Dansk
Gamereactor
artikler

2024's bedste spil (indtil videre)

Nu er vi godt og vel halvvejs, og derfor er det tid til at gøre status.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Herunder finder du vores bud på en best of-liste baseret på de spil der er landet i løbet af denne første halvdel af 2024. Vi går kraftigt ud fra at der bliver rusket godt og grundigt op i denne når året er rundet af, men indtil videre er det tid til at gøre status. Der er en udvidelse, to Early Access-titler, og lidt af en genreblanding, og vi har ikke ladet os binde af regler overhovedet.

2024's bedste spil (indtil videre)

(10) Animal Well
Indie-manden Billy Bassos seneste perle tog næsten fem år at udvikle, især fordi han brugte lang tid på at arbejde på sin egen spilmotor for at opnå det perfekte look, som han forestillede sig ville passe bedst til konceptet. Da vi fik lov til at sætte vores svedige hænder på Animal Well, var vi imponerede over, hvor stemningsfuldt det var, smart designet, hyggeligt, detaljeret og frem for alt retro på alle de rigtige måder.

2024's bedste spil (indtil videre)
Dette er en annonce:

(9) Final Fantasy VII Rebirth
Det første spil i Remake-serien var allerede en fænomenal oplevelse, som vi straks belønnede med en skyhøj karakter. Men hvis efterfølgeren havde været et lignende spil, ville det ikke have været nok til den samme bedømmelse. Med en ny konsolgeneration og en tilpasning af den åbne spilverden fra originalen krævede det simpelthen meget mere, men da vi endelig fik mulighed for at sætte tænderne i Final Fantasy VII: Rebirth, blev det hurtigt klart, at alle de forbedringer, vi havde håbet på, faktisk var der.

Det andet eventyr i serien viste sig at være fyldt til randen med genialt indhold. Vi blev mødt af et utal af engagerende minispil og et genialt kortspil, der fangede vores opmærksomhed - et spil, som vi håber får endnu mere kærlighed og udvikling i fremtiden. Spilverdenen i Rebirth var også gigantisk og fuld af spændende hemmeligheder og uventede overraskelser, der gjorde hvert øjeblik til et nyt eventyr.

Historien holdt os fanget fra start til slut med sine intriger, twists og dybe karakterudvikling, og selv det ene ikoniske øjeblik blev håndteret med finesse. Hvordan det går herfra er for tidligt at sige, men Rebirth fortjener al kærlighed.

2024's bedste spil (indtil videre)
Dette er en annonce:

(8) Unicorn Overload
Kan du trække på skuldrene af de mange arketyper, den tørre dialog og en håndfuld sexistiske karakterdesigns, så er der mange, mange timers dybt medrivende strategi at hente her. Orker du ikke at tilbringe størstedelen af tiden i menuer, og hader du at se kamp udspille sig passivt foran dine øjne, så kan du nemt springe Unicorn Overlord over. Men for os, der elsker at have fuld kontrol over hver en lille gameplay-variabel, og som får julelys i øjnene ved tanken om et bundløst taktisk system med uendelige muligheder for at skabe sin helt egen, dødbringende hær, så er det her et rigtig, rigtig farligt spil, der nemt kan få en til at forsømme sit socialliv fuldstændigt over en længere periode.

2024's bedste spil (indtil videre)

(7) Destiny 2: The Final Shape
Destiny 2: The Final Shape er ikke for alle, det er for veteranerne og de spillere, der har holdt fast i dette spil år efter år efter år, og det er netop det, der gør det til et så genialt slutprodukt. Det er proppet til randen med indhold, har en enormt virkningsfuld og vigtig historieudvikling, tager risici, der betaler sig med mekanik og gameplay, og alt sammen i en ny lokation, der drypper af nostalgi og samtidig er ubesværet smuk. Jeg er ikke sikker på, hvad fremtiden bringer for Destiny, men jeg kan med sikkerhed sige, at The Final Shape har givet mig den afslutning, jeg har ledt efter og længtes efter, så meget, at jeg nu er klar til at gå ud over Sol-systemet og se, hvad resten af dette store, smukke og farlige univers har at byde på. Bravo Bungie.

2024's bedste spil (indtil videre)

(6) Hades II
Dette er det ene af to Early Access-titler vi bringer på den her liste, og det synes måske lettere mærkeligt når nu der også er rigeligt med færdigudviklede titler, der har fået solide anmeldelser i 2024 allerede. Det skal ikke forstås på den måde at der mangler gode spil (men også lidt det) i år, men at Hades II allerede nu er noget af en genistreg, der trumfer både på indholdsmængde, visuel samhørighed, musik, historiefortælling og roguelite-gameplay.

Det er, med andre ord, allerede nu et af årets bedste spil, selvom at udvikler Supergiant nok vil bruge i hvert fald 2024 på at finpudse, tilpasse og tilføje. Det fås kun på PC, men du bør virkelig finde en måde at spille det på, for det er, selv i sin ufuldendte tilstand, magisk.

2024's bedste spil (indtil videre)

(5) Balatro
Hvis nogen for et par år siden havde forudsagt, at et af 2024's bedste og mest overraskende spil ville være et roguelike baseret på et klassisk fransk-engelsk kortspil, ville mange nok have løftet øjenbrynene i vantro. Men Balatro findes i dag, og vi på redaktionen er virkelig kommet til at elske hele konceptet med at samle flere og bedre spillekort samt finde perfekte kombinationer i en uhyre underholdende version af poker, der omskriver drejebogen hver gang til noget nyt og spændende, samtidig med at kernen forbliver intakt. Halvvejs inde i 2024 har vi svært ved at finde en titel, der skiller sig så meget ud som LocalThunks kortbaserede roguelike gør, og derfor sejler Balatro ind på en velfortjent femteplads på listen over årets bedste spil (indtil videre).

2024's bedste spil (indtil videre)

(4) Lorelei and the Laser Eyes
Det er sammenfletningen mellem gameplay og historiefortælling, der er Lorelei and the Laser Eyes' bedste og mest veludførte tryllekunst. Men over en bred kam fortjener spillet at blive hyldet. Med sin litterære vinkel på puzzlegenren, de til tider lidt obskure løsninger og den overvældende frihed, som kan gøre det svært at vide, om man har information til at løse et givent puzzle, vil Simogos spil givetvis virke afskrækkende på nogle. Men er du typen der nyder at finde mening i tekster, tal og symboler for at skrælle lagene af en labyrintisk historie, der smager lige dele af Hitchcock og Lynch, er der ikke mange steder, der er bedre at finde vej til end Hotel Letztes Jahr. Lorelei and the Laser Eyes er en på én og samme tid æstetisk nydelsesfuld, kognitivt udfordrende og narrativt stimulerende oplevelse af den type, vi sjældent har fornøjelsen af, og jeg savner allerede besættelsen af at finde frem til alle dets hemmeligheder.

2024's bedste spil (indtil videre)

(3) The Rogue Prince of Persia
The Rogue Prince of Persia er på denne liste af samme grund som Hades II, men under lidt andre forudsætninger. Ulig Hades II mangler der ret store dele af selve indholdet her, og udvikler Evil Empire har i princippet kun leveret et skelet, hvorpå der løbende vil blive tilføjet indhold, mekanikker og historie. Men der findes få spil af denne type der er så tilfredsstillende at spille som The Rogue Prince of Persia, og kombinationen af en slående artstyle, eminent musik og spændende mekanikker, så er det her genialt.

Du kan med fordel vente lidt, og få serveret en mere komplet spiloplevelse, men vi tør godt sige at The Rogue Prince of Persia vil figurere blandt årets bedste spil - Early Access eller ej.

2024's bedste spil (indtil videre)

(2) Like a Dragon: Infinite Wealth
Det stod hurtigt klart, at Infinite Wealth ville blive et unikt spil i serien. Ikke alene er det det første eventyr med det nye navn Like a Dragon, men det er også det første spil, der foregår uden for Japan, og det første spil, der er udviklet, i hvert fald for en stor dels vedkommende, uden seriens skaber. Resultatet er et friskt, stort og velskrevet eventyr, hvor den nye og den gamle hovedperson fra serien krydser hinanden utallige gange for at markere starten på noget nyt i seriens måske bedste eventyr til dato. Kort sagt er det ikke noget, fans af japanske rollespil bør undvære.

2024's bedste spil (indtil videre)

(1) Elden Ring: Shadow of the Erdtree
Vi har tydeligvis svært ved at få armene ned over Shadow of the Erdtree. FromSoftware har ikke genopfundet sig selv med udvidelsen, men jeg mener, at de har skabt deres hidtil bedste stykke indhold, både fra et æstetisk synspunkt og, vigtigere, et designmæssigt. Jeg er kæmpe tilhænger af den mindre, men langt mere vertikale og indholdsrige åbne verden, som blandt andet byder på en ekstremt medrivende legacy dungeon, nogle af de mest cinematiske bosser i udviklerens historie, og et hav af fede nye våben. Det er dog vigtigt at understrege, at udvidelsen bestemt ikke er for alle. Ikke bare har den forholdsvis strenge adgangskrav; den er kompromisløst designet til Souls-veteraner. Var du frustreret over hovedspillets sværhedsgrad, bør du måske spørge dig selv, om det her er noget for dig. Elsker du derimod neglebidende udforskning og intense bosskampe, der vil presse dig til det yderste, så har du en fuldstændig mageløs oplevelse i vente.

Den er så sandelig ikke for alle, og som du eksempelvis kan høre i vores seneste podcast, så er Ketil og Troels dedikerede fans, hvorimod Magnus ikke rigtig forstår drivkraften bag FromSoftwares efterhånden ikoniske formular. Men det er svært at underkende deres designmæssige tække, og Erdtree vil gå over i historien som en af de mest signifikante udvidelser til spil nogensinde. Det bukker vi os alle kollektive i støvet for.



Indlæser mere indhold