For godt og vel fem år siden havde jeg stort set ingen interesse i håndholdt gaming. Jeg var uden børn, boede i en bekvemt lejlighed på Østerbro, og kunne, i brede træk, indrettet mine spilletid præcis som jeg havde lyst. Jeg havde altid adgang til det store fjernsyn, og når nu indlevelse var, og er, så afgørende, så var det der jeg valgte at slå mine folder, selvom at der altid var spil der endte på de mindre håndholdte, der var tæt på at nedlægge mine forsvarsværker.
Med børn kommer kompromisser, og via blandt en Steam Deck, der har givet adgang til et utal af bundsolide spiloplevelser, samt en skiftende interesse i den innovative PlayDate, så leder jeg altid efter et nyt håndholdt fix, eftersom min reptilhjerne er akut bevidst om, at det er der jeg kommer til at kunne finde mest spilletid. 3DS-generationen er interessant, fordi dens unikke todelte skærm har gjort det vanskeligt at opleve noget andet sted, og på den nogen anden måde, og eftersom Nintendo helt og holdent efterlod denne formfaktor i rendestenen med lanceringen af den originale Switch, så er der masser af spændende software der er "fanget" her.
Så jeg har ledt efter en 3DS i lang, lang tid. Og det lykkedes mig endelig at få fingrene i en via en ret positiv DBA-handel. En New 3DS XL, top of the line. Og jeg elsker den. Det er så sandelig ikke sikkert at jeg samler den op hver måned fremadrettet, heller ej er der sikkert at jeg kommer i mål med at spille alt det jeg ønsker. Men én ting er sikkert; når der fremadrettet er en tør måned på den aktuelle front, så venter der et hav af klassikere på mig, som jeg kan opleve på ret så inspireret og moderne hardware, der hverken kræver internetforbindelse, bruger sign-in eller noget andet.
New 3DS XL er en sjov størrelse, og repræsenterer et Nintendo der ikke var nær så strømlinet som det er i dag. Switch er et ret subtilt stykke hardware, hvor alsidigheden er den primære innovationsfaktor. New 3DS XL er til sammenligning bare... ja, weird. Det såkaldte "C Stick", der er en slags nipple, der kun halvt giver dig fornemmelsen af en anden analogpind, virker ikke rigtig, hvis du spørger mig. Og i stedet for en hængsel der kan holde skærmen hele vejen ned, så er der to bastante klik, der låser den i en bare en af to positioner, og i princippet bare en funktionel. Det lyder som om den går i stykker hver gang det høje klik låser skærmen, en lyd der desuden har vækket et sovende barn ved siden af mig mere end én gang.
Jeg plejer at sidde ret stationært at spille, derfor har Nintendos 3D været overraskende funktionel for mit vedkommende. Jo, det sker stadig at hvis du holder konsollen i en lettere skrå vinkel, så virker 3D decideret ikke, men særligt i løbet af min tid med The Legend of Zelda: Ocarina of Time 3D (som er det første spil jeg vil berøre i en kommende artikel) har det altså givet scenarier og situationer overraskende dybde. Det er faktisk ret chokerende at Nintendo ikke på den ene eller den anden måde arbejdede videre med denne teknologi, eftersom der med yderligere raffinement var noget om snakken (der er sjovest på Bakken) her.
Selv den lidt større 3DS XL har dog en ret bekvemt formfaktor. Nej, meget mindre end en Switch Lite er den sådan set ikke, men jeg kan næsten have den i alle jakkelommer, og det er så uendeligt let lige at spille et par minutter eller to. Det er det også på en smartphone, eller igen på Switch, men det er i sidste end 3DS-konsollens bibliotek, som i brede træk ikke rigtig er blevet bragt over til netop Switch, der kommer til at fastholde min interesse.
Ocarina of Time 3D, Majora's Mask 3D, A Link Between Worlds, tre generationer af Pokémon-spil jeg aldrig har set, Super Mario 3D Land, masser af Professor Layton-spil og meget, meget mere.
Der er så meget godt i vente, og selvom jeg nok aldrig bliver lige så inkarneret Nintendo-fan som så mange andre, så er jeg glad for at opleve noget gedigen spilhistorie. Ydermere er det ærgerligt at Nintendo helt droppede den sammenklappede formfaktor. 3DS-konsoller er dyre, endnu dyrere i dag end de var engang, faktisk. Men den er det værd.