Spilåret 2022 har nogle gange føltes som lidt af en ørkenvandring på trods af store lanceringer som Gran Turismo 7, Horizon Forbidden West og ikke mindst Elden Ring. Særligt de sidste måneder har været ualmindelig golde, men nu begynder det endelig at ligne noget igen.
På den anden side af sommerferien kan vi se frem til flere spændende titler, og i modsætning til efteråret 2021, der i høj grad var domineret af førstepersonsskydespil, så er der i denne omgang noget for enhver smag og til ethvert system.
Lad os bare komme i gang med at se på de mest interessante titler, som året stadig har at byde på.

10. Skull and Bones - PlayStation 5, Xbox Series X, PC og Google Stadia - 8/11
Udviklingen af Ubisofts ambitiøse piratspil startede kort efter lanceringen af Assassin's Creed IV: Black Flag, men siden da har det flere gange lignet, at projektet ville lide skibbrud. Nu er der dog endelig land i sigte, men ærlig talt, så formåede Skull & Bones ikke rigtigt at imponere os, da det blev fremvist tidligere på måneden.
Grafisk var spillet ingen perle, og det virker lidt til, at Ubisoft har kopieret søslagene fra Assassin's Creed uden at kompensere for alle de spændende aktiviteter i land, som vi nu går glip af. Måske vi tager fejl, men der skal umiddelbart mere til for at vippe Sea of Thieves af pinden som den ukronede konge af de syv verdenshave, og derfor lander Skull & Bones et godt stykke nede på vores liste.
9. Saints Row - PlayStation 4, PlayStation 5, Xbox One, Xbox Series X, Google Stadia og PC - 23/8
Saints Row-serien har altid været næsten pinligt forhippet på at være tidssvarende. I midten af 00'erne betød det eder i en uendelig og hårdkogt gangsterattitude. I starten af 10'erne stod den så på ironi og rappe replikker. Og nu - ja, hvad står den egentlig på nu? Det er svært at sige, for lanceringstraileren til Saints Row (det kommende reboot) lignende mest af alt noget, en algoritme havde spyttet ud på baggrund af mønsteranalyse af 117 generiske Netflix-serier. Da det præsenterede gameplay ser mindst lige så uinspireret ud, er det svært at blive alt for begejstret, men der er efterhånden langt mellem lanceringerne af GTA-inspirerede open world-titler, så Saints Row sniger sig alligevel ind på denne liste.

8. A Plague Tale Requiem - PlayStation 5, Xbox Series X, Nintendo Switch og PC - 18/10
The Last of Us i den mørke middelalder. Sådan har pitchet nok lydt, da Asobo Studio skulle finansiere udviklingen af A Plague Tale: Innocence. Spillet tog de bedste overlevelseselementer fra Naughty Dogs klassiker, men udskiftede zombier med en endnu mere skæmmende fjender - rotter i tusindvis!
Udover endnu flere rotter på skærmen og mere ild til at bekæmpe dem med, byder efterfølgeren, A Plague Tale Requiem, også på større miljøer og flere muligheder for at kæmpe tilbage mod fjenderne, skulle du blive opdaget. Det lyder som den helt rette prioritering, da det største problem med originalens var dets for lineære struktur. Med lidt mere kreativt spillerum, kan det her blive rigtigt godt.

7. Pokémon Scarlet/Violet - Nintendo Switch - 18/11
Man skulle næsten ikke tro det, men Pokémon Legends: Arceus formåede tidligere på året rent faktisk at rykke ved den efterhånden noget stive formular for den klassiske RPG-serie. Den dynamiske udforskning i åbne miljøer, gav spillet et frisk perspektiv, og det eneste, vi rigtigt savnende, var de mere levende byer og de mange sideaktiviteter fra grundspillene. Det får vi nu med Pokémon Scarlet/Violet, der nok var endt højere på denne liste, hvis vi ikke havde fået tre store Pokémon-lanceringer inden for et år.
6. Splatoon 3 - Nintendo Switch - 9/9
Da det originale Splatoon udkom tilbage i 2015, var det oven på en konsolgeneration mudret til i grå, brune og grå nuancer. Den farverige team shooter var derfor et frisk pust, men nu - 700 hundrede Fortnite-kloner scener - føles den visuelle stil ikke længere særlig original. Splatoon 3 skal derfor primært overbevise med sit gameplay, og på dette punkt plejer Nintendo heldigvis aldrig at have problemer.
5. Gotham Knights - PlayStation 5, Xbox Series X og PC - 25/10
Warner Bros. Montreal har været et trofast supportstudie for Rocksteady og assisterede blandt andet med DLC til Batman: Arkham Knight, ligesom de selv stod for udviklingen af Batman: Arkham Origins. Nu får studiet endelig lov til at stå på egne ben, og meget passende handler deres kommende open world-spil Gotham Knights om netop den sorte hævners tro hjælpere - Nightwing, Batgirl, Robin og Red Hood.
Om det fungerer med co-op i en åben verden, må tiden vise, men det er svært ikke at være spændt på projektet, ikke mindst fordi Rocksteadys eget Suicide Squad: Kill the Justice League først udkommer næste år.

4. Bayonetta 3 - Nintendo Switch - 28/10
I de fem år, der er gået, siden Bayonetta 3 blev annonceret til E3 2017, er forventningerne til det kommende actionspil blot vokset og vokset. Det giver da også god mening, for Platinum har i mellemtiden yderligere cementeret deres ry med udgivelserne af de fremragende Nier: Automata og Astral Chain. Bliver Bayonetta 3 lige så godt som, eller endda endnu bedre end, de førnævnte titler, har vi et stort spil i vente.
3. The Callisto Protocol - PlayStation 4, PlayStation 5, Xbox One, Xbox Series X og PC - 2/12
Bag The Callisto Protocol står den nystartede udvikler Striking Distance Studios, og vi har endnu ikke har set noget reelt gameplay fra projektet. At det kommende rumgyserspil alligevel er blandt årets mest imødesete spil, siger derfor nok mere om dets inspirationskilde, end spillet selv.
Spillets kreative bagmand er nemlig ingen ringere end Glen Schofield, der i sin tid skabte Dead Space, og The Callisto Protocol ligner da også en nærmest en-til-en kopi af den klassiske horrortitel. Vi kan meget vel ende med at blive skuffede, men det ændrer ikke på, at vi næsten ikke kan vente med endnu engang at få lov til at skyde os igennem en klaustrofobisk og monsterbefængt rumstation.

2. Hogwarts Legacy - PlayStation 4, PlayStation 5, Xbox One, Xbox Series X, Nintendo Switch og PC - 2022
Hogwarts Legacy ligger på mange måder urimelig højt på denne liste, med tanke på at udviklerens seneste spil var filmspillet Cars 3: Driven to Win. Alligevel er det svært ikke at blive begejstret for det kommende spil baseret på J.K. Rowlings fortryllende univers.
Det store RPG-spil ligner et gevaldigt plaster på såret for alle os, der blev enormt skuffede, da der på vores 11-års fødselsdag ikke dukkede en invitation op til den berømte troldmandsskole. Det er lidt en kliche, men Hogwarts har alle dage været den vigtigste karakter i Harry Potter-bøgerne, og at se slottet og dets omkringliggende områder vakt til live, kan sandsynligvis appellere til både hårdkogte fans og dem, der for længst har afskrevet serien.
1. God of War: Ragnarök PlayStation 4 og PlayStation 5 - 9/11
Der hersker vist ingen tvivl om, at God of War: Ragnarök er årets mest ventede spil (nu hvor Elden Ring allerrede har gået sin sejrsgang). Man behøver blot se på den ophedede debat, der har hersket på Twitter omkring spillets udgivelsesdato de seneste par uger, for at blive bekræftet om de massive forventninger. Nu står udgivelsesdatoen dog mejslet fast som runer i kampesten - spørgsmålet er så bare, om spillet også bliver en slags nationalklenodie for spilindustrien?
Potentialet er helt sikkert til stede, da God of War (2018) står som et af tidernes bedste actionspil og ovenikøbet havde en overraskende medlevende historie. Vi håber God of War: Ragnarök bliver mindst lige så godt, for ellers vil de sociale medier koge over i en sådan vrede, at selv hidsigproppen Kratos ikke længere kan følge med.

Andre nævneværdige titler, som lige akkuret ikke sneg sig med på listen, er:
- The Last of Us Part I - PlayStation 5 - 2/9
- Soul Hackers 2 - PlayStation 4, PlayStation 5, Xbox One, Xbox Series X, PC - 26/8
- Star Ocean: The Divine Force - PlayStation 4, PlayStation 5, Xbox One, Xbox Series X, PC - 27/10
- Call of Duty: Modern Warfare II - PlayStation 4, PlayStation 5, Xbox One, Xbox Series X, PC - 28/10
- Grounded - Xbox One, Xbox Series X, PC - September
Hvilke spil glæder du dig mest til?