Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Hardware Awards 2022: Bedste Ultrabook

Ultrabook er måske et lettere udvandet term, men vi bruger det altså alligevel.
Magnus Groth-Andersen 30 december 2022

Som nogle af jer har påpeget tidligere, så er begrebet "ultrabook" nok blevet en kende udvandet, eller om ikke andet er den tid hvor begrebet gav mening nok passeret. Det er ikke det samme som at der ikke er brug for subkategorier, men en "ultrabook" var engang bare et udtryk for et design der vægtede en mere transportabel og slank profil højere end egentlige hestekræfter.

De maskiner vi har med her gør netop det, men det er blevet lidt mere kompliceret end det, heldigvis. For nu handler det ikke længere udelukkende om at være fjervægt, men også hvad man så kan gøre med den maskine samtidig med at den er let i tasken.

Er der langt batterilevetid? Kan man slippe afsted med lidt smart gaming? Er chassiset stadig bundsolidt? Det er den slags spørgsmål man kan tillade sig at stille, når en producent kommer valsende med et åleslank bærbar, men heldigvis forholder det sig også sådan, at vi er kommet meget langt fra de første ultrabooks, der kunne hverken buh eller bæh, men til gengæld så også kostede en bondegård.

I år er vores liste lettere broget, så lad os se at komme i gang.

Vinder: MacBook Air 2022

Vi skal måske starte med at slå fast at den ældre Air med M1-chippen fortsat er den bedste handel for den mest gængse forbruger. Jo, du får et ældre design, og du misser en række centrale opgraderinger, men den er fortsat fjerlet, solidt sammensat og byder på alt det bedste fra MacOS.

Men hvis du er kender, og ønsker dig mere fra din arbejdshest, så gav Apple os endelig et nyt design med årets Air 2022 med M2-chip. Nyt uniformt design, et bedre display, MagSafe, WIFI 6, Bluetooth 5, 1080p webcam med Center Stage og et batteri der holder langt, langt bedre end de fleste konkurrenter.

Og den nye M2-chip leverer desuden bare overlegen ydeevne, og her er tale om ydeevne som går mere dynamisk i spænd med kravet om en realistisk batterilevetid, noget som særligt Intel chips fortsat har meget, meget svært ved at levere.

Apple cementerer deres solide omvæltning af deres Mac line-up med den nye Air, og den er som resultat alle pengene værd.

Du kan læse vores anmeldelse her.

Vinder: Huawei MateBook 14s

Det lille "s" i navnet betyder faktisk ret meget, for at sige det mildt. Huawei kan i forvejen krediteres for at kickstarte en bølge af "MacBook-likes" på Windows-fronten, men via denne nyeste variant gør de det kun tydeligere hvor meget længere de er end eksempelvis Microsofts Surface-serie.

i7-11370H CPU; 16GB LPDDR4x RAM, Thunderbolt 4-porte og kritisk et 90Hz IPS touch-panel, en sjældenhed blandt Windows-baserede bærbarer, der ikke er gaming-orienterede. og til sidst er der også det faktum at displayet er i 3:2, som gør at man har langt mere vertikal plads at lege med.

Du går ikke galt i byen med en MateBook X Pro, og da slet heller ikke med en 14s, faktisk tværtimod.

Du kan læse vores anmeldelse her.

Vinder: Asus ROG Flow Z13

Vi er ret store fans af Flow-serien generelt, fordi Asus aktivt har brugt tid og penge på at udfordre hvad en gaming-enhed egentlig skal kunne. Flow Z13 er deres mest bizarre produkt til dato, for det her er en slags gaming-udgave af Microsofts Surface Pro, snarere end det er en generel bærbar.

Det betyder at vi i princippet kigger på en gaming-tablet her med et magnetbaseret tastatur. Det betyder dog ikke at der er sparet på noget, for du får en Intel i9-12900H, et RTX 3050 TI, 16GB LPDDR5 RAM, og en 1TB NVME SSD. Det er altså ret solide specifikationer for hvad der svarer til en tyk iPad, og Asus formår da også at køle det her bæst med en innovativ vapour chamber-løsning.

Pointen er at den er alsidig, den er let at have med sig rundt, og du kan sågar tilslutte en XG Mobile GPU, som blandt andet kan tilføje et separat RTX 3080-grafikkort. Dermed kan din Flow Z13 blive centrum som gaming desktop - og det er en tablet!

Du kan læse vores anmeldelse her.

Vinder: iPad Pro

Og vi bliver nødt til at hænge lidt ved det her med tablets, og vi ved godt at vi i princippet for alvor skubber til hele definitionen af kategorien, men det er faktisk lidt med vilje. Selvom at der endnu er vej endnu, så har Apple langsomt men sikkert taget en række afgørende skridt i den rigtige retning, i forhold til at få en iPad til at føles som bærbar.

Og alle fordelen er her stadig ved iPad Pro. 120Hz AMOLED, eller i det her tilfælde MiniLED-skærm, fin batterilevetid, samme M2-chip som i en MacBook Air eller Pro, et bedre frontkamera til videochat og møder, og køber du tastaturet med, ja så kan du stort set alt det du ellers ville skulle på en bærbar.

Og den er altså bare ret let i forhold til den funktionalitet du får igen, så vi føler at vi endelig med ro i stemmen kan sige det; en iPad Pro med det dertilhørende tastatur er faktisk efterhånden en ret værdig erstatning af en bærbar, hvis dit workflow passer til det, naturligvis.

Du kan læse vores anmeldese her.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.