Der er måske ikke så tit nogen, der ligefrem køber et spil for lyden, men det er overraskende tit lydbilledet, der hænger ved, også lang tid efter man er færdig med spillet. Af den årsag kender alle, der har spillet Resident Evil 4, den rolige musik ved skrivemaskinen, eller den mystiske købmands stemme. Et gennemtænkt lyddesign er også en afgørende del af kompetitive spil som Counter Strike, og kan på alle leder og kanter være afgørende for om du lever eller dør.
Lyddesign binder på mange måder resten af spillet sammen til en helhed. Som et af de bedste spilår i lange tider har vi selvfølgelig også fået kørt nogle fantastiske oplevelser gennem vores headsets, og langtfra alle de sublime oplevelser kunne komme på listen. Fællesnævneren for listen her er, at lyddesign, musik og stemmer bringer verdenen til live på usædvanlig imponerende vis, samt at lyden er helt essentiel for oplevelsen.
Denne kategori er til for at hylde dette ofte undervurderede aspekt af spil, samt det vanvittige kreative arbejde, der ligger i at få spillenes utrolige verdener til for alvor at blive magiske, nemlig med en gennemtænkt og effektfuld lydside.

Vinder: Alan Wake 2
Det originale Alan Wake var en vinder for Remedy på grund af stemningen og det syrede "er det her virkeligt eller ej" univers. Alan Wake 2 koger næsten over med lækker, mørklagt og subtil stemning, og her må vi simpelthen tage hatten af for de utroligt veludførte lydeffekter, samt det fantastiske soundtrack, som nærmest er en del af miljøet, du befinder dig i. Det er et spil, hvor du belønnes for at tage dit bedste headset på, og virkelig lade dig suge ind i Remedys bizarre univers.
Alan Wake 2 er imponerende, fordi der simpelthen er tænkt så meget over lydene i hvert miljø, du er i. Spillet ved præcis, hvordan du skal få den her følelse af frygt, ikke ved at kaste et monster i hovedet på dig ved hver given lejlighed, men ved at du nærmer dig træhytten med ængsteligt åndedræt og knuger om din lommelygte. Du kan høre knirken fra hjørnet, men du ved ikke helt, hvad det er. Der er stille, bortset fra regnen, og du kan høre en eller anden ubestemmelig, men ildevarslende lyd - er der nogen rundt om hjørnet, eller hvad foregår der?
Den kreative brug af forvrængede lyde, både fra din lommelygte, når den skærer igennem fjender, men også fra fjendernes fordrejede stemmer, er også med til at cementere Alan Wake 2 som højdepunktet af Remedys hjernevridende horror-thriller univers.
Hvis AAA-gaming nogle gange kan føles som en gang tynd open-world suppe, der ikke rigtig fornærmer nogen, og hvor halvdelen af ingredienserne først tilføjes senere, så er Alan Wake 2 antitesen til det. Produktionen er i top, på niveau med de bedste thriller-serier. Og den kreative brug af lyde, minimalistisk soundtrack og glimrende stemmer, det er bare en stor del af oplevelsen.
Runner-up: Baldur's Gate III
Larian sprængte hængslerne af døren og efterlod konkurrenterne i støvet med Baldur's Gate 3. Det er sjældent vi ser et spil af den skala, med den detaljegrad, så veludført. Der plejer at være nogle små "men", man lige skal sluge, når CRPG'er er af denne størrelse. Manglende stemmer kunne være en rimelig kamel at sluge.
Men sådan skulle det ikke være. Baldur's Gate 3 lykkes med at bringe sine karakterer og sin verden til live med både livagtige animationer, karakterdesign og sublime stemmer. Spillets glimrende historie og velskrevne karakterer bliver så meget mere tilgængeligt og interessant pga. den høje produktionsværdi, og stemmerne spiller en gigantisk rolle her, hvilket gør Baldur's Gate 3 til en af de mest livagtige rollespilsverdener, der findes. Og det er netop derfor at selv ellers casual gamere har kastet sig over denne ret komplekse mastodont af et rollespil.
Foruden dette, så har vi selvfølgelig også at gøre med et soundtrack, der bliver hos spilleren, også uden for spillet. Om du får ro på i lejren eller er på vej i kamp, så er Baldur's Gate 3's soundtrack i superligaen, når det kommer til fantasysoundtracks.
Runner-up: Hi-Fi Rush
Det ville være decideret vanvittigt at tale om spilmusik i 2023 uden at tale om Hi-Fi Rush. Tango Gameworks's geniale rytme-action-spil landede ud af ingenting i starten af året, og bringer sin futuristiske, anime-agtige verden til live gennem musik. Hele verdenen vibrerer - også visuelt - til et dynamisk beat, og formår du at udføre dine angreb i takt med dette beat, så belønnes du i form at bonusser i kamp.
Modsat studiets ellers horror-tunge spil, så er Hi-Fi Rush et upbeat farveorgie, som utvivlsomt vil give dig et smil på læben. Spillet emmer af stil, og til trods for dets rytme-action gameplay, så er hverken musikken eller gameplayet for simpelt, eller for komplekst. Med et imponerende soundtrack, som har tunge spillere som Nine Inch Nails, The Prodigy og The Black Keys på listen, er du sikret en underholdende lydside, som aldrig bliver mudret eller for kaotisk. Hi-Fi Rush formår dog at være meget mere end et rytmespil. Bosserne er distikte og udfordrende, stemmeskuespillet er ganske overbevisene, og historien er velskrevet og ikke mindst humoristisk.
Netop fordi Hi-Fi Rush viser, at rytme-action genren kan en del mere, end mange måske troede, så har det skåret sin egen niche. Vi håber, at vi ser mere til Tango Gameworks' overraskende og farverige univers, som om noget viser, at lyd og musik spiller en kæmpe rolle i spillenes univers.