James Gunn har sparket gang i et helt nyt filmunivers for DC Comics med Creature Commandos, Superman og Peacemaker Sæson 2 - og dermed er det tid til at lægge det gamle DCEU bag os. Men inden vi gør det, kan vi jo passende kigge tilbage og mindes de både ubrugelige og vidunderlige øjeblikke, som DCEU trods alt har givet os gennem de sidste ti år.
(17) Shazam! Fury of the Gods
Desværre den svageste film i hele DCEU for mig. Den mangler den charme, som den første Shazam! havde, og drukner i stedet i alt for meget CGI og en temmelig flad historie. Der er sjove øjeblikke, men helhedsindtrykket er hurtigt glemt.
(16) Black Adam
En skam, for Dwayne Johnson forsøgte virkelig at bygge noget stort her, men resultatet blev mest af alt en tung actionfilm uden sjæl. Det kunne man næsten forudse, når The Rock skulle bære filmen alene og levere endnu en svag skuespilspræstation. Justice Society-figurerne er i sig selv interessante, men får aldrig den plads, de fortjener. Alt føles lidt for generisk og forceret.
(15) Aquaman and the Lost Kingdom
En efterfølger, der aldrig rigtig finder sin egen identitet. Den prøver at bygge videre på den skøre energi fra den første film, men formår ikke at fange den samme charme. Effekterne er imponerende, men historien er tynd, og jeg følte aldrig det samme engagement som før - faktisk fik jeg mest indtrykket af, at ingen af skuespillerne helt forstod, hvad de lavede. Jeg spekulerer stadig på, hvor stor indflydelse Amber Heards retssag egentlig havde på filmen.
(14) Suicide Squad (2016)
Et klassisk eksempel på en film med potentiale, der ødelægges af produktionskaos. Der er gode ideer og et par sjove karakterer, men tonen er ujævn og plottet uinteressant. Det hele føles mere som en lang musikvideo end en sammenhængende film, hvor Jokerens rolle er mærkeligt spildt, og hvor ingen andre end Harley Quinn for alvor huskes.
(13) Birds of Prey
Jeg kan godt lide Harley Quinn, og Margot Robbie er fantastisk som altid, men som helhed føles filmen lidt rodet. Den er farverig og sjov, men mangler den tyngde og sammenhæng, der kunne have gjort den mere mindeværdig. Der er glimt af genialitet - især i kampene - men helhedsindtrykket er noget ujævnt.
(12) Justice League
Biografudgaven af Justice League føles mest som en sammensmeltning af to forskellige visioner, og netop det er dens største problem. Tonen svinger mellem humoristisk lethed og Snyders mørke stil og finder aldrig sin egen identitet. Nogle scener fungerer fint, men samlet set bliver det mest en påmindelse om alt det, vi gik glip af.
(11) Batman v Superman: Dawn of Justice
En film med ambitioner større end næsten alt andet i serien, men som snubler undervejs. Jeg elsker virkelig introduktionen af Batman, og enkelte scener (som Batmans drømmesekvenser) er helt utrolige - om end ulogiske. Men helheden er tung og rodet, og historien kommer aldrig rigtigt i gang. "Martha"-øjeblikket er berygtet af en grund, men på trods af alle fejlene synes jeg stadig, filmen rummer noget fascinerende.
(10) Man of Steel
Som startskud på DCEU er Man of Steel fascinerende. Den giver Superman en mere jordnær og melankolsk side, som jeg både kan lide og stille spørgsmålstegn ved. Henry Cavill er fremragende i rollen, og jeg elsker scenerne med Kevin Costners Jonathan Kent. Til gengæld bliver slutkampen alt for destruktiv og kølig, så Supermans håbefulde side ikke får lov at skinne så meget igennem, som jeg kunne ønske.
(09) Wonder Woman 1984
Efterfølgeren forsøgte noget andet, og selvom det ikke altid lykkes, er der en vis charme i dens mere farverige og næsten campede tone. Kristen Wiig gør Cheetah til en interessant figur, og temaet om ønsker og konsekvenser er fint. Desværre bliver det hele en smule for langt og forvirrende, men jeg sætter pris på, at filmen i det mindste turde gå en anden vej end etteren.
(08) The Flash
The Flash har sine problemer, men også hjerte. Jeg satte især pris på den følelsesmæssige kerne omkring Barry og hans mor - det gav filmen et stærkere fundament, end jeg havde forventet. Effekterne og nogle af historiens valg hænger ikke helt sammen, men Michael Keatons Batman var et herligt nostalgihit. På en eller anden måde formår filmen at være både kaotisk og rørende.
(07) Blue Beetle
Dette føltes som et nyt kapitel for DCEU, selvom det kom sent. Jeg kan godt lide, at den fokuserer på familie, kultur og fællesskab, hvilket gør Jaime Reyes meget relaterbar. Der er en varme i hans forhold til familien, der løfter filmen langt over gennemsnittet. Det er måske ikke den mest originale superheltehistorie, men den har en sjæl, der gør den mindeværdig.
(06) Shazam!
Shazam! fanger virkelig følelsen af at være barn og pludselig få superkræfter. Den er sjov, let og fuld af hjerte. Familiedynamikken er filmens styrke, og den formår at skabe en meget menneskelig stemning midt i alle superheltekostumerne. Skurken er måske lidt svag, men det betyder ikke så meget, for historiens charme gør den til en af de mest elskelige DCEU-film.
(05) Aquaman
James Wan satte sig for at skabe et farverigt undervandseventyr og holder sig ikke tilbage. Jason Momoa gør Arthur Curry til en rockstjerne-version af en helt, og kemien mellem ham og Amber Heards Mera fungerer overraskende godt. Historien er enkel - næsten som et klassisk matiné-eventyr - men det er stilen, de vilde undervandsverdener og den legesyge tone, der får filmen til at skille sig ud.
(04) Wonder Woman
Da denne film kom, føltes den som et frisk pust i DCEU. Gal Gadot er perfekt som Diana med en blanding af styrke, varme og naivitet, der gør hende unik. Filmen bygger langsomt hendes rejse op fra Themyscira til Første Verdenskrigs brutalitet, og netop kontrasten gør den stærk. Kampsekvenserne - især "No Man's Land" - er ikoniske, men det er Dianas oprigtige tro på kærlighed og retfærdighed, der bærer filmen. Finalen skuffer lidt, men helhedsindtrykket gør den til en af de mest mindeværdige.
(03) The Suicide Squad
Her fik James Gunn for alvor lov at lege, og resultatet er en blodig, farverig og samtidig charmerende film, der for mig står som en af de mest underholdende i hele DCEU. Den tør være vanvittig med figurer som King Shark og Polka-Dot Man, men formår alligevel at give dem menneskelige træk, så man faktisk bekymrer sig. Harley Quinn er som altid brillant, og hele filmen rammer en perfekt balance mellem galskab og hjerte. Den tager sig ikke selv for seriøst, men formår alligevel at røre.
(02) Peacemaker (S1)
Jeg havde aldrig troet, jeg skulle komme til at holde af Peacemaker, men serien vendte fuldstændig op og ned på den forventning. John Cena er fremragende i rollen, fordi han både er komisk tåbelig og sårbart menneskelig. Serien har en energi, der føles unik i superheltegenren - den tør være absurd, grotesk og rørende på én gang. Det bedste er, at den ikke kun handler om heltegerninger, men også om relationer: mellem Peacemaker og hans far, mellem ham og teamet, og hans kamp for at finde sin egen identitet. Det er både satire og følelsesladet rejse, og netop derfor er den så stærk.
(01) Zack Snyder's Justice League
Dette er ikke bare en film - det er en oplevelse. Da den udkom, føltes det næsten som en sejr, ikke bare for Zack Snyder selv, men også for de fans, der længe havde håbet at se hans fulde vision. Den er monumental i sin skala med fire timers mytologi, tragedie og håb.