Det var jul her forleden, det ved jeg ikke om du lagde mærke til, men i forbindelse med julen, så kunne jeg ikke helt lade være med at købe et par gaver til mig selv. Jeg mener, hvis du ikke kan elske og forkæle dig selv, hvordan kan du så gøre det overfor andre? Så jeg bestemte mig for at forære mig selv noget sjældent og dyrt, noget jeg virkelig har haft lyst til at købe i lange tider. Et eksemplar af Ninja Five-O.
Du kender det måske som Ninja Cop, det er, hvis du overhovedet har fået øje på det ekstrem sjældne europæiske eksemplar af spillet. Ninja Five-O er et relativt ukendt Konami-spil fra 2003 til Game Boy Advanced. Det er vanvittigt svært, et virkelig gammeldags action-platformspil i stil med Ninja Gaiden og Bionic Commando. Det er dog, til trods for de mange genbrugte spilelementer, der ikke er set siden 1991, manna fra himlen i forhold til et gammelt, men stadig dunkende spilhjerte. Det siger, lidt ligesom Katamari Damacy eller Shadow of the Colossus, "Hallo, det skal nok gå alt sammen."
Der er bare lige et lille problem. Der er ingen der har spillet det. Og det er ikke fordi folk bare ikke ved, hvad der er godt for dem (tak fordi I fik dræbt Dreamcasten, kraftidioter!), men fordi det nærmest er umuligt at opdrive. Lidt ligesom det er med Disgaea: Hour of Darkness, Nippon Ichis anmelderoste strategispil fra 2003, eller for den sags skyld Gitaroo-Man, et af Koies absolut bedste spil nogensinde, fyldt til randen med tunge guitarriffs og helt ude i skoven karakterer. Det er fabelagtige spil, og de er nærmest umulige at opdrive i deres første og eneste oplag, med mindre du er villig til at sælge din bedstemor og hendes fine porcelæn for at efterkomme de priser som skruppelløse eBay-hajer forlanger.
Eller det vil sige, sådan var det engang. Men det var før et firma fra det sydlige Californien kaldet Game Quest Direct begyndte at røre på sig. De var oprindelig en lille, ret meningsløs kæde af spilbutikker, der altid var ude på at finde en ny vinkel på detailhandlen, så de kunne tjene flere penge. Så de ringede til Capcom, hvis genudgivelser af Resident Evil 2 og 3 på GameCube var så sjældne, at de fleste eksemplarer gik for et trecifret beløb på eBay og købte rettighederne til at genudgive dem (ifølge rygtet for 100.000 dollar pr. titel). Resten er som de siger, historie, og siden hen har firmaer som Atlus, Koei og Sega solgt rettighederne til en lang række af deres spil til Game Quest Direct, og de tidligere omtalte eBay-hajers lille og kunstige verden er nu punkteret. Nu kan ældre spil købes til samme pris som så mange andre spil.
Det er også den eneste grund til, at jeg nu ejer et eksemplar af Ninja Five-O. Hallo, jeg er skotte; jeg nægter ganske enkelt at betale en horribel pris for noget som helst. Specielt når det handler om, at mine penge ender i lommerne på skruppelløse og ligeglade samlere. Selvom eBay-hajerne nu sidder og tuder over, hvor uretfærdigt det er, at de nyslåede udgaver af de gamle klassikere eller bare de skidte spil, nu udkommer i versioner, der til forveksling ligner originalen, så er det det bedste, der er sket i lange tider.
De store firmaer tuder som store spædbørn, samlerne tuder som spædbørn, der nu har mistet deres fede forretning og butikkerne brokker sig over at disse gamle genudgivelser ødelægger salget af de nye spil. Men det er præcis hvad der skal til, for at få vendt denne tåbelige, tåbelige branche af en dødssejler rundt. Lad os lige træde et skridt tilbage og se det i et bredere billede:
Jeg kan gå ind i en hvilken som helst musikbutik (mere eller mindre) i den civiliserede del af verden, ja, faktisk gjorde jeg det forleden. Her snuppede jeg et eksemplar af The Whos "Who’s Next"-album fra 1971. Jeg tog det ned fra hylden, gik hjem, prøvede at glemme alt om Pete Townshend og det faktum, at han muligvis er pædofil og lod i stedet det fremragende nummer Baba O’Reilly føre mig til en helt anden verden.
Jeg kan gå ind i en hvilken som helst spilbutik (mere eller mindre) i den civiliserede del af verden og købe spil, der er udgivet i løbet af de seneste seks måneder - og det er, hvis jeg er heldig. Ser du, spilbranchen har en hukommelse som en si, og deres regnskaber går sjældent op. Måske er det sådan, at vi slet ikke ville købe ældre eller brugte spil, hvis bare de var billigere til at begynde med. Et spil til halvdelen af den pris de beder om, ville gøre en verden til forskel. Men måske ville det også hjælpe, hvis vi overhovedet kunne købe andet end den seneste måneds udgivelser? Forestil dig f.eks. en verden, hvor du var nødt til at overbyde andre på eBay for at få fat i et ældre Beatles-album? Kan du forestille dig, hvor meget de ville koste. Det ville være en fuldstændig uholdbar situation. Og hvorfor skal vi overhovedet høre på de samlere, der nu sidder og laver et tudefjæs over, at man kan få de gamle spil igen? Jeg er fandeme glad for at genudgivelserne ligner originalerne ned til den mindste detalje,
Spillet er det samme, indpakningen er den samme - og hvorfor skulle den ikke være det - det er det samme spil, for pokker. Jeg er normalt ikke imod at spil f.eks. kommer i et førsteoplag, men jeg ser det heller ikke som et betonfast krav. Jeg kan slet ikke se, hvad forskellen er. Hvori ligger forskellen på min nyindkøbte udgave af "Who’s Next" fra originaludgivelsen fra 1984?
Spil er skabt til at blive spillet. Hvis du nu sidder og frygter for, om din spilsamling nu de næste år bliver mindre værd, så bryder jeg mig ikke synderligt om dig. Du er bare endnu et symptom på, hvad der er galt med denne branche. Spil og elsk dine spil, og bed så til at Game Quest Direct på et tidspunkt får chancen for at genudgive Radiant Silvergun og dermed giver samlermanien det endelige dødsstød.