Jeg tror et eller andet sted, at den sidste rigtige stjerne er født.
Hvaaaad!?
Jeg vil ikke være en eller anden form for antiperson her, en dommedagsprofet, men ordet stjerne - ja, betydningen af stjerne er blevet noget udvandet i dag. Når jeg tænker på en stjerne, tænker jeg på en, der er udødelig. Nej, nej, ikke som spøgelset Casper eller et af ligene i The Walking Dead, men en, hvis navn lever for evigt. Hvis jeg siger Marilyn Monroe, så ved du, hvem det er, ikke? Det er ligegyldigt, om du er 17 eller 47 år, alle ved, hvem det platinblonde kanonslag af en skuespillerinde er. Det samme gælder, hvis jeg siger Elvis Presley eller David Bowie.
De to sidste har sat et aftryk med deres musik, som de færreste har formået, og på den måde er de blevet udødelige gennem deres musik og deres tekster, som vil blive spillet og sunget længe efter, at vi alle dør. På Hollywoods røde løber så vi Meryl Streep, Marlon Brando og Clint Eastwood. Robert De Niro, Jack Nicholson og Anthony Hopkins. Navne, der batter på det hvide lærred, og vi kan nok alle remse film op efter film, som de har medvirket i.
Så har vi actionheltene, som vi alle har set op til, og som vi nok ville have på speed-dial, hvis vi havnede i knibe i et fremmed land og havde brug for nogen til at få os ud. Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger og Bruce Willis. Listen kan gøres længere, men I forstår, hvor jeg vil hen. I dag er de alle gamle mænd, og nogle af dem er gået på pension på grund af diverse skavanker. Nye skuespillere vokser op som svampe, men forsvinder lige så hurtigt, som de kom. Hvor mange film jeg end ser, glemmer jeg hurtigt deres navne. Hvem? Who? Man læser om stjerner, der er blevet skilt, slår op på siden, og det viser sig at være en, der var med i et eller andet realityprogram, som nu har valgt at gå fra hinanden. Stjerner i dag er noget helt andet.
I dag er det ikke den, der gør det godt på det hvide lærred, eller den, der har den bedste "presnece" på scenen, der er en stjerne. I dag er det den, der vier sit liv til at blive set mest, som der bliver skrevet om, og her taler vi om det mest hæmmende, man overhovedet kunne gøre tidligere i en karriere. Skandaler, stoffer, kriminalitet og det at blotte sig er blevet hverdagskost. Har du bare nok følgere, er du safe. Talent? Det har vi overbærenhed med, hvis det mangler - bare du er pæn og rig. I dag kan alle med et mobilkamera søge deres to sekunder i rampelyset. Idiotiske typer danser løs for rullende kameraer, pranker folk på gaden ved at slå en prut op i ansigtet på intetanende fremmede og fyre, der hakker brænde med bar overkrop og bliver kendte fra den ene dag til den anden.
Robert De Niro i Cape Fear
I mit feed dukker der konstant en type op, som laver mad og bager som en gud, men som af en eller anden grund smækker dejen og slikker på boller, som om han ønskede, det var noget helt andet, og som får mig til at undre mig over, om han ikke bare skulle skaffe sig en kæreste.
Han er sikkert en fin fyr, men algoritmen, det evige pres om at være relevant, presser ham til at strække troværdigheden ved indholdet. Tænk dig, at der sandsynligvis sidder en million kvinder og mænd og stirrer på en mand, der stikker fingre i tærter og slikker kanelsnegle.
Før i tiden hang vi plakater af vores idoler op på væggene som børn og forgudede den jord, de gik på. Guns N' Roses, KISS og Depech Mode. Madonna og Michael Jackson. I dag forguder vi dem, der har en fed pengepung og lever det liv, vi andre dødelige kun kan drømme om. Dem, der praler foran kameraet med, at de har lagt 300.000 for et VIP-bord på en klub på Ibiza. Altså, hverken mad eller drikke inkluderet, men de fik da lov til at bruge bordet. Og det forguder folk? Jeg bliver derimod decideret provokeret af den slags. De fleste af os får ikke så meget mere end det udbetalt på et år for at gå på arbejde fem dage om ugen og slide som et dyr, og det betaler en influencer for reservationen et bord?
Clint Eastwood i The Good the Bad and the Ugly
Du synes jeg er gammeldags, reaktionær sågar. Det kan jeg godt forstå, men det føles som om at reel "stardom", ikoner der placerede sig selv på landkortet igennem deres evner, snart ophører helt med at eksistere. Med det tempo, vi render og ophøjer en eller anden ligegyldig person til stjerne på, så ser det fandeme ikke godt ud. Snart vil I se Hollywood Walk of Fame være dækket af navne som Logan Paul og Joe Rogan.
Ifølge diverse opslagsværker betyder en filmstjerne en kendt skuespiller, der spiller hovedroller i store film, men også personer, der ses på det hvide lærred, og er kendte over hele verden. Der nævnes intet om folk, der prutter folk i ansigtet, eller som tilfældigvis er børn af nogen, der engang var kendte. Så hermed tager jeg ordet stjerne tilbage. Lad os bruge det med omhu og til dem, der rent faktisk har fortjent det med deres talent.
