World War Z er en af de film, hvor historien bag filmen er mere interessant end selve filmen. Selve filmen er sådan set bare en ganske almindelig "hovsa, der er pludselig zombier overalt; hvordan stopper vi dem?" film, blot med budgettet skubbet så højt i vejret, at det kunne forstyrre satellittransmissioner.
Gerry Lane (Brad Pitt) er tidligere FN-efterforsker, der bliver hevet ind i tjenesten igen når zombie-truslen uden varsel lander over ham og hans familie med både samme ynde og indvirkning som en flodhest, der bliver tabt fra en helikopter. Eftersom han har et in med de tunge drenge, får hans familie lov til at overleve på et militærskib langt ude i rum sø; så længe han altså lover at tage rundt i verden for at opklare hvorfor der pludselig er kødædende udøde over det hele.
Det tager Brad fra USA til Korea, Israel og til sidst Wales for at rede trådene ud -- fordi det var der tilsyneladende ikke andre, der havde tid til. Hvert sted, han besøger, går der selvfølgelig uundgåeligt lort i lagkagen indtil Brad får stykket puslespillet sammen. Takket være et enormt budget er der fuld knald på zombiesværmen og filmen prøver gang på gang at overgå sig selv i hvor mange af de udøde horder, den kan klemme ind på skærmbilledet på én gang.
Det er rimelig hjernedødt og ret lammende af og til, lidt ligesom hovedpersonerne (Brad og zombierne). Det interessante er dog, at filmens produktion tilsyneladende også har været lige så kaotisk som det, der foregår på skærmen er.
Efter at have skudt halvdelen af en storslået slutningssekvens i Moskva, hvor Brad skulle pløje sig igennem en endnu større horde af zombier, indså alle ombord på produktionen, at man måske var ved at blive en tand for overgearet. Så i stedet for at beholde det, der skulle have været hele filmens sidste tredjedel, besluttede man sig for at skrotte det hele og i stedet lade Brad tage en tur til Wales og afslutte filmen ved at kopiere Resident Evil.
Resultatet var, ganske indlysende, at filmen løb uoverskueligt over sit budget og at ingen, mindst af alt instruktøren og Brad Pitt, havde den store tiltro til, at der overhovedet skulle komme en sammenhængende fortælling ud af det.
Hvad der er intet mindre end fantastisk er, at de faktisk tog den rette beslutning. Efter at være blevet overfodret med gigantiske opsætninger af den ene zombie-hær efter den anden i næsten halvanden time, er det faktisk ret forfriskende at filmen omsider tager en slapper og i stedet prøver at fyre noget reel gys efter dig. At det så hverken er særlig originalt eller gjort meget bedre end hvad man har set i utallige andre zombie-gyser-film, der foregår i indelukkede miljøer, kan man måske undskylde med, at de vitterligt var ved at løbe tør for både tid og ideer.
Og så alligevel ikke. For hvis man skal se på helheden -- og det skal man jo -- så kan det stadig ikke dække over, at filmen er ét stort rod, der prøver at gemme sin uopfindsomhed bag et hyperaktivt stormløb af det ene zombie-angreb efter det andet. Den virkelige tragedie består i, at filmen er baseret på noget kildemateriale (en bog af samme navn), der beskriver handlingen efter krigen er sket som en FN-rapport uden hovedpersoner.
På trods af et enormt ambitionsniveau om at skabe den mest storslåede zombie-film nogensinde, så er helhedsindtrykket, at man bare har med endnu en over-macho amerikansk bang-bang-film at gøre.
Ekstramateriale
Ekstramaterialet er en noget speget affære, der består af nogle meget tyndbenede "behind-the-scenes"-interviews med effektfolkene og producerne fordelt over tre ekstremt korte featurettes. Der bliver talt om nogle af computereffekterne, og producerne og instruktøren falder nærmest over hinanden for at tale på Brad Pitts vegne - bogstaveligt talt ("Brad synes at..."; "Brad er typen, der..."). Det er påfaldende, at hovedpersonen himself ikke er til stede, og hele den påtagede entusiasme fra interviewpersonerne virker meget utroværdig, når man kan læse lange artikler online om hvilket helvede, filmens indspilning var.