Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

128-bit monsteret er på vej!

Sonys tilstedeværelse på ECTS var i høj grad en forvarsling om Playstation 2's komme, og der er idag præcis 2 måneder til konsollen lander herhjemme!
Kristian West 24 september 2000

Sonys tilstedeværelse på ECTS var i høj grad en forvarsling om Playstation 2's komme i slutningen af årest, nærmere bestemt d.24 november. Hele den ene ende af Grand Hall var, ligesom sidste år, fikspunkt for et massivt banner med PS2 logoet på, et PR stunt uden lige (over 8 meter højt!). Hele Sony's messestand var een stor reklamesøjle for Playstation 2, i langt større grad end den fokus man havde valgt at lægge på promoveringen af PS One, det nye og mindre design på den "klassiske" Playstation konsol, der lanceres netop nu i butikkerne herhjemme.

Det var selvfølgelig fedest som besøgende, at der var så mange maskiner til rådighed, med spilbare versioner af enten færdige Playstation spil, eller preview-versioner af Playstation 2 spil. Et af det mest ventede fra Sony's egne rækker er unægteligt Gran Turismo 2, der har være længe undervejs (vi blev præsenteret for teknologien og en speciel spilbar version allerede på E3 i foråret). Værst er det dog, at spillet ifølge rygterne siger, at GT2000 ikke udkommer i år - og det må nok siges at være en undergravning af tilføjelsen i titlen: "2000", ikke?

Men under alle omstændigheder blev spillet spillet på, betragtet og savlet over af de mange besøgende i Sony hulen, ligesom de mange andre titler, som for eksempel EA's Snowboard Supercross og Fifa 2001 fik et kraftigt øje-angreb herfra.

We want it back!

Sony er de første til at udfordre Dreamcast på 128-bit konsol markedet fra d.24 november - og det ser allerede nu ud til at være en kamp, der rent performancemæssigt ligner et tæt løb. For de spil vi her på redaktionen har haft lejlighed til at spille på en Japansk importeret PS2, har ikke været ovenud begejstrende. For det første fordi den grafiske dybde og brugen af maskinens 3D-kræfter ikke synes benyttet til fulde, men for det andet også fordi, at flere Dreamcast titler, såsom Soul Calibur og Ready 2 Rumble Boxing nemt klarer både den japanske version af Tekken Tag Tournament og Ridge Racer V, både på grafiske effekter, men også på hastighed og gameplay muligheder i det hele taget.

Noget kunne tyde på, at PS2 fik et lidt for hurtigt launch i Japan i marts, og derfor var spillene ikke færdige, for der er hård dokumentation for Playstations 2's overlegne kræfter i forhold til Dreamcast'ens - det er simpelthen bare et spørgsmål om tid, før spiludviklerne gør brug af dem! Det bekræftes dog allerede nu, at flere af de spil vi ser ved den europæiske lancering af Playstation 2 d.24 november i år, vil have fået et kosmetisk make-over, og er klar til at vise deres værd og kampvilje på det stigende europæiske konsolmarked.

Hos Midway's stand ved ECTS, kunne man for eksempel allerede se hvordan en PAL (europæisk) version af Ready 2 Rumble: Round 2 kørte på en Playstation 2 i forhold til Dreamcast versionen. Her var forskellen i grafik så markant, at der bør være en god grund til at overveje købet af en Playstation 2 - om ikke andet for i samme øjemed at få sig den længe ventede DVD afspiller, der jo er indbygget i PS2? Playstation 2 versionen af RTR2: Round 2 havde også andre finesser, som DC versionen ikke kunne hamle op med, blandt andet, at ens boksers syn var 'groggy' når man lå på måtten efter et knock-out, og så dommeren tælle op til 10. Og det er effekter som disse vi kan forvente i hobetal af, når programmørerne rigtig giver slip med PS2's Emotion Engine.

Et andet eksempel er EA Sports' NHL 2001, der på Playstation 2 ser 10 gange bedre ud end på selv den mest hardwarepumpede PC! Siger Motion Blur dig noget? Det kan vi fortælle lidt nærmere om i de kommende dage, hvor der vil være massiv dækning fra Electronic Arts' presse-events, der er blevet holdt i Skandinavien efterfølgende ECTS og deres eget The Show B4 The Show.

Der skulle efter sigende være mere end 20 spil på markedet, når PS2 lanceres herjemme, hvoraf 2 af de mest ventede er Tekken Tag Tournament og Fifa 2001. Vi bringer en fuld rapport i den nærmeste fremtid, om hvilke PS2 spil der vil være i handelen d.24 november - stay tuned, buddy!

Fuld profil 213 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.