Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

10 Tower Defense-spil til din iPhone

Tower Defense-genren (TD) har en del år på bagen men især i de seneste år er denne undergenre i strategispillenes verden stormet frem. Lee kigger på 10 af slagsen og anmelder dem...
Lee West 14 august 2010

Star Wars: Battle for Hoth

Atari "opfandt genren" i 1990 med strategispillet Rampart. Grundet groteske omstændigheder er det dog i 2008 lykkedes et firma at tage patent på navnet. Derfor er det sjældent lige til at finde ud af hvilke spil, der dækker denne fantastiske genre.

Der findes en del varianter i genren, men alle har det til fælles, at du skal forhindre en række invaderende fjender i at nå deres mål. Oftest foregår dette på en stor åben bane, hvor du forsøger at bygge vejene ved at opstille tropper, eller det sker på allerede definerede veje, hvor du derefter skal opstille dit forsvar langs siderne. Sværhedsgraden og mængden af mikromanagement-muligheder udgør den største forskel på de forskellige spil. Du opbygger typisk dit forsvar ved at udnytte dine optjente resourcer eller enheder samt tjene penge på at dræbe de fremadstormende fjender.

Især Apples i-serie af apparater har vist sig utrolig velegnet til denne type spil med deres effektive multitouch-brugerflader. Derfor er det denne gang tid til at kigge nærmere på 10 Tower Defense-spil, der alle er til iPhone og iPod, og som udmærker sig ved at være bedre end gennemsnittet af TD-spil på iTunes.

Star Wars: Battle for Hoth
Dette er et af de nyeste skud på TD-stammen, og er naturligvis udgivet i forbindelse med Empire Strikes Back-filmens 30 år jubilæum. Denne udgave benytter den typiske åbne spilleplade, hvor du ved at placere dine tropper strategisk, forsøger at skabe så lang en vej mod målet for fjenden som muligt. Denne udgivelse har utroligt meget til fælles med det ældre Fieldrunners, helt ned til den uskarpe grafik når der zoomes ind på kortet. Der er en del mindre filmklips til at fornøje Star Wars-fans, mens der optræder masser af kendte alliance og emperie-figurer inklusiv fartøjer som Tie-jagere og AT-ATs. Det er muligt at mikromanage tropperne i endnu højere grad end normalt, og man kan eksempelvis justere kriterierne for hvilke mål ens tropper skal foretrække at gå efter først. Desværre er det hele set før, og sammenholdt med en grænseløs irriterende musik (kendingsmelodien af John Williams´ er kun brugt i introen) ender dette ud som et hæderligt TD-spil lige over middel.
6/10

Star Wars: Battle for Hoth fylder 18.9 mb og koster 18 kroner på iTunes

Fieldrunners
Dette satte for mange standarden for hvordan et åbent TD-spil skulle laves. Og det var også ganske lækkert (og er stadig rigtigt godt i HD på eksempelvis PlayStation Network). Dette er atter en af de åbne spilleplader, hvor du selv bygger gangene ved at placere dine tropper. Fieldrunners er af mange stadig hyldet som det bedste TD-spil, men alderen på dette spil begynder dog at vise sig og problemet er ganske enkelt at Fieldrunners er utroligt repetitivt og for længst er blevet overhalet af billigere (Blighted Earth) eller bedre og mere udfordrende alternativer (Sentinel eller Robo Defense på Android-platformen). Så med mindre du er i et nostalgisk humør, er Fieldrunners ikke længere en absolut nødvendighed i samlingen.
6/10

Fieldrunners

Fieldrunners fylder 9.7 mb og koster 18 kroner på iTunes

Plants Vs. Zombies
Her er titlen fra Popcap der tog TD-genren og gjorde den letfordøjelig for de brede masser. Et forholdvis låst kort med en række horisontale veje, der befolkes at zombier på hjernejagt danner kulisserne for dette strategieventyr. Heldigvis har dine blomster ikke i sinde at lade zombierne igennem din baghave, og så er der ellers lagt op til kampe. Plants Vs. Zombies (PVZ) er ikke dit helt typiske TD-spil, men det låner de fleste elementer og pakker dem ind i en ny og farverig emballage. De hjernejagende zombier er herlige og indbyder til smil. Alt introduceres langsomt og pædagoisk, og derfor er PVZ et godt sted at begynde, hvis man er ny i genren. Strategien udvides langsomt, eksempelvis spiller solen en ganske stor rolle, da visse planter ikke kan benyttes ved nattetide og omvendt. De herligt designede planter og de morsomme zombies fornøjer og med en nylig opdatering er der nu også tilføjet achievements. Hvis du er på jagt efter et farverigt og anderledes TD-spil der kan spilles i småbidder eller æde flere timer så er dette et rigtigt godt valg.
8/10

Plants Vs. Zombies

Plants vs Zombies fylder 43 mb og koster 18 kroner på iTunes

Sentinel 2
Her er TD-spillet for den viderekomne. Ganske vist er dit arsenal det ganske velkendte: forsvarsværker der er bedst mod land eller lufttropper, de hurtige men svage tårne, slagsen der får modstanderen til at gå langsommere, de effektive soloknusere og de upræcise spraydåser med duft af død. Hvor Sentinel trumfer de fleste bud i denne genre er ved et ekstra energi-system, renter på ubrugte resourcer og en god sans for detaljer. Fjendens mål befinder sig i denne omgang bag en række faste forsvarsværker, disse skal først nedbrydes før fjenden kan indtage målet. Du kan som ekstra forsvar vælge at købe en række hjælpedroider, der enten kan vedligeholde det faste forsvarsværk eller farme penge og energi til dine specialvåben. Specialvåbnene inkluderer tidsbegrænsede hjælpetropper, missilregn eller dødstråler og oplades i fem faser. Jo stærkere et våben er, desto mere energi kræves der for at affyre dette. Disse detaljer, et godt banedesign, fin lydside, gode animationer og et knaldhårdt gameplay (der også inkluderer specielle missionsudgaver af banerne) sikrer dette strategibud en topkarakter. Nye baner kan købes med mikrotransaktioner, men der er let brugt hvad der svarer til ti biografture på den inkluderede stak baner.
9/10

Sentinel 2

Sentinel 2: Earth Defense fylder 13.7 mb og koster 12 kroner på iTunes

The Creeps!
Endnu et fornuftigt bud på TD bliver leveret med The Creeps. Atter engang kommer fjenden marcherende af en fastlagt sti, og atter engang skal du forhindre dem i at nå målet. Denne gang bydes der på fornøjelige monstre - eller dinosauere hvis du investerer de seks kroner udvidelsen koster. Omgivelserne kan i denne udgave destrueres, så der skal konstant prioriteres mål: vil du skyde fjenden eller satse på at få tjent lidt hurtige penge ved at skyde landskabet? Tre spilmodes forlænger spilletiden, og du kan her vælge den velkendte type hvor du skal overleve en række bølger af fjender, en high-score bane hvor du holder ud så længe som muligt eller en tredje type, hvor du indenfor en tidsramme skal nå hen til fjendens portal for at destruere denne. Hyggeligt TD-spil med glade figurer, der ganske vist vidner om færre kroner til produktionen end eksempelvis PVZ, men stadig kan fornøje i en del timer.
7/10

The Creeps!

The Creeps! fylder 16.2 mb og koster 12 kroner på iTunes. Den kan også findes gratis under navnet Creeps! Zero, hvor den er reklamefinansieret.

Towers In Space
Her er en udgave, der vinder på den yderst groteske humor lige fra første øjeblik spillet startes. Når din introduktionsbane foregår på den eneste beboede planet i systemet, og dine målskiver under øvelsen er de glade indbyggere der kommer med gaver, så ved man at der er noget galt. Dialogen er yderst velskrevet og musikken god, men stemmeskuespillet virker ret amatøragtigt, og måden hvorpå det leveres slår ofte de sjove kommentarer ihjel. De forskellige forsvarsværker er ganske uoriginale, og de virtuelle knapper ikke særligt veldesignede - hvilket gør at den lille skærm i kampens hede bliver lidt for uoverskuelig. Det kan mærkes at dette er et spil lavet af forholdsvis uerfarne udviklere, men er du i humør til et anderledes humoristisk bud på genren, kan denne dog stadig anbefales. Applikationen er en universiel app, og er derfor også kompatibel med iPad. Her leveres en flottere opløsning og problemet med de små knapper afhjælpes, så er der sådan et apparat i huset, får man ganske meget for pengene med Towers In Space.
6/10

Towers In Space

Towers in Space fylder 168 mb og koster 12 kroner på iTunes men kan prøves gratis

Defender Chronicles - Legend of The Desert King
Her er et spil med så meget indhold og så anderledes en tilgang til TD-genren, at det til tider føles mere som et rollespil end et klassisk TD-spil. For det første opleves spillepladen fra siden som ved et mere traditionelt 2D-platformsspil. Historien bliver leveret som man kunne forvente i et rollespil, der er butikker der kan handles i mellem kampene og banerne leveres som quests spredt ud på et stort eventyrkort. Hvis Warhammer-universet var japansk ville det ganske sikkert se ud som Defenders Chronicles: lettere karrikerede men utroligt flotte figurer, storladent og effektivt orkestermusik for fuld midi-skrue og stemmeskuepil der lyder som en parodi på Sean Connery. Spilmekanikkerne er dog som man kunne forvente: opgrader dine forsvarsværker og stop de fremadstormende fjender (inklusiv enorme bosser) i at nå deres mål. Du kan dog ikke i denne omgang selv vælge placeringerne af dine forsvarsværker hvilket udtynder den strategiske følelse en anelse og får den til at virke mere som et puzzle-spil med rollespilselementer. Er du moden til at frisk pust i din TD-samling, så er det ganske sikkert her du finder det.
7/10

Defender Chronicles - Legend of The Desert King

Defender Chronicles - Legend of The desert Kings fylder 78.2 mb og koster lige nu 18 kroner på tilbud (-40%)

Bio Defense
George A. Romero har ikke levet forgæves. Bio Defense oser af panisk Romero-stemning, og selv den campede synth-musik leder tankerne hen på 70´ernes zombie-eventyr. Her serveres, som du måske allerede har gættet, strategi med fokus på zombier og en følelse som i de klassiske zombie-film. Du befinder dig i en bunker, himlen er dækket til af uigennemtrængelige skyer og jordens befolkning forvandlet til en omgang gale udøde. Et stort kort danner spillepladen, og din base er placeret i midten med zombier på vej fra alle sider. Det unikke ved Bio Defense er kampen mod mørket. For at kunne placere missilkastere eller geværreder kræves der et oplyst område. Den eneste måde at få dette, er at placere lamper. Men lamper kræver strøm, så derfor skal du også finde energikilder. Naturligvis er lyskilderne det første de angribende zombier går efter, og snart bliver det en kamp for sikre resourcer og opretholde netværket af lys, strøm og forsvar. Du kan vælge at tage missionerne med fastlagte mål, eller forsøge at slå din egen high-score og holde dig i live længst muligt. Her er et andeledes bud på genren, og Bio Defense er med garanti det eneste spil, hvor du kan komme til at opleve en gal zombie-hval baske henover ørkensandet.
7/10

Bio Defense

BioDefense fylder 18.9 mb og koster 6 kroner på iTunes og kan prøves gratis

Castle Frenzy
En middelalderborg og en hængebro er kulissen i Gamelofts noget anderledes bud på genren. I bund og grund er der kun den ene bane, en stillestående skærm, der viser forsiden af din borg. Fjenderne marcherer i en lind strøm mod borgens port, og det er naturligvis dit job at forhindre den i at blive sparket ind. Udover at kunne forstærke porten, kan du også opsætte ganske få forsvarsværker som eksempelvis en drage der gerne guffer i fjenden og til gengæld kvitterer med bonuspoint. Spilmekanikken er i Castle Frenzy ganske anderledes. Her skal der ikke opstilles tårne og sindrige konstruktioner, her skal fjenderne knipses væk ved at stryge fingeren over skærmen. Nogle fjender skal således "gribes" og slynges mod jorden for at give op, mens bonuspoint kan optjenes ved at slå fjenderne ihjel med mere kreative metoder. Manglen på fjender og det lidt simple gameplay kan dog afskrække strategifans, og dette skal mere ses som et hektisk reaktionsspil med farvestrålende figurer.
7/10

Castle Frenzy

Castle Frenzy fylder 76.3 mb og koster 6 kroner på iTunes

Bio Army
Endnu en udgave med fastlagte veje og benhårdt gameplay. Modsat de fleste TD-spil der består af neutrale tårne, er det her manga-inspirerede figurer, der utålmodigt tripper mens de venter på de marcherende fjender. Den glade retrosynth der mest af alt leder tankerne hen på Out Run i arcadehallerne vil ikke nødvendigvis falde i alles smag, ligesom det kan være et problem at du ikke kan skrue ned for lydeffekterne, men kun slå dem enten til eller fra. Den grafiske stil med 2D-figurerne er til tider en anelse simpel, men både menuerne og overskueligheden er lige i øjet. Her du spillet Crystal Defenders vil du ganske sikkert have en god ide om hvordan Bio Army fungerer. Du har de sædvanlige forsvarsværker og endda mulighed for at bruge penge på en lotto-maskine hvis du hellere vil gamble om resourcerne. Med 15 baner hver bestående af fem game-modes der åbnes op undervejs i spillet, er der nok at gå i krig med. Du starter ud med den sædvanlige omgang TD, hvor et forudbestemt antal fjender stormer imod deres mål, men gennemfører du dette, kan du vælge en række nye spil-modes. Her kan du vælge at spille så lang tid du kan klare dig eller hvis du føler dig modig kan du vælge Sudden Death hvor én fjende i mål er nok til at spillet er tabt. Da nogle baner strækker sig over 80 omgange er det lidt af en mundfuld at gennemføre Bio Army. Bio Army genopfinder ikke genren, men leverer et solid bud på underholdning, hvis du foretrækker dit TD-spil med fastlagte ruter.
7/10

Bio Army

Bio Army fylder 16.4 mb og koster 12 kroner på iTunes

Dette var en smagsprøve på nogle af de mange Tower Defense-spil der findes til iPhone, Ipod samt iPad.

Vil du på jagt efter endnu flere, kan du søge på Gundead (cowboys mod zombier), GeoDefense (neonfarver og stil), Tapdefense (en gratis klassiker), PewPewLand (fornøjeligt og farverigt for op til to spillere), Sentinel (simplere end toeren, men stadig rigtigt godt) eller Navy Patrol (en opdateret Fieldrunners på vandet). Alle byder på en TD-oplevelse over middel. God fornøjelse.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.