Den evige kamp mellem politiet og skruppelløse gangstere, er blevet fortalt af Hollywood et utal af gange, og historien i We Own the Night, er som taget ud af diverse film i denne genre. Jeg kan også tydeligt mærke, at jeg ikke er den eneste hvis hoved kørte forbi filmen, når man skulle vælge en god tur i biffen. Det fortryder jeg lidt nu, for We Own the Night er et formidabelt ensemble af unge og gamle skuespillere, samt stemningsmættet action, som kun sjældent ses i film i dag.
Året er 1988. Den visionære blærerøv Robert "Bobby" Green styrer et populært diskotek i Brooklyn, med økonomisk hjælp og støtte fra den gavmilde mafialeder og familiefar Marat Buzhayev. Bobby betragter Marat som sin egen far og som den eneste støtte han får fra omverdenen, ud over sin colombianske kæreste Amada og nære ven Jumbo. Han ser i hvert fald ingen støtte i sin rigtige familie, som består af de to bundloyale politimænd, faren Albert og broren Joseph Grusinsky. New York er splittet og der er åben krig mellem politiet og mafiaen, hvilket bestemt ikke hjælper på Bobby's familiesituation. Men da Joseph bliver brutalt skudt ned foran sit hjem af mafiaen, rammer det Bobby dybere, end han havde regnet med, og langsomt begynder han at tvivle på, om han befinder sig på den rigtige side.
Hvis man, som jeg, har fortolket titlen og coveret på film-æsken, ville man nok tro, at der var lagt op til endnu omgang Fast and the Furious-lignende action. Det troede jeg en smule i første omgang, men nøj, hvor tog jeg fejl. Historien om en søn og bror, der vil beskytte en familie, han føler sig svigtet af, er fuldstændig fabelagtig. Det er en dybt seriøs fortælling, og Joaquin Phoenix, Robert Duvall og resten af slænget spiller røven ud af bukserne på en måde, så jeg under det meste af filmen havde kuldegysninger og svedperler over det hele. Selv Eva Mendes, i rollen som Amada, formår at være mere end bare fræk i denne film, og jeg håber virkelig, hun vil holde samme niveau i sine fremtidige film.
En ting er skuespillet, noget andet er scenerne. Flere steder går lyd og billeder op i en højere enhed, end man kunne drømme om, og da jeg så den meget omtalte biljagt-scene, som betragtes som en af filmhistoriens bedste, gik det op for mig, hvor fantastisk anderledes og uforudsigeligt, man kan skrue noget så anvendt som en biljagt sammen. Men at nævne biljagten som eneste eksempel er næsten en skam, for der er adskillige scener i filmen. der ramte mig hårdt i følelsesregistret, bl.a. en skræmmende aflytningsscene i en lejlighed.
Hvis man skal klandre filmen for noget, så bliver der måske smurt lidt for tykt på med patriotisme og moral hen mod slutningen. Men decideret usmageligt bliver det aldrig, og det hele går i sidste ende ud på, at man må ofre noget for få noget. Det er stærkt beskrevet, det er fabelagtigt at se på og alle burde eje denne film mindst en enkelt nat.