Det er Steven Spielberg, som står bag denne remake af den klassiske amerikanske musical fra 1957, West Side Story. Og selvom jeg undrer mig en smule over hvorfor den er blevet filmatiseret igen, da '61 versionen vandt intet mindre end ti oscar-statuetter, så klager jeg ikke over at få fortalt denne flotte kærlighedshistorie endnu en gang. Det er en smuk klassisk fortælling, som er flot koreograferet med storslået dans og sang, dog kunne jeg godt ønske mig, at den var en smule mere moderne.
West Side Story fortæller historien meget traditionelt og nærmest 1:1, frem for at opdatere nogle af de ældre problematikker, som hele Tony og María's forelskelse og generelt den lidt for pladderromantiske og gammeldags tilgang til historien. Altså hvem forelsker sig på tværs af dansegulvet, og ved de vil tilbringe resten af livet sammen efter én aften? Det føles desværre lidt som en forbigået mulighed for at give 50'er musicalen et 2021 twist - og den ender lidt med at føles en smule fanget i fortiden på grund af dette.
Jeg kan forestille mig at Spielberg har valgt dette helt bevidst, da selve filmen har en æstetik som en film fra 00'erne med et grynet og udvasket SD-look frem for den klassiske HD/4K/8K, som nu er standard. Der er selvfølgelig noget nostalgi over valget, men jeg ville have foretrukket at have set filmen med et moderne sind - både æstetisk og narrativt. Nostalgi er slet ikke en dårlig ting, men hvorfor så overhoved lave en remake? Det er sikkert en mening, som skiller vandene, da West Side Story er en klassiker, og ikke bør pilles for meget ved - men flere af de problematikker, som musicalen håndterer er stadig gældende den dag i dag.
Musicalen tager udgangspunkt i et "forbudt" kærlighedsforhold mellem puertoricaneren Mariá og den hvide Tony, og den konflikt dette forhold bringer til den slummede del af New York. En del som er centrum for en bandekonflikt mellem The Jets (de hvide "amerikanere") og The Sharks (puertoricanerne). De "hvide" mod de "brune", begge en del af de laveste og fattigste sociale klasser, dog har den ene part en klar fordel over den anden. Men selvom denne problematik ligger lige til højrebenet for en 2021 make-over, så er det ikke noget som Spielberg tør tage fat på i West Side Story.
Ikke at West Side Story skulle foregå i 2021 eller noget som helst, men jeg synes at det er en spildt mulighed for at kunne drage større paralleller til den samme race-konflikt som vi ser den dag i dag. Det føles for mig som om Spielberg ikke tør bekende politisk kulør, og det får West Side Story til at spille utrolig meget på den sikre og konventionelle side, uden at komme til at træde nogen som helst over tæerne. Jeg synes, at det er en smule tamt med så oplagt en mulighed, og selvom der er masser af gnist mellem Ansel Elgort (Tony) og Rachel Zegler (María), så mister filmen sin gnist.
Det er ikke det samme som, at West Side Story ikke er en formidabel remake. Sangene, skrevet af den nyligt afdøde musical legende, Steven Sondheim, er stadig lige så fortryllende som de var første gang. Ja faktisk er det hele lige så flot og romantisk som i 1957 og igen i '61, bare med en nyere 00'er æstetik. Scenografien har ikke ændret sig, dansene har heller ikke, og selvom castet nok i remaken er en del mere diverst, så er det en lille del, af hvad muligheden kunne have været.
Spielberg præsterer som han ikke har gjort i årevis, og han viser at han stadig kan sit kram. West Side Story's kameraarbejde, lydside og klassiske narrative beats sidder præcis som de skal i en traditionel forstand. Flere vil måske endda mene, at Spielbergs version er endnu skarpere og flot fortalt end '61 versionen, men alligevel så går jeg fra biografen en smule skuffet. Ikke fordi den klassiske West Side Story-fortælling har skuffet mig overhoved, men nærmere fordi jeg er skuffet over det manglende initiativ og mod for at bringe den klassiske broadway musical fra 1957 ind i det 21. århundrede.
