Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

2013 bliver vildt! Del 4/5

Vi kigger på det kommende spilår i en artikelserie på fem dele. Se med her for det store overblik over nogle af årets mest ventede spil.
Redaktionen 13 januar 2013

Planlagt udgivelse: marts på Nintendo 3DS

Luigi's Mansion: Dark Moon
Selvom Luigi's Mansion til GameCube, ikke var det "ægte" Mario-spil som spillerne gerne ville se dengang, var det dog stadig et fornøjeligt eventyr. Next Level Games er til marts parate med Luigi's Mansion: Dark Moon til Nintendos 3DS, og det tegner godt. Med Dark Moon beholdes formularen fra originalen - en støvsugerbærende Luigi træder ind i en hjemsøgt herskabsvilla for at uddrive spøgelser på typisk Nintendo-venlig vis - men nyder godt af 3D-aspektet, der fremhæver de mindre detaljer i hvert af de nøje udformede rum. Vi fik under vores første prøvetur fornemmelsen af Resident Evil krydset med Zelda og smurt ind i et lag jublende spilleglæde. Vi glæder os til at se om Luigi lever op til forventningerne.

Remember Me
Franske Dontnod har begået et actionspil, der forhåbentlig både bliver i stand til at tilfredsstille vores hang til skydevåben og eksplosioner, og samtidigt byde på en lidt mere reflekterende og tankevækkende oplevelse, som for eksempel Bioshock gjorde det. Hvad betyder det, når vores minder kan deles, sælges og tilgås af store firmaer? Og mere praktisk, kan du få dit mål til at begå selvmord, hvis du dykker ned i hans hukommelse og piller lidt ved et minde om hans familie? Ambitionerne fejler intet, og Capcom kan sikkert give et par gode råd med hensyn til actionen.

Planlagt udgivelse: 13. maj til PC, PS3 og Xbox 360

Army of Two: The Devil's Cartel
Det nye Army of Two satser ihærdigt på at være sjovt at spille, mere end noget andet. Ikke så meget drama eller rygbrækkende krumspring i jagten på originalitet, og på en måde er det helt forfriskende med et spil, der er sig selv bevidst og kun forsøger at være popcorn-underholdning i stil med The Expendables. At spillet så også er født til co-op og designet til at blive spillet af to, er bare ekstra salt på popcornene. Eller smør. Eller hvad man nu er til.

Planlagt udgivelse: 28. marts til PS3 og Xbox 360

The Drowning
Den svenske udvikler Scattered Entertainment vil med The Drowning levere et FPS-spil til iPad og iPhone med masser af stemning. Om ikke andet hvis den første trailer var noget at dømme ud fra. De få gameplay-sekvenser vi fik at se, leverede dog ikke meget mere end typisk run-and-shoot-action, men vi er alligevel spændte på om stemningen fra den labre trailer overføres succesfuldt til det færdige spil.

Planlagt udgivelse: 1. kvartal til iPad og iPhone
<newpage>
God Mode
Vi aner ikke om dette projekt er værd at vente på, men vi er alligevel nysgerrige efter at se mere. God Mode er et co-op-spil fra Old School Games og Saber Interactive (der hjalp til på 343 Industries' remake af Halo: Combat Evolved). God Mode beskrives som en tredjepersons-shooter med et morsomt dystert syn på efterlivet, og Atlus lover masser af våben, masser af fjender og altså co-op for 1-4 spillere. Lad os nu se. Co-op er altid velkomment i vores bog.

Planlagt udgivelse: 1. kvartal på PC, PS3 og Xbox 360

Legends of Chima Online
Efter hovedpinen med LEGO Universe har klodsfirmaet taget en hovepinepille, kigget grundigt på mekanikkerne, og er nu parate til at tage chancen igen. Denne gang med LEGO Legends of Chima Online, der heldigvis bliver free-to-play fra begyndelsen. Chima er et fantasiunivers, hvor fem dyrestammer kæmper for sejr og hæder, og MMO-spillet støttes op af fysisk legetøj også. Vi håber at det lykkes for LEGO at levere et solidt MMO denne gang.

Planlagt udgivelse: 2013 på PC

Bioshock Infinite
Det foregår i himlen i stedet for havets bund, og vores hovedperson er pludselig begyndt at snakke, men ellers føles Infinite på alle måder som den ægte Bioshock-vare. Efter vi for nylig prøvede de første fem timer af spillet, har vi nærmest været ved at gå til over ventetiden til vi kan spille resten. Kære Irrational, se nu at blive færdige - vi kan ikke vente meget længere!

Planlagt udgivelse: 26. marts på PC, PS3 og Xbox 360

Sly Cooper: Thieves in Time
Listetyven og vaskebjørnen Sly Cooper vender endelig tilbage efter en lang, lang pause, og skal i sit seneste eventyr rejse tilbage i tiden for at genopleve nogle af sine forfædres største kup. Det føles lidt som et spil fra en svunden tid - og det er bestemt ikke nogen dårlig ting. Heller ikke selvom vi helt ærligt hellere ville se et nyt Jak & Daxter udfolde sig på vores Playstation 3.

Planlagt udgivelse: 27. marts på PS3

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.