelig), som er min bibel. Der er ting, der kunne have fungeret bedre i Warners animerede blockbuster, men der er også masser af fordele her, som yder verdens bedste tegneserie retfærdighed. Derfor forbliver min vurdering på et svagt syvtal. Hvis du vil have, hvad jeg anser for at være en bedre filmfortolkning af kildematerialet, er Zack Snyders helt fantastiske Watchmen: Director's Cut vejen frem - stadigvæk.

"Rorschach's Journal: October 12th, 1985. Tonight, a comedian died in New York."