Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Kevin Costners fem bedste film

Vikaren laver lister.
Rene Leclair Opdateret 15 juli 2024

Jeg elsker lister. Jeg elsker at lave lister. Jeg elsker at læse andres lister. Jeg elsker at fortælle andre, hvorfor mine lister er så meget mere valide end deres lister!

Så derfor tænkte jeg da også ved mig selv, at når der nu indimellem opstår afbræk i nyhedsstrømmen, kunne jeg da lige forsøge at bruge afbrækket marginalt mere fornuftigt end bare at sidde og glo ud ad vinduet. Så hvad ville være mere oplagt end at lave nogle lister.

Lad mig kort gøre rede for konceptet, og fortælle hvad det bliver og ikke bliver: Det bliver ikke noget med alenlange afhandlinger om hvert enkelt punkt på listen, ej heller bliver der lagt særlig meget tankevirksomhed bag hverken emne, indhold eller placeringer. Der bliver til gengæld tale om tæt på 100 procent hofteskud og 'her og nu'-følelser. Det er ren filler content, som I i værste fald kan læse, glemme igen og ignorere næste gang, og i bedste fald kan læse og få lyst til at fortælle mig, hvor ret jeg dog har i, at Dirch Passers bedste film er Charles Tante (alternativt blive så provokeret, at I død og pine skal vise mig jeres egne lister med Støv på hjernen som nummer 1).

Og med det på plads, lad os komme i gang!

I dag en top 5 over Kevin Costners bedste film.

Hvorfor Costner? Bare fordi han - på trods af det rygte han har, med at være vanskelig at arbejde med - virker som en rar mand, og fordi han faktisk har medvirket i/lavet nogle tilpas fede film. Og en enkelt eller to har faktisk IKKE handlet om baseball eller cowboys.

5. JFK

Oliver Stones skildring af efterspillet på mordet på JFK. Cirka halvdelen er fri fantasi, og filmen har ret sikkert en stor del af skylden for mængden af skingrende vanvittige konspirationsteoretikere, der går frit rundt iblandt os andre i dag. Men fanden tag mig om det ikke alligevel er underholdning på den store klinge.
(Jeg overvejede faktisk at sætte Tin Cup på her, men tog mig alligevel i det. Ikke fordi jeg ikke kan stå ved min affektion for Tin Cup, men mere fordi jeg ikke ville lægge ud med byens hotteste take.)

4. Robin Hood: Prince of Thieves

Den rigtige Robin Hood! Jeg tror, jeg har set den her film tæt på 20 gange; maks to af de gange har været i dette årtusinde, og seneste gensyn er mindst ti år siden. Jeg skal ikke kunne udelukke, at det faktum kun har forbedret filmens chancer for at komme med på listen. Men altså. Vi snakker tyk, tyk amerikansk accent på en lovløs mand fra det 12. århundredes England. Vi snakker en udadreagerende og ustabil Alan Rickman, der render rundt og aflyser julen. Vi snakker en banger af et soundtrack med lige dele Bryan Adams og storladen middelaldermusik. Der er altså ikke meget, den her film ikke har og kan.

3. Dances With Wolves

Kevins første forsøg på at instruere selv, og det må man give ham, det slap han heldigt fra. Det blev vist til cirka alle Oscars det år. Episk film fra dengang i de glade halvfemsere, hvor en indianer hed en indianer, og en hvid mand stadig måtte sætte sig selv i scene som helt og redningsmand for præcis den minoritet, han fandt det nødvendigt med. Det er ikke en film, jeg sætter på hverken hvert eller hvert andet år, men jeg synes oprigtigt, det er en fremragende film, og jeg er bestemt noget gladere for originalen her, end jeg er for James Camerons animerede remake.

2. Thirteen Days

Jeg medgiver gerne, at Thirteen Days høje placering til dels skyldes, at det er en relativt overset film. På IMDb har den kun en tredjedel af brugerstemmerne, som den med næst færrest har. Og det er en skam, for som de unge ville sige, så er det fr fr en mega fed film. En super intens gengivelse af Cubakrisen, set inde fra JFK's ovale kontor, hvor såvel de interne som eksterne spændinger driver ned af væggene non-stop i to og en halv time. Seriøst, hvis du kan finde den på en streamingtjeneste, og du har bare den mindste forkærlighed for politisk drama, så se den. I aften!

1. The Untouchables

Så kom vi til The Untouchables, Costners bedste film, og - vil jeg vove at påstå - også Brian De Palmas bedste (siger jeg velvidende, at jeg kun har set 25% af mandens film). Gangsterfilm på et niveau som kun en lille håndfuld Hollywood-instruktører formår at nå op på. Og som med de andre film på listen (måske Dances With Wolves undtaget), så er det meget lidt Kevins fortjeneste; han gør ikke det store fra eller til - han er der ligesom bare. Men nu er det her ikke en liste over Kevins bedste roller eller præstationer, men en liste over hans bedste film. Og The Untouchables er Kevin Costners bedste film. Og hvis du mener noget andet, så kunne jeg sagtens finde på at indkalde til et familiemøde, og forklare lidt om teamwork!

Det var så første (og måske sidste og eneste) udgave af Virkarlisten. Ahh... Mon ikke der kan blive til mindst et par stykker mere over de næste uger. Det er vitterligt bare et påfund til at supplere lidt til indhold/content i mangel af bedre. Og lad mig sige jer en ting; det skorter ikke på "i mangel af bedre" i gaming/nørde-nyhedsstrømmen sådan en juli måned.

Og hvis du også selv sad og var på vej til at glo ud ad vinduet eller ind i væggen, så disk da op med din egen Kevin Costner top 5 i kommentarfeltet. Dem kan man aldrig få for mange af.

Fuld profil 225 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.