I timerne op til Xbox Games Showcase var vi lidt i den unikke situation, at de to tidligere, centrale shows i løbet af denne pseudo-E3 havde været ret store skuffelser. Sony ledte an med vage CG teasere fra nye Live Service-projekter, og måtte desuden bagefter trykke på bremsen på The Last of Multiplayer, som mange ellers havde forventet at se under showet. Geoff Keighley kom tættere på med Summer Games Fest, men det lod også til mange mente at showet var en kende for langt, og at en ny trailer fra Final Fantasy VII: Rebirth ikke konstituerede den showstopper han havde lovet.
Så Microsoft havde alt at vinde, og stod også foran lidt af et Everest efter den kontroversielle og skuffende lancering af Redfall. I har set alle overskrifterne, set alle trailerne, og har allerede delt jeres umiddelbare reaktioner, så hvordan gik det?
Hvorimod showet ikke på den måde vil gå over i historiebøgerne, og slet ikke var foruden dumme fejl, så synes jeg personligt at vi her kom en hel del tættere på hvad der udgør et stærkt show, der fremfor alt overbeviser dem der både har en Xbox, en PC eller overvejer at anskaffe sig en af delene, at der er godt nyt på vej i en relativt lind strøm. Derudover er det svært ikke at føle at Game Pass kommer til at blive beriget på førstepartsfronten de næste godt og vel 12 måneder.

Det lader ikke til at folk er så vilde med Avoweds udseende...
Men vi kan lige så godt starte med det lunkne, for jeg synes godt nok at Microsofts løfte om de ikke ville fremvise førstepartstitler i udelukkende CG, men at disse ville være "in-engine" var en kende misvisende. Jo, teknisk set er trailerne fra Fable og South of Midnight "in-engine", men de gav mig absolut ingen idé om hvad spillene individuelt kan, og jeg føler mig hverken klogere eller mere hyped - det er altså åndssvagt. Desuden er det ligeledes irriterende, at Ubisoft fik lov til at plante en CG teaser fra Star Wars Outlaws, når nu PlayStation fik en gameplay-afsløring fra Assassin's Creed Mirage.
Heldigvis var det ikke en tendens der blev ved hele vejen igennem, og vi så netop de mest afgørende glimt af gameplay fra InXiles Clockwork Revolution, masser af sekvenser fra Forza Motorsport, gameplay-glimt fra Avowed og meget, meget mere. Men det betyder ikke at det ikke er irriterende, og særligt sekvensen fra Senua's Saga: Hellblade II var nærmest himmelråbende ligegyldig.
Men vi fik serveret en utrolig bred vifte af utroligt spændende titler, og det her var nok den mest komplette liste over solide indie-titler, spændende AA-spil og til sidst de store sværvægtere. Vi fik serveret hele 11 førstepartsspil, hvoraf Microsoft Flight Simulator 2024, South of Midnight og Clockwork Revolution er helt nye. Tredjeparter leverede også her, med en udgivelsesdato på Cyberpunk 2077: Phantom Liberty, gameplay og udgivelsesdato på Payday 3, afsløringen af Persona 3: Reload, afsløringen af Like a Dragon: Infinite Wealth og mange flere.
Selve showet var desuden ikke meget mere end en time, før det var tid til Starfield Direct, og man kunne mærke at det hele var mere pakket. Det leder mig til endnu en lille anke, for jeg savnede flere trailere, der tør gå fire eller fem minutter, og lægge flere detaljer på bordet. Det er som om at overgangen til disse Nintendo Direct-agtige digitale formater helt har dræbt spændingen der opstår af den legendariske "developer demo", som da Naughty Dog i sin tid fremviste The Last of Us.
Avowed kunne virkelig godt have brugt en Obisidan-udvikler på den digitale scene, controller i hånden, for studiets spil spiller som regel bedre end de ser ud, og det lader ikke til at spillet har imponeret så mange som studiet måske havde håbet. Måske ville en ordentlig fremvisning af spillets narrative, mekaniske og strukturelle bestanddele have været en bedre måde at bryde isen på?

Starfield tog sig dog godt ud, selvom at det er uacceptabelt at det kun kører i 30fps...
Men der var dog et godt flow, det må man give Microsoft, og gennem stærke førstepartstitler, gode AA'ere som Still Wakes the Deep og Towerborne og det faktum at det hele lander på Game Pass, så var det svært ikke at lade sig rive med.
Jeg synes at fremvisningen af Fable, af South of Midnight og måske særligt Senua's Saga: Hellblade II faldt pladask til jorden, men når det så er sagt, så synes jeg, ligesom Phil Spencer, at det virker som om at Microsoft har "turned a corner", og forhåbentlig er vi færdige med Redfall-sager, og kan nu tage hul på en ny æra, hvor de kan konkurrere mere direkte med Sony på det eneste der egentlig betyder noget: kvalitet.
Det lader os her til slut til Starfield. Det er i 30fps, og det stinker. Det stinker at det er den verden vi lever i, at Bethesda Game Studios, dygtige historiefortæller og verdensdesignere som de er, ikke kan levere i 60fps. Det irriterer mig grænseløst, både rent lavpraktisk, men også principielt. Når det så er sagt, så synes jeg at Starfield muligvis kan levere den ekspansive, brede, underfundige sci-fi oplevelse som jeg tidligere har drømt om. Det er ikke sikkert at man kan sætte hvert enkelt individuelt system under lup, og finde tilpas dybde og variation, men set i forlængelse af hinanden virker det nu storslået, og det er måske også nok?
Xbox Games Showcase + Starfield var altså et ret fedt show, og uden tvivl det bedste indtil videre. Ikke at det siger så meget.