Det kan udefra godt virke som om at vi skær kategorier hvert eneste år med henblik på at simplificere Game of the Year-kåringen, og det er til dels også korrekt. Game Awards og andre lignende fejringer beviser årligt, at der let kan komme lidt for meget ligegyldigt fyld, som naturligvis også fejrer branchens største oplevelser og talenter, men samtidig udvander essensen.
Så vi har ikke kombineret Lokal og Online Multiplayer for at insinuere at der ikke er en fidus i disse to beslægtede men distinkte måder at spille på, vi foreslår bare at der er tilpas meget sammenfald til at spillene her kan gå op mod hinanden.
Kriterierne forbliver jo stadig de samme; vi siger nej tak til halvfærdige, påklistrede multiplayer-suiter, samt løst forbundet co-op funktionalitet, og siger ja tak til de udviklere der enten tilbyder meningsfuld lokal multiplayer i deres spil, eller bare har lavet et kickass online-spil.
Okay, lad os så komme i gang.
Vinder: Baldur's Gate III
På en ret fantastisk og taktil måde, så fungerer et multiplayer save i Baldur's Gate III lidt som Dungeons & Dragons, det tabletop-univers som spillet tager udgangspunkt i. At fortsætte hvorfra du slap kræver at alle spillerne er til stede rundt om bordet, hvorefter spillets DM inviterer hver enkelt spiller til bordet.
Det betyder samtidig at der er ret meget autonomi for den enkelte spiller. I kan gå væk fra hinanden, og gøre ret forskellige ting på samme tid. Det betyder også at hvis en spiller igangsætter en samtale med en NPC, så kan en anden kun foreslå dialogvalg.
Det er i princippet en ret simpel, realistisk og helstøbt måde at nyde Baldur's Gate III på, og Baldur's Gate III er et af årets bedste spil, så derfor hældte stemmerne meget hurtigt den vej. Man ville kunne argumentere for at multiplayer ikke er en del af spillets kerne, men det at Larian Studios har givet os denne mulighed på så gnidningsfri vis beviser bare hvor alsidige de egentlig er.
Spil Baldur's Gate III, og hvis det lyder spændende, så spil det med en ven. I får den hele rene oplevelse ud af det, begge to.
Runner-up: Street Fighter 6
Street Fighter 6 forsøgte sig med en masse, spændende nye tiltag, såsom World Tour-kampagnen og et hav af ekstra modes, men grunden til at det befinder sig på denne liste, er at spillet udover det har præsenteret os for en af de mest robuste online suiter vi har set i et kampspil til dato.
Helt modsat Street Fighter V blev opfølgeren lanceret med 18 spilbare karakterer fra start, en ambitiøs Battle Hub, der samler alle brugerfladeelementerne og de diverse online modes et og samme sted, storslåede værktøjer til specifik tilpasning af Versus-kampe og turneringer, samt hvad der ligner en ret sund esportsprofil
Street Fighter 6 var lige hvad serien havde brug for efter Street Fighter V, en brølende påmindelse om at Capcom nu er en udgiver der kun udgiver gennemtestede, tilrettelagte og polerede spiloplevelser.
Runner-up: Super Mario Bros. Wonder
Super Mario Bros. Wonder deler på en eller anden måde multiplayer DNA med Baldur's Gate III, eller på sagt på en mere simpel måde; de fejres her af samme årsag - sømløs integration. I Nintendos seneste 2D Mario-storspil er multiplayer nemlig en del af hele humlen, af kerneideen, og fungerer så gnidningsfrit at grænsen imellem multiplayer og singleplayer i overført betydning udtværes.
Igen på en simplere måde; det fungerer bare skide godt, og selvom at det, modsat Baldur's Gate III, kan påbegyndes hvor og hvornår det skal være, så er det rart at se multiplayer så harmonisk eksistere som en forlængelse af spillets kerne.
Nintendo har altid formået at brillere på netop det punkt, og her gør de det egentlig bare igen.
Runner-up: The Finals
Den sidste runner på årets liste, er også den mest overraskende, for selvom at vi var meget imponerede over beta-testen, og vidste at spillet ville ankomme inden året var omme, så var det alligevel vildt at se den pludselig lancering under Game Awards, og den succes spillet har høstet siden da.
Folk elsker The Finals. De elsker spektaklet, ødelæggelsen, attituden, og det er også grunden til at mange Gamereactor-ansigter har givet det et skud, og er blevet fanget af det de er blevet mødt med.
Embark Studios arbejder også på ARC Raiders, men The Finals er allerede et bevis på det iboende talent blandt de veteraner fra DICE, der udgør størstedelen af stablen. De har styr på det fundamentale.