Vi ved alle, at spil nu tager meget, meget lang tid at udvikle. AAA-oplevelser kræver større budgetter, større verdener og grafik, der skal imponere på måder, ingen har set før. Der er flere spil end nogensinde, og flere mennesker kender til dem end nogensinde, hvilket betyder, at konkurrencen er hård, så du kan forstå, hvorfor visse titler kræver ekstra polering. Men hvis du er fan af en franchise eller serie, der ikke er Call of Duty eller et sportsspil, kan du lige så godt placere dig selv i cryo-søvn eller blive sendt til den Interstellar-planet, hvor hver time svarer til syv år på Jorden.
Du tænker måske allerede selv på GTA VI-forsinkelsen, eller det faktum at Naughty Dog endnu kke har udgivet et eneste reelt nyt spil i hele den her konsolgeneration. Jeg tror, at selv uden Rockstar, der bremser deres eget hype-tog, er det stadig svært at slippe følelsen af, at vi er blevet ekstremt langsomme, når det kommer til, at spil byder på nye kapitler i en serie til fans. Dragon Age-fans måtte vente et årti på The Veilguard, hvilket var et slag i ansigtet for mange. Batman: Arkham-fans ventede næsten lige så længe for at se Rocksteady fumle med et live-service-projekt, der føltes som en dårlig idé fra starten som spin-off. Når man ser planlagte spiludgivelser på en tidslinje, kan det se ud, som om årene går hurtigt, men når man lever gennem det her "waiting game", kan det være svært at blive begejstret for noget som helst.
Jeg lover, det er ikke bare doomcore-posting om branchens tilstand, men når vi ser på film for eksempel, vil The Batmans efterfølger (forhåbentlig) udkomme fem år efter originalen, og det anses som en enorm ventetid. Det er stort set minimumstiden AAA-oplevelser tager at udvikle nu, og udviklingstiden ser kun ud til at blive længere. Dette lægger et enormt pres på udviklerne for at gøre det rigtigt og det forvirrer også fans, der ikke ved, om de kan kritisere noget, de har ventet så længe på. Dragon Age: The Veilguard er et fremragende eksempel, hvor vi i de fleste andre spilæraer bare ville kalde det en mindre succes, men vide, at udviklerne kan gøre det bedre næste gang. Dragon Age 2 var for mange intet mesterværk ved udgivelsen, men man tænkte aldrig, at det var sidste gang, man ville se serien, fordi det ikke solgte millionvis af eksemplarer.
Der er ingen plads til fejltrin, og det er her, spilbranchen føles mest nådesløs lige nu. Kan vi virkelig vente 13 år, hvis GTA VI skuffer? Eller 12 år, hvis The Witcher IV ikke kan måle sig med sin forgænger? Dette skaber en ond cirkel, hvor fans føler, at spil tager alt for lang tid at lave, og deres begejstring falder, men udviklerne trækker også tiden ud for at tilføje ekstra detaljer og indhold i håbet om at matche storheden fra deres tidligere titler. Du oplever et af de bedste spil, du nogensinde har spillet, fra et studie, du kun delvist kendte til, og føler så enorm skuffelse, når de siger "tak for priserne, ses om syv år." Sådan fungerer det nu, men det er noget, spilbranchen burde overveje at ændre.
Det gælder især, hvis vi vil have, at store IP'er fortsat skal føles store. Når du skal overbevise en ny generation af spillere om at hoppe på dit spil ved hver udgivelse, vil det være svært, medmindre du allerede er kæmpestor. Det er dog en fordel for nye studier og IP'er, der vil have en fod indenfor. Clair Obscur: Expedition 33 føltes som svaret på spørgsmål, vi ikke engang vidste, vi stillede, og det ville sandsynligvis ikke have haft plads til at blomstre, hvis alle spillede The Elder Scrolls IX, Grand Theft Auto VIII og The Witcher VI. Ægte perler får en chance for at blive opdaget, fordi mens vi venter på vores næste store udgivelse, har vi brug for noget at spille.
En anden grund til ikke at miste håbet er, at der findes studier, der producerer titler som om deres liv afhang af det. FromSoftware er et godt eksempel; selv hvis du ikke har elsket deres mech-action og multiplayer-retninger de seneste år, er Elden Ring stadig kun tre år gammelt, og der kom en -udvidelse sidste år. The Duskbloods, Elden Ring: Nightreign og Armored Core VI: Fires of Rubicon udgør et portfolio af nylige og kommende udgivelser, der beviser, at FromSoftware måske ikke altid innoverer fuldstændigt, men er villige til at prøve nyt frem for blot at gentage det, der virker. De enopfinder sjældent den dybe tallerken, men hvis vi vil have hurtigere udgivelser, skal der også være forbehold. Nintendo udsender desuden så mange spil om året, at man næsten ikke kan følge med, hvis man er fan af alle deres IP'er. Owlcat Games har så mange projekter i gang, at det er svært at se, hvordan medarbejderne får søvn.
Dette betyder ikke, at det ikke giver mening, at spil tager tid. Nogle fremragende opfølgere og franchise-udgivelser er blevet udgivet for nylig og tilbyder enorme forbedringer i forhold til deres forgængere. Kingdom Come: Deliverance II er for eksempel et langt bedre spil end originalen. Jeg tror også, at studier begynder at indse, at større ikke altid er bedre, når det kommer til spilverdener, og at spillere elsker et sweet spot på 40-60 timer, hvis de skal gennemføre et "stort spil", med plads til måske én 100-120 timers kampagne om året. 2020'erne har været præget af oppustning i spilbranchen, og lad os håbe, der kan komme lidt sund nedskalering i størrelsen på vores spil.
For at besvare mit spørgsmål fra starten af artiklen: nej, jeg tror ikke, at spilbranchen er i en tidskrise. Det kan godt se sådan ud, hvis man kun interesserer sig for få store franchises, og selvom det er skræmmende at vide, at du sandsynligvis er et årti ældre, når Cyberpunk 2077s efterfølger udkommer, vil gamere, der tilpasser sig til at nyde titler fra en række forskellige genrer og udviklere, blive rigt belønnet. Hvis det fra i morgen blev annonceret, at der bogstaveligt talt ikke var flere spil at spille, ville de fleste af os kunne bruge 100 år på at gennemgå vores backlog eller genopleve vores favoritter. Så selvom det kan føles som om alt er over, når du indser, at du skal vente år på dit næste Elder Scrolls eller lignende, tænk i stedet på alle de fantastiske spil, der kommer imellem nu og da.
