Hvad skal du spille for at blive helt klar til Control Resonant?
Vi klæder dig på til efterårets store fortsættelse af RCU.
I næste måned skal vi tilbage til det bedste af de såkaldte "shared universes", når Control Resonant fortsætter de to Faden søskendes historie som en del af Remedy Connected Universe, RCU om man vil. Remedy selv siger, at man fint kan hoppe ombord på det paranaturelle tog uden forudgående kendskab til hverken Control eller RCU, men vi ved allesammen, at det mest af alt er klassisk marketingsnak for at undgå at skræmme uindviede, men nysgerrige, sjæle væk. For selvom man helt sikkert kan have det sjovt med Control Resonant, selvom man ikke har spillet noget fra finnernes hånd, bliver det med garanti en rigere oplevelse, hvis man har kendskab til de karakterer, koncepter og historier, der befolker det utroligt dragende univers, Remedy har opbygget.
Men, det er selvfølgelig ikke alle spil i RCU, der er lige essentielle, og tid og penge er selvfølgelig en begrænsning for mange af os, så jeg har sorteret i samtlige officielle RCU-udgivelser og inddelt dem efter, hvor vigtige de er at have kendskab til, inden du får fingre i Control Resonant. Jeg har holdt mig til de spil, der er blevet nævnt af Remedy som en del af RCU, så ingen Quantum Break eller Max Payne, alle deres referencer til udviklerens andre spil til trods. Især førstnævnte har dog så mange forbindelser til de officielle RCU-spil, at det er svært ikke at tænke på det som en del af universet, men lige nu har Remedy ikke rettighederne til IP'et, hvorfor det for nu står udenfor og kigger ind på det gode selskab.
Jeg prøver at undgå spoilere, men det er svært at undgå at nævne navne og overfladiske forbindelser, så hvis du vil gå helt blind ind til forberedelserne, kan du undgå brødteksten og nøjes med at læse titlerne oppefra og ned.
De essentielle
Control
Det bliver ikke mere essentielt end Control. Det er den direkte forløber til Resonant, og spillet der reelt startede RCU. Det er her, vi får det meste af vores viden om den paranaturelle verden, RCU befinder sig i og derfor en glimrende basis for hele universet. Faktisk ville jeg sidestille det med Alan Wake, hvis nu artiklen var skrevet for tre år siden som optakt til Alan Wake 2. Control Resonant udskifter godt nok det første spils hovedperson Jesse Faden til fordel for hendes bror Dylan, og rykker handlingen fra The Oldest House til New Yorks gader, men det ser stadig ud til at bygge videre på den historie, det første spil startede, og det står også klart, at rigtig mange af det første spils karakterer vender tilbage.
Desuden er det, syv år efter sin udgivelse, stadig et fremragende spil. Visuelt distinkt og gennemført med et underholdende kampsystem og noget af den mest aparte og rige lore overhovedet.
Alan Wake 2
Selvom Control er i en liga for sig selv, når det gælder forberedelse til Resonant, bør du også spille Remedys bedste spil som optakt. Det er Remedys første fuldlængde spil efter annonceringen af RCU, så det er ikke overraskende, at det læner sig meget ind i den mytologi, Control etablerede. For det første har FBC en meget konkret tilstedeværelse i spillet i form af Kiran Estevez og faciliteten The Lake House (mere om begge senere) og naturligvis vores yndlingspedel Ahti, hvis tilstedeværelse i The Dark Place skaber en endnu mere solid forbindelse mellem de to serier og giver yderligere grobund for spekulationer om hans egentlige natur.
Alan Wake 2 introducerer også Warlin Door, en mystisk interdimensionel entitet som meget vel kan komme til at spille en stor rolle i universet fremover. Og i forlængelse af dette bliver det spændende at se, om karakterer som Tim Breaker, Saga Anderson og naturligvis Alan Wake allerede i Control Resonant vender tilbage til universet.
Control: Foundation
Jeg var faktisk ikke en kæmpe fan af denne første udvidelse til Control, primært grundet de visuelt uinteressante og ensformige grottemiljøer, men dens lore er essentiel, hvis man ønsker at grave dybere ned i FBC og The Oldest House's formative år. Det er her, vi får information om, hvordan FBC finder The Oldest House, hvordan servicevåbenet åbenbarer sig og hvordan proceduren for at vælge en director bliver ændret. Vi lærer Trench og Darlings forgængere at kende og så spiller den mystiske og Board-affilierede Former, en valgfri boss i hovedspillet, en langt større rolle.
Hvis du har tid
Alan Wake
Spillet der, i retrospekt, startede det hele. Remedys Stephen King pastiche er den dag i dag stadig et ganske fornøjeligt bekendtskab, og i og med det introducerer den titulære forfatter og den paranaturelle gryde Cauldron Lake samt mindre, men stadig vigtige personer som Alice Wake og Thomas Zane (bonus: Barry Wheeler!), har vi at gøre med et spil, som ikke bør gå RCU diehards' næse forbi. Når det er sagt føles dets efterfølger af gode (og tidslige) grunde som et langt mere essentielt spil, når vi snakker Control-retningen af universet. Og det er jo trods alt omdrejningspunktet for denne artikel.
Control: AWE
Ligesom den første udvidelse til Control er AWE ikke fuldstændig vellykket med sin repetitive struktur og nye sektor, der på trods af et nyt navn lugter lidt af genbrug. Vellykket er til gengæld den bro, udvidelsen bygger mellem Control og Alan Wake. Det er ikke tilfældigt, at RCU formelt blev annonceret i forbindelse med udgivelsen af AWE, for den trækker tråde tilbage til det oprindelige Alan Wake og teaser det dengang uannoncerede Alan Wake 2. Det er stærkt underholdende at følge den frygtelige Dr. Hartmans, ahem, udvikling og skønt at have Wake tilbage, omend hans rolle er mere begrænset, end man kunne håbe på. Når AWE ikke er oppe i den essentielle kategori, skyldes det, at fordi udvidelsen står som bindeled mellem serierne og forsmag på Alan Wake 2, bliver den overhalet indenom af Alan Wake 2. Det bliver dog spændende at finde ud af, hvor meget vi skal lægge i implikationen af, at Alan Wakes skriverier påvirker mere end blot hans egen del af RCU.
Alan Wake 2: The Lake House
Endnu en bro, denne gang mellem Alan Wake 2 og Control Resonant, og igen skulle man tro, at den glimrende udvidelse The Lake House ville figurere højere oppe. Men fordi fokus er centreret om et dybdegående (og temmelig rædselsvækkende) indblik i et af FBC's lokale kontorer, står den mere centrale mytologi mestendels på sidelinjen. Når det er sagt, er det et fascinerende indblik i livet og bureaukratiet langt væk fra The Oldest House, ligesom den yderligere brobygning mellem RCU's to serier fungerer glimrende. Og så giver det den helt rigtige "monster of the week" følelse, hvor man rykker ud til en ny AWE. Noget jeg, lige siden udgivelsen af Control, havde håbet på, at Remedy ville kaste sig over.
Spring bare over
Alan Wake 2: Night Springs
Den første udvidelse til Alan Wake 2 er en sjov størrelse. På den ene side er den ud fra præmissen om, at det er forkastede episoder af serien Night Springs, som Wake skriver fra The Dark Place, nem at forkaste rent lore-mæssigt, særligt med tanke på de fjollerier de to første episoder indeholder. Men så kommer tredje episode og tager sig helt anderledes ud som en potentielt vigtig udvikling for det samlede univers. Den kunne også være det modsatte, men med Remedy generelt, og Alan Wake i særdeleshed, ved man aldrig. Som tingene er nu, stiller jeg mig mest på den side, der mener, det er fjollerier, men det kan sagtens ændre sig efter Control Resonant.
FBC Firebreak
Det kan virke underligt, at et spil der, modsat Control Resonant, rent faktisk foregår i The Oldest House, er at finde nær bunden. Det er der dog en god grund til. Remedys tilforladelige første forsøg udi et rendyrket PvE multiplayerspil har ikke en narrativ agenda. Vi får selvfølgelig et øjebliksbillede af, hvordan situationen er i The Oldest House, og spillet har også en række nye dokumenter, der tilføjer kontekst til situationen og flere af de indbyrdes forhold mellem kendte personer som Simon Arish og Jesse Faden (men dem kan du også læse på 10 minutter på Reddit). Det er dog i den narrative småtingsafdeling, så læg du bare din energi andetsteds.
Alan Wake: The Signal og The Writer
De to korte udvidelser til Alan Wake fortsætter, hvor hovedhistorien slap og danner på den måde en epilog. De giver et indblik i The Dark Place, som hovedspillet slet ikke gør, men spiller man Alan Wake 2, er man egentlig dækket ind på den front, da det spil giver et mere nutidigt og nuanceret billede af et sted, der, indtil videre, spiller en lidt perifer rolle i Controls del af RCU.
Alan Wakes American Nightmare
I mange år gik diskussionen på, om American Nightmare overhovedet var kanon i Alan Wakes historie. Det er det lidt aparte spin-off nu nok, men det gør det ikke mere essentielt. Som så ofte (eller vel nærmest altid?) prøver den kulørte forfatter at skrive sig ud af The Dark Place, men hvor hans skriverier andetsteds har omfattende implikationer, er de i American Nightmare meget isoleret af karakter. Desuden er spillet rent kvalitetsmæssigt blandt finnernes svagere indsatser, så jeg ville gemme den her til allersidst.






