X-Men 3: The Last Stand

Jeg tvivler ikke på X-Men-filmene er blandt de bedste tegneserie-til-film projekter nogensinde, kun overgået af Sin City og muligvis også Spider-Man filmene. Det er et vanskeligt univers at smide over på det store lærred, ikke mindst på grund af det enorme persongalleri. Mainstreampublikummet skulle underholdes, alt imens seriens fans ikke måtte skuffes, men Bryan Singer gjorde det. Det er noget af en præstation i sig selv, især da succesen blev gentaget med den uundgåelige efterfølger. Singer forlod serien efter det andet kapitel, for at lave Superman Returns og siden hen har Brett Ratner taget over og han leverer så afslutningen på trilogien.

De første spadestik til historien blev foretaget allerede i sidste film og X-Men 3 følger på fineste vis op på historien om Jean Greys tilbagevending og genopstandelse som The Dark Pheonix, en langt stærkere mutant, hvis kræfter overgår enhver andens. Begge mutantlejre forsøger at vinde hende over på deres side, alt imens regeringen har skabt en permanent kur mod mutantgenet og det endegyldige slag mellem godt og ondt står nu for døren.

Som sagt har serien skiftet instruktør og det er meget tydeligt. Ratners version er hurtigere, mere vovet og meget mere overfladisk. De første films største styrke var klart at hele det flamboyante persongalleri fik lov til at udfolde sig og alle skuespillerne fik tid til at forklare og uddybe deres roller, i stedet for bare at vise en masse overflødig action. I denne omgang er det lige omvendt og det er både godt og dårligt. Visse af de nye personer er fuldstændigt glemt, her tænker jeg især på Angel, hvis replikker praktisk talt kan tælles på én hånd og det er virkelig en skam. Jeg savner også en forklaring på hvad der skete med Nightcrawler, det mangler der simpelthen.

Til gengæld leverer Ratner et flot, medrivende tempo, som de foregående film slet ikke kan hamle op med. Kombineret med det dristige manuskript, hvor adskillige af de mest elskværdige personer bliver permanent aflivet, er det en blanding, der holder en på kanten af sædet hele vejen igennem.

En anden ting jeg rigtig godt kan lide ved X-Men 3, er at de politiske oppositioner kommer endnu mere til udtryk end i de tidligere film, netop fordi at den åbne krig bryder ud. Magneto er ikke en ensidet tyran, hans kontroversielle beslutninger som leder er jo netop et resultat af den hetz, som den menneskelige regering har ført mod mutanterne. Det er godt at se at denne dobbeltmoral går igen i begge lejre. Xavier har bevist manipuleret med Jean fra starten af, altså er heller ikke han helt igennem ensidet. Selvom han havde gode intentioner, og, som han selv udtrykker det: "valgte den mindste af to onder", så rykker det utvivlsomt stadig ved hans rolle som Wolverines og de andre elevers faderskikkelse.

Jeg må indrømme at jeg savner den dybde, som Singer bragte til filmene og jeg var da også lettere skuffet første gang jeg så treeren, men jeg må også indrømme at selvom Ratner har gjort det hele en del mere overfladisk, så er det en retning der passer fint ind i serien, i hvert fald når det er det afsluttende kapitel det handler om. X-Men 3 ganske vidst er et niveau under de to første film, men det betyder ikke at filmen ikke leverer en ordentlig finale på serien, slet ikke endda.