Yakuza 3

Hvis du aldrig har hørt om Yakuza-serien, så er det ikke underligt. Serien har været et stort hit i Japan, men har aldrig skabt den store furore i vesten. Derfor har Sega inkluderet to film på discen, der skitserer begivenhederne fra Yakuza 1 og 2, så man som ny spiller ikke skal være fuldstændig tabt.

Som titlen antyder er Yakuza 3 et gangster-drama. Man indtager rollen som Kazuma Kiryu, tidligere leder af Tojo-klanen, der nu har opgivet livet som Yakuza-medlem og trukket sig tilbage. Sammen med adoptivdatteren Haruka har han forladt Tokyo til fordel for det idylliske Okinawa, hvor han nu driver et børnehjem. Børnehjemmets fremtid er usikker, da grunden det ligger på er udset til at indgå i bygningen af en ny militærbase og et ferieresort, der skal give økonomien i Okinawa en saltvandsindsprøjtning.

Projekterne støttes af to højt placerede regeringsmedlemmer, der begge har statsministerambitioner. Kazumas gamle Yakuza-familie, Tojo-klanen, er også involveret - men da den nuværende leder af klanen, Daigo, indser at Kazumas børnehjem er truet, bruger han sin indflydelse til at få skrinlagt planerne. For en tid ser det altså ud til at Børnehjemmet er redet, men snart herefter bliver Daigo skudt. Altså skrider byggeplanerne atter frem, og da det samtidigt ser ud til at Tojo-klanen er truet af et internt magtopgør, må Kazuma rejse tilbage til Tokyo for at redde trådene ud og sikre sin gamle klans overlevelse.

Yakuza 3 er en sær størrelse. Historien i spillet er intet mindre end fremragende. Det er et gangster-drama af bedste skuffe, og sammenligning med mafiafilm som Goodfellas, Casino og måske endda The Godfather er slet ikke ved siden af. Den er spændende, gribende og virkelig godt fortalt - når den altså får lov. Men selvom historien næsten er det hele værd, så er Yakuza 3 et spil med mange problemer.

For det første er spillets gameplay er ikke særlig interessant. Det udspiller sig primært på tre lokationer: Kazumas børnehjem, den nærtliggende bydel Ryukyugai og det red light district-agtige Kamurocho-kvarter i Tokyo. Det meste af tiden bruger man på at løbe frem og tilbage mellem folk man skal snakke med. På sin færd gennem byerne bliver man ofte tilfældigt overfaldet af bøller, hvilket så fører til små kampscener. Spillets kampsystem er relativt simpelt, og går mest ud på at trykke løs på knapperne indtil alle ligger ned. Selvom kampene er hurtigt overstået, så kan deres tilfældige indtræffen let blive irriterende, når man nu hellere bare vil videre med den aktuelle mission. Bedre bliver det når actionen er direkte forbundet med historien, og den højere sværhedsgrad i boss-kampe hjælper også. Men helt godt bliver det aldrig.

For det andet, så fortælles historien næsten udelukkende gennem mellemsekvenser. Det er som sådan ikke et problem i sig selv, for de er af meget høj kvalitet. Stemmeskuespillernes præstationer lyder til at være i top (Sega har beholdt de originale japanske stemmer) og både grafik og billedkomposition er særdeles veludført. Problemet er fordelingen mellem gameplay og mellemsekvenser. I alt er der knap fem timers mellemsekvenser i spillet, og der kan gå enormt lang tid mellem de steder, hvor man rent faktisk skal bruge controlleren. Andre gange er gameplay-segmenterne så korte at det nærmest er en vittighed (se en mellemsekvens, løb ud af en indkørsel, se endnu en mellemsekvens). På den led føles Yakuza 3 ofte som om at det hellere vil være en film end et spil. Det er ganske vist en film jeg rigtig gerne vil se, men stadigvæk...

Men dét, der irriterer mig mest ved Yakuza 3 er, at spillet gang på gang smækker bremserne i for den ellers fremragende historie og beder spilleren foretage sig ting, der i konteksten virker komplet åndsvage. Og det er her, ordsproget om børn fra starten af anmeldelsen kommer ind i billedet. For Kazuma driver som sagt et børnehjem, og de børn skal altså passes. Yakuza 3 har over 100 sidemissioner og et hav af mini-games som fiskning, golf og dart, der kan distrahere spilleren fra hovedhistorien. Alle disse ting er frivillige - men børnepasning er obligatorisk.

Grædende forældreløse børn trumfer alt andet, og man skal bruge frustrerende mængder tid på at lytte til ungerne flæbe over at de bliver drillet i skolen, at de har fået stjålet deres lommepenge, at de har stjålet de andres lommepenge, eller at deres lærer er dum.
Og hvor resten af spillets historie holder en benhård og realistisk stil, hvor alle figurer har klare motiver og ambitioner, så svælger børnehjemssektionerne i melodramatik så tyk, at det får My Little Pony til at ligne en Nicolas Winding Refn-film. Det er til at brække sig over.

Men det værste er, at selv om børnehjems-missionerne i bedste fald kun er perifært knyttede til spillets plot, så bliver de præsenteret som det vigtigste i verden - uanset hvor ulogisk det måtte virke i den overordnede sammenhæng. Et eksempel: På et tidspunkt bliver det klart for Kazuma, at børnehjemmet, og dermed hans fristeds eksistens, afhænger af at den ulmende magtkamp i Tojo-klanen bliver standset, og at han derfor må en tur til Tokyo. Billetten er købt, og kufferten er pakket, men før han kan tage afsted til lufthavnen skal han lige hjælpe en af ungerne med at finde og adoptere en omstrejfende hundehvalp, og derefter skal han da lige konkurrere med en ven om hvem af dem der bedst kan finde noget moderigtigt tøj til en af de andre unger, der gerne vil gøre indtryk på en pige.

Den slags himmelråbende åndssvage opgaver er der mange af, og hver eneste gang kommer de i vejen for plottet. Jeg er med på at de er inkluderet for at vise at Kazuma, på trods af at han er Yakuza, har et hjerte af guld, men spillet vader unødigt længe rundt i den pointe. Det er frustrerende, og jeg kan ikke forestille mig noget værre end en forældreløs unge der med store dådyr-øjne beder en om at opføre et wrestling show, når man hellere vil videre med sit intense gangster-drama og løse mysteriet om hvem der egentlig skød ham Daigo.

Og derfor har jeg det svært med Yakuza 3. Når gangster-dramaet er i førersædet er det en fornøjelse at spille, og man tilgiver hurtigt det ellers simplistiske gameplay. Men lige som man lader sig rive allermest med, og er på nippet til at tilgive al den frustrerende stupiditet, så vender de grædende børn tilbage. Det gør mig arrig. I sidste ende kommer det an på ens evne til at abstrahere fra irritationsmomenter. Kan man det, er historien i Yakuza 3 så god, at det helt klart er værd at spille. Men det er langt fra nogen perfekt oplevelse.