Skip to main content
Gamereactor Artikler Where's My Water?
Artikler

10 herlige Disney-spil til mobilen

Mangler du et farverigt, hyggeligt eller hjernevridende mobilspil, så har Lee fundet de 10 bedste fra Disney.
Lee West 25 november 2011

Julen nærmer sig, og med den en masse ekstra stress. Børn der skal være stille på bagsædet af bilen fordi mor og far er udkørte. Enorme bilkøer og lang transporttid i den offentlige trafik. Og så er det godt, at vi har mobilen ved hånden. Der er efterhånden masser af solide spil til både iPhone, iPad og Android-apparater. Men nogle gange er det bare et hurtigt spil-fix, der er brug for.

Disney kan levere begge dele. Vi har valgt 10 titler fra Disney Mobile, der dækker hele familiens behov for spilunderholdning på mobilen. Alle findes til iPhone og iPad, mens to af titlerne også er ude på Android-formatet.

The Incredible Machine - godt til gameren, især mor og far
The Incredible Machine
Tilbage i halvfemserne udgav det nu lukkede Dynamix et spil kaldet The Incredible Machine til PC. Her skulle dimser flyttes rundt for at løse sindrige puzzles. Nu er serien genskabt til touch-apparaterne med hjælp fra Disney. Og her passer det perfekt. Du får et af de mest komplekse og drilske puzzle-spil. Ved at flytte genstande rundt på touchskærmen skal du løse masser af sære opgaver. Få musen til at løbe ned i musehullet, tænd raketter med forstørrelsesglas og solstråler. Få en bunke unger sendt sikkert hjem og så videre. Det hele sker ved at placere løbebånd, metalskinner, mennesker, katte, dimser og dippedutter på det rigtige sted inden maskinen startes.
Godt til gameren, især mor og far

Phineas & Ferb - godt til gameren, især de yngste
Phineas & Ferb
Her er Disneys nyeste påfund (selvom figurerne har lidt år på bagen). De to papbrødre Ferb og Phineas laver ballade i deres sommerferie, og på iPad betyder det, at der skal bygges snebjerge, surfes, graves i miner og zappes superskurke. Med andre ord får man fire spil i pakken, og alle af rigtig god kvalitet. Det ene af spillene kan man endda spille sammen/mod hinanden på - på samme iPad. Spillene er med undtagelse af hovedspillet små minispil. Har man spillet Nintendos klassiske Game & Watch-bip-spil, ved man hvad man kan forvente. Hovedspillet er en anelse mere kompliceret, og lader de to gutter løbe rundt i nogle miner for at samle diamanter og undgå muldvarpe-monstre.
Godt til gameren, især de yngste

Where's My Water - godt til gameren og hele familien
Where's My Water
Touch-skærmen bliver virkelig udnyttet godt i dette spil, der topper hitlisterne både på Android og iOS. Ikke alle alligatorer elsker at rende rundt i kloakslam og være ulækre. Dit job er at sørge for at spillets hovedperson endelig kan få sig et godt brusebad. Det sker ved at grave jord væk med fingeren, trykke på kontakter og løs underholdende puzzles. Masser af baner sikrer en enorm holdbarhed.
Godt til gameren og hele familien

Toy Story 3: Operation Camouflage - godt til mor
Toy Story 3: Operation Camouflage
Et spil baseret på den tredje animationsfilm om Woody og vennerne. I bund og grund er det dog et såkaldt hidden object-spil. Genren har især fundet et stort publikum hos kvindelige spillere, og er ganske simpelt i sit grundpræmis: du får en række ord, og så gælder det om at finde de matchende genstande på billedet ved at klikke på dem. Simpelt men med virkelig lumske gemmesteder. Da ordene kun er på engelsk, er det dog ikke til de yngste i familien.
Godt til mor

Split/Second - godt til far og potentielle fartdjævle
Split/Second
Dette er listens svageste spil, hvis man bare vælger at køre mod computeren. Har man to iOS-apparater og en ven at spille imod, er det anderledes underholdende. Man ræser om kap på nogle af de samme baner som i de ægte konsoludgaver, og der er stadig masser af eksplosioner og vilde løb, alligevel er arcade-ræs set bedre både i Fast Five og Asphalt-serien. Men skal der stå Split/Second på skærmen, er dette løsningen. Og en hæderligt en af slagsen.
Godt til far

JellyCar 3 - godt til gameren og familiens unge racer-kører
JellyCar 3
Alle der har gået i skole kender til problemet: læreren snakker og snakker. Og pludselig tager papiret foran en nyt liv. Det vælter frem på siden med krimskrams og krudseduller. JellyCar er resultatet af sådan en kedelig matematiktime, og derfor er hele stilen i den velkendte doodle-stil. Det vil sige stregtegninger tilsat motorlyde indtalt af en mandsstemme, og en stil der skriger amatørtegning, hvis ikke det var fordi Disneys evner til at frembringe gode animationer også skinner igennem her. Du styrer din bil gennem en masse forhindringer på nogle ganske vanvittige baner, og du kan naturligvis også designe dit eget køretøj.
Godt til gameren og familiens racer-kører

Kick Buttowski: Surburban Daredevil - godt til gameren og resten af familien
Kick Buttowski: Surburban Daredevil
Hvordan ville livet være, hvis din sæbekassebil kunne flyve? Det får man svar på i Kick Buttowski, hvor dit eneste mål er at udnytte opvind og ramper til at nå så langt som overhovedet muligt, før du rammer jorden og splatter. Det er overraskende morsomt, og da nye baner lukkes op ved at nå bestemte mål, bliver man hurtigt grebet. Og så hjælper det selvfølgelig at man kan designe sin egen fartdjævel. Det er sjovt, vanedannende og alle kan være med.
Godt til gameren og resten af familien

Fairies Fly - godt til den lille prinsesse
Fairies Fly
Sidescrollende spil, hvor man ikke gør meget andet end at undgå elementer eller samle genstande, er populære på iOS. Disney har med Fairies Fly besluttet sig for at kombinere disse ting. Du tilter din iPhone eller iPad for et styre Klokkeblomst (eller hendes veninder) op og ned på skærmen, mens der samles så mange ting som muligt uden at blive ramt af tordenskyer, bier eller andre drabelige forhindringer. Spillet er delt ind i mange korte baner, og der er mulighed for at sætte sværhedsgraden, så man kan tåle flere sammenstød med forhindringerne. Hyggeligt lille spil til de yngste i familien.
Godt til den lille prinsesse

Cars 2 App MATes - godt til de yngste (og barnlige sjæle) i familien
Cars 2 App MATes
Her er en rigtig fed ide, udført så den rent faktisk fungerer. De fleste af os har sikkert leget med biler som små, og ved også hvordan det er sjovt at ræse rundt på alverdens baner. Men hvorfor ikke skabe banerne på iPad? Cars 2-spillet lader dig køre rundt med en rigtig bil på din iPad, som så tegner banen for dig, komplet med forhindringer der reagerer, når du kører ind i dem. Køler Kildekøbing danner rammen om køreturen, og der bydes både på nat- og dagskørsel. Spillet er gratis at hente, men bilerne beregnet til spillet skal indkøbes i den lokale legetøjsbutik. Har du ikke adgang til legetøjet, har Disney dog allernådigst inkluderet en Lynet McQueen "pap"-bil, så der kan stadig leges løs.
Godt til de yngste (og barnlige sjæle) i familien

Puffle Launch - godt til gameren og resten af familien
Puffle Launch
Så er der endnu et fysik-spil ude til både iOS og Android. I stil med et hav af sure fugle og klippede reb, bydes der her på farveladeglade figurer i et hav af korte puzzle-baner. Denne gang tager hovedpersonen dog form af en finurlig lille kanonkonge. Dit job er så at vende og dreje kanoner og dimser, så den fartglade lille gut når i mål. Kanonerne har naturligvis forskellige funktioner, som er lette at overskue ved farvekoder. Og så gælder det selvfølgelig om at snuppe så mange mønter på vej mod målet (eller at nå det på kortest mulig tid, hvis du vælger den spiltype).
Godt til gameren og resten af familien

Som altid med spil er det jo en smagssag, hvad man foretrækker, men vi håber, at potentielle spilfamilier med denne mini-guide kan blive ledt i den rigtige retning.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.