2019: Spilårets største skuffelser

I disse dage fejrer Gamereactor årets største, bedste og mest vellykkede spiloplevelser. Men hvad med skuffelserne? Hvad med de spil som, af den ene eller anden grund, ikke formåede at leve op til forventningerne? De fortjener også lidt spalteplads - og det får de her. I år har jeg gjort det til min opgave at forhøre mig blandt et par af mine dygtige medanmeldere (ikke madanmeldere; dem kender jeg desværre ingen af) for at blive klogere på hvilke spil der ikke rigtig slog til eller ramte plet i deres øjne - og hvorfor.

Videre endnu, så vil jeg også opfordre jer læsere til at byde ind med jeres tanker om årets største skuffelser, fusere, undermålere, nederlag eller tanketorsk - oplagt til nytårsmåltidet. En skuffelse kan selvfølgelig have forskellige betydninger, afhængig af hvem der udmåler dommen og på baggrund af hvilke præmisser. Den bløde pakke under juletræet var måske ikke på ønskelisten, men et ekstra par af mormors hjemmehæklede sokker er nu heller ikke at kimse ad. De dyre løbesko som du fik af svigerforældrene, rummer store løfter om det nye års kondimæssige forbedringer - men måske ender de med slet ikke at blive brugt.

Skuffelser kommer i mange størrelser, former og farver. Og formater. Året har været fyldt med store spiludgivelser, men popkulturen har i det hele taget oplevet hysterisk bølgegang af flere omgange, hvad end i kølvandet på dragedronningens endeligt eller stjernekrigens midlertidige konklusion. Nogle gange har vi en klar fornemmelse af at have sat forventningerne for højt - andre gange er det mindre tydeligt hvem der står tilbage med ansvaret. Med det i tankerne, så håber jeg I vil læse bidragene fra Anders, Andreas og Søren, enten med genkendelsesglæde eller stor uenighed - og selv dele jeres tanker om spilårets største skuffelser.

Anders Mai: Code Vein
Det er let at fange min opmærksomhed - et studie behøver kun hoste "soulslike" og så kigger jeg nysgerrigt op. Det skete med Code Vein, og jeg skal love for, at nysgerrighed dræbte katten denne gang. En kedelig, og dårligt fortalt historie, med cut-scenes der gav mig lyst til at stirre på min hvide væg, fremfor skærmen, kan tilgives, hvis ikke det var for spillets dødssynd: NPC'er der gør en kæmpe forskel i kampene. At sejren står og falder med hvorvidt din medbragte NPC besluttede sig for at deltage i kampen var frustrerende og opgivende. Code Vein står som endnu et fejlskridt i et år fyldt med dem - jeg håber bare at fremtidige soulslikes tager ved lære af den her.

Andreas Juul: Death Stranding
Nogle gange skal vi se igennem hype filtret. Hideo Kojima er en legende i spilbranchen. Det kan ikke benægtes. Men ligesom Quentin Tarentino ikke ramte plet med The Hateful Eight, så ramte Kojima heller ikke plet med Death Stranding. Nogen vil hylde det som et paradigmeskifte, en ny måde at lave computerspil på, ja nogen vil sågar kalde det en ny genre. Piller vi hypefiltret og legenderollen væk, så er Death Stranding en mekanisk "broken" walking simulator. Det er ikke fyldestgørende at bringe varer fra den ene ende af en mosfyldt verden til den anden. Animationerne er ringe, du snubler konstant og bosskampene er intetsigende. Troy Baker og Mads Mikkelsen leverer en pragtfuld præsentation, men det er også det. Death Stranding vil uden tvivl fange nogen, men jeg forventer mere når Kojima siger, at han skaber en ny genre. Det er en ommer for mit vedkommende.

Søren Svanhof: Jump Force
Året med kampspil har været herligt! Fra Super Smash Bros. Ultimate til Power Rangers: Battle for the Grid har 2019 haft noget at byde på for alle. Hvad der så hopper mig surt i øjnene, er hvordan Bandai Namco - i et år hvor festspillet Smash Bros. overgik Street Fighter II som det mest solgte kampspil nogensinde - kunne forplumre deres helt åbenlyse pendant Jump Force. Son Goku, Monkey D. Luffy og Uzumaki Naruto i voldsforherligende forening kunne have givet Nintendo kamp til stregen. I stedet fik vi en blød agurk af en arena fighter, der lignede et dårligt Photoshop-filter henover Shonen-klassikerne. Ingen personlighed, kvalt rolleliste, ulideligt at se på. Og selvom Jump Force fortsat er blevet opdateret, har det første indtryk smadret alt håb for en genkomst. Jump Force var en gigantisk skuffelse, og kommer til at stå som et mindesmærke til uindfriet potentiale i mange år fremover.

Døde katte, bløde agurker og tilstoppede hypefiltre. Ak, det er ikke altid at spillene helt rammer plet. Personligt er det min vurdering at spilåret har været fyldt med "good, not great" spiltitler. Sidste års omstridte Red Dead Redemption, fra træfsikre Rockstar Games, har fundet et ekko i Kojimas kontroversielle Death Stranding. Og selvom både for- og efterår har budt på stærke titler, så forekommer det mig ikke at konkurrencen i år har været helt så stærk. Igen er det mit eget, begrænsede perspektiv: der er flere af årets større titler som jeg stadig mangler at tygge mig igennem og andre som jeg måske blev siddende med lidt for længe.

Der er også spil som jeg, i kraft af deres kritiske anerkendelse, havde regnet med ville afgive et større plask: Baba Is You og Disco Elysium, for eksempel. Det siger ikke så meget om spillenes kvalitet, men understreger i stedet at spilindustrien er præget af en hyperaktiv oplevelsesøkonomi hvor mange ser noget, nogen ser meget, men ingen ser alt. Og i sidste ende bærer jeg også en lille del af ansvaret - hvis der er spil som jeg synes fortjener mere opmærksomhed, så kan jeg for pokker bare sætte mig ned og skrive om dem, ikke? Den opfordring begrænser sig ikke kun til spilskribenter og -anmeldere, men os alle sammen.

Med disse ord vil jeg takke for jeres tid, igen ønske jer god jul og slutteligt spørge: hvilke spil er årets største skuffelser - og hvorfor?