Skip to main content
Artikler

De fem bedste spil på Xbox

Microsofts første konsol var mere kraftfuld en konkurrenterne, og endte også med at få nogle ganske særlige spil.
Redaktionen 14 november 2024

At udpege de bedste spil på en given platform er, i nærmest alle tilfælde, et spændende kickstart til en samtale, eftersom der ikke findes en korrekt liste der vil passe alle. Vi har spurgt lidt rundt tværs af vores redaktioner, og har derigennem formet en række liste for hver platform. Du er sikkert uenig, enten med placering eller med udvalget, så lad os endelig høre hvad du synes.

5. Splinter Cell

Da Ubisoft skulle udgive Splinter Cell, blev det i vid udstrækning betragtet som en Metal Gear Solid-klon til Xbox. Men da det kom, forstummede kritikken. I stedet for et overgearet, fjollet japansk eventyr med masser af humor blev vi mødt af en dyster spionthriller med den bedste stealth, branchen havde set på daværende tidspunkt - og en hovedperson, der øjeblikkeligt fangede spillernes interesse. Det er ikke alle der er lige vilde med stealth-spil, og det faktum, at det stadig er med på listen, siger mere end noget andet om, hvor overlegent det faktisk var. Splinter Cell var en kanon start på en solid serie, en serie som Ubisoft i brede træk lader til at have placeret i glemmebogen, det kommende remake til trods.

4. Star Wars: Knights of the Old Republic

Bioware var endnu ikke blevet opkøbt af EA, og Star Wars var ikke ejet af Disney. I hænderne på dette supertalentfulde studie førte det til et uovertruffent eventyr, der lod os udforske en helt ny Star Wars-æra. Darth Malak var en fænomenal skurk i et rollespil, der overgik alt andet, der blev udgivet på det tidspunkt, og som tydeligt viste, at Bioware - i sin storhedstid - var bedre til at lave Star Wars end George Lucas. Det er stadig i dag det bedste Star Wars-spil nogensinde.

3. Ninja Gaiden Black

Hvem elsker ikke ninjaer, tredjepersons-action og fantastiske bosskampe, og på Xbox fik vi netop serveret et spil hvor alle tre aspekter opfyldes og leveres til den helt store guldmedalje. Ninja Gaiden bød på alt dette og udmærkede sig også med vild grafik, men kameraet var elendigt og holdt det tilbage. Dette og et par andre ting blev justeret i Black-udgaven, som på alle måder kun kan beskrives som en perfekt titel, som vi ikke tror, at noget ninjaspil nogensinde vil kunne slå. Absolut ren magi, og nogle af redaktionens bedste spilminder stammer fra netop dette eventyr.

2. The Chronicles of Riddick: Escape from Butcher Bay

Godt nok har mange et lidt blandet forhold til Riddick som karkater, men på spilsiden af den ligning er der altså en gigant at falde tilbage på - nemlig den her titel. Da det blev fremvist for første gang var der mange der direkte måbede. Det kunne ikke være så flot. Men ... jo, Starbreeze leverede et næsten chokerende godt action-eventyr, der på daværende tidspunkt overgik alt andet. Bag den fantastiske grafik lå et varieret actioneventyr med virkelig originale ideer, varierede miljøer og mange spektakulære scener - samt one-liners som mange falder tilbage på den dag i dag. Starbreeze fangede aldrig den her gnist igen, men spillet fortjener al hæder.

1. Halo: Combat Evolved

Det er let at argumentere for at Halo 2 er det bedre spil, men det skal ikke forhindre det originale Combat Evolved i at nyde sin dag i solen. Combat Evolved skabte drejebogen for den moderne shooter, agerede grundsten for et i dag sprudlende science fiction-univers og grundlagde mange af de koncepter der benyttes hyppigt i dag. Spillet er et mesterværk, et af de absolut bedste skydespil til dato, og fortsat en af Microsofts vigtigste IP'er.

Fuld profil 1.180 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.