Skip to main content
Gamereactor Artikler
Artikler

Sommertilbud: Xbox Summer Sale 2025

Flere anbefalinger. Denne gang til Xbox, hvor vi særligt dykker dybt ned i konsollens massive bagkatalog.
Jakob Hansen 22 juli 2025

Sommeren er over os. Udover høje temperatur er årstiden også synonym med lave priser, da mange spiludviklere i fraværet af store udgivelser forsøger at sælge lidt ud af bagkataloget på diverse digitale butikssider.

En af de store fordele ved at eje en moderne Xbox-konsol er de mange ældre bagudkompatible titler. En Xbox Series S/X kan således spille alle Xbox One-spil, hundredvis af Xbox 360-titler og et udvalg af klassiske spil helt tilbage fra den originale Xbox.

Denne liste med anbefalinger til Xbox' store sommerudsalg vil derfor i høj grad sætte fokus på ældre titler, men der har selvfølgelig også sneget sig et par Xbox Series S/X-titler med.

Little Nightmares II - 23,90 kr. (før 239,00 kr.)

Med Little Nightmares III lige om hjørnet virker det oplagt at prøve Little Nightmares II - særligt til en pris på lidt over tyve kroner. Ifølge mange kritikere er Tarsier Studios' efterfølger til deres dystre hit fra 2017 faktisk endnu bedre end originalen, så hvis du kan lide atmosfæriske platformspil i stil med Inside, kan du umuligt gå galt i byen med Little Nightmares II

Deadlight: Director's Cut - 11,50 kr. (før 115,00 kr.)

Spanske Tequila Works har desværre haft en del udfordringer de senere år, og sidste år gik udvikleren kortvarigt i betalingsstandsning. Uanset om studiet klarer skærene eller ej, vil de dog blive husket for flere medrivende spil heriblandt Rime og deres debuthit Deadlight.

Sidstnævnte er et postapokalyptisk overlevelsesspil udgivet i 2012 og lanceret til moderne platforme gennem en remaster fra 2016. Hvor spillets setting er set mange gange før, så skiller spillet sig ud fra sine konkurrenter ved at være, for genren, noget så sjældent som et platformspil. Da Deadlight samtidig respekterer spillerens tid og ikke tager meget mere end en 3-4 timer at komme igennem, er det bestemt værd at prøve kræfter med.

The Elder Scrolls IV: Oblivion - 22,20 kr. (før 74,00 kr.)

The Elder Scrolls IV: Oblivion fik tidligere på året en remaster, men synes du, det er lige festligt nok at betale over 300 kroner for et snart 20 år gammelt spil, har du på Xbox en anden mulighed.

Oblivion nemlig også fås som en Xbox 360-bagudkompatibel titel til en brøkdel af prisen. Takket være en patch af nyere dato, får du reelt set, hvad der svarer til en remaster - 60 fps, 4K-teksturer og markant hurtigere indlæsningstider - uden at spillets charmerende knaster er høvlet af.

Jade Empire - 17,25 kr. (før 69,00 kr.)

Før Bioware slog igennem som en konsol-først udvikler med det originale Mass Effect til Xbox 360, var studiet primært kendt for at lave dybe rollespil til PC. Ja, Star Wars: Knights of the Old Republic udkom godt nok først til Xbox, men spillet bar på mange punkter stadig præg af at være udtænkt til PC. Jade Empire fra 2005 repræsenterer derfor det første klare skridt mod det nye Bioware, da Biowares første rollespil baseret på en original IP var designet fra bunden af til Xbox.

Det kinesiskinspirerede rollespil har altså stor historisk betydning, men på egen hånd er der også tale om et yderst underholdende rollespil. Med et moralsystem, masser af karakterer at slå sig sammen med undervejs, og en episk fortælling udstråler spillet alle de kvaliteter, der gjorde Bioware til et højst elsket studie. Og ligesom det er tilfældet med Oblivion, er der tale om et spil, der kører markant bedre nu på Microsofts seneste konsoller.

Redfall - 159,50 kr. (før 319 kr.)

Redfall er uden tvivl det "frække" bud på denne liste, og ender det med at komme på artiklens thumbnail, kunne man mistænke det for at være rage bait. Men før du finder høtyven frem, så giv os en chance for at forklare.

Ja, Redfall er langt fra noget fantastisk spil, og det er uden tvivl Arkanes værste spil. Men det er trods alt stadig et Arkane-spil, og som sådan indeholder spillet faktisk en ret fascinerende verden fyldt med hemmeligheder i hver eneste krog. Spillets kamp FPS-gameplay er en smule rodet, men sjældent kedeligt, og de fire unikke karakterers alsidige bevægelsesmuligheder gør det til en morsom affære at drøne rundt i forstæderne på jagt efter vampyrer. Man aner bestemt konjunkturerne af et interessant spil, der desværre blev ledt på afveje af profitjagende jakkesæt.

Nu hvor Arkane Austin desværre blev ramt af Microsofts travle sparekniv, tjener det til studiets store ære, at de sikrede Redfall et efterliv takket være en sidste patch, der gør det muligt at spille offline, så man ikke behøver at frygte en fremtidig server-nedlukning.

D4: Dark Dreams Don't Die - 28,75 kr. (før 115,00 kr.)

D4: Dark Dreams Don't Die var på mange måder symptomatisk for de tidlige år med Xbox One. Den excentriske Swery65's første projekt ovenpå det fantastiske Deadly Premonition var eksklusivt til Microsofts ottendegenerations-konsol, og det skøre episodiske eventyr udnyttede endda konsollens obligatoriske Kinect til sine quick time events. Desværre led D4 som mange andre Microsoft-projekter fra denne tid (inklusiv den støvsamlende Kinect) en alt for hurtig død, og vi fik aldrig mere end de to indledende episoder.

Selv uden en egentlig slutning er David Youngs eventyr dog bestemt værd at opleve. Med sine skøre karakterer, absurde situationer og helt igennem mystiske univers, illustrerer spillet om noget, at rejsen er vigtigere end destinationen. Og hvilken syret rejse det er.

Psychonauts - 13,80 kr. (før 69,00 kr.)

Platformspillet Psychonauts afskiller sig på overfladen ikke meget fra andre 3D-platformere fra de tidlige 00'ere som Crash Bandicoot og Ratchet & Clank. Men spillet dykker dybere end som så og leverer et eventyr med et langt vildere og mere gennemført plot end sine børnevenlige konkurrenter. Det skyldes ikke mindst hovedpersonen Raz' evne til at dykke ned i andres tankeuniverser, hvilket udviklerne fra Double Fine udnytter til fulde, når det kommer til historien, banedesign og gameplay.

Spillet var i øvrigt Double Fines første spil, efter at LucarsArts-legenden Tim Schafer havde stiftet studiet i begyndelsen af 00'erne. Man mærker tydeligt arven fra Schafers fantastiske eventyrspil i hvert eneste designelement. En ægte klassiker.

Og nu hvor vi snakker Tim Schafer, så kan hans legendariske 90'er-spil Day of the Tentacle, Full Throttle og Grim Fandango også fås til kun 20 kroner stykket under Xbox' sommerudsalg.

Sunset Overdrive - 36,75 kr. (før 147,00 kr.)

Nu hvor Insomniac er blevet et førsteparts-PlayStation-studie, virker Sunset Overdrive næsten som et barn født uden for ægteskab, som Sony ikke vil vedkendes. Der er intet som tyder på en 2'er, men så er det jo godt, at den frække original stadig kan fås billigt til Xbox. Studiets kortvarige affære med Microsoft resulterede nemlig i et rebelsk og farverigt open world-spil sprængfyldt med unikke ideer.

Sunset Overdrive har hverken en dyb historie eller fotorealistisk grafik. Til gengæld har det masser af charme, et intenst gameplay og et utvetydigt fokus på fart og bevægelse, der gør spillet ulig noget andet. Står man stille så meget som ét sekund bliver man nemt bytte for spillets energidrikhungrende mutanter. I stedet må man som en anden Tony Hawk grinde langs hegn eller elledninger, mens man affyrer et vildt arsenal af våben, der giver minder om studiets Ratchet & Clank-serie.

Sea of Thieves - 119,00 kr. (340,00 kr.)

Den legendariske britiske udvikler Rare sejler i øjeblikket gennem et særdeles stormfuldt vejr oven på aflysningen af projektet Everwild, der har ført til, at flere medarbejdere desværre har måtte forlade skuden.

Heldigvis holder studiet skruen i vandet, når det kommer til at videreudvikle deres populære live-service-piratspil Sea of Thieves, og derfor repræsenterer dette års sommerudsalg en glimrende mulighed for at hoppe ombord.

Okay, nu skal vi nok spare jer for flere skibsmetaforer, så lad os konkludere med, at Sea of Thieves er forrygende sjovt, og særligt de gratis udvidelser baseret på Pirates of the Caribien og Monkey Island repræsenterer en sand skattekiste for fans af piratspil.

Fuld profil 3.949 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.