Generationerne var meget kortere for 30 år siden, og omkring fem år blev betragtet som det normale. Fra og med 1995 begyndte der derfor at komme en lind strøm af interessant hardware med potentiale til at blive noget stort. Først kom Playstation og Saturn, kort efter Nintendo 64, og derefter Dreamcast. Derudover fandtes der en hel række andre alternativer.
Det gjorde, at Playstation for mit eget vedkommende føltes meget forældet efter bare et år (og det skal nævnes, at jeg mener, den er en seriøs kandidat til at være den bedste konsol nogensinde). Når man havde spillet især Sonic Adventure og Soul Calibur til Dreamcast, var det svært at gå tilbage. Men Playstation fortsatte med at være enorm, og den var også faldet betydeligt i pris i slutningen af 90'erne. Det stod klart, at ikke engang Nintendo kunne rykke ved Sony, som var kommet for at blive.
Og trods min kærlighed til Dreamcast er der ingen tvivl om, at det var med Playstation 2, at generationen for alvor tog fart. Forud for lanceringen blev vi oversvømmet med information om, hvad Emotion Engine var i stand til, og nyhedsmedierne talte om, hvordan diktatorer ville forsøge at få fat i konsollen for at bruge dens overlegne processorkraft til endnu farligere missiler. Derudover lå spillene på det mystiske DVD-format - et format, der gjorde det muligt at se film uden at spole tilbage.
Kombinér det med et design, der for første gang signalerede stilrent high-tech snarere end legetøj, og som kunne placeres på siden som en PC, og du havde en maskine, der ville gå over i historien. På det tidspunkt skrev jeg for en side, der hed TVspel.nu, men vi fik ikke tidlige enheder, så det var på udgivelsesdagen, jeg hentede min egen konsol. Der var egentlig ingen spil, der rigtig tiltalte mig, så jeg købte SSX og Timesplitters.
I et par år blev der udgivet store og rimeligt succesfulde konsoller stort set hvert eneste år.
Og det viste sig at være heldigt, for SSX - og senere især SSX Tricky - skulle blive personlige favoritter. Jeg var også så begejstret for Timesplitters, at jeg senere skrev en anmeldelse af Halo: Combat Evolved, hvor jeg klagede over, at multiplayerdelen ikke var lige så god. Eftersom Dreamcast døde omtrent samtidig, stod Playstation 2 i praksis helt alene på markedet. Microsoft og Nintendo havde ganske vist nye konsoller på vej - men de kom først halvandet år senere.
Playstation 2 var desuden usædvanligt nok bagudkompatibel. Dine Playstation-spil fungerede altså glimrende på Sonys nye konsol, hvilket betød, at der allerede fra start var masser at spille.
Førgangeren, Playstation, var enormt populær og kom på præcis det rette tidspunkt.
Alt dette gjorde tilsammen, at Playstation 2 solgte fuldstændigt eksplosivt. Bevares, der var ting, der irriterede mig - såsom at den kun havde to controllerporte (Nintendo 64 og Dreamcast havde fire, og de efterfølgende Gamecube og Xbox havde også fire) - men samlet set tilbød Sony en ekstremt komplet pakke. At den kunne afspille DVD var en enorm bonus, der hurtigt hjalp formatet med at afløse VHS.
Sony havde også en masse spændende tilbehør på vej, bl.a. plads til en harddisk i selve konsollen og et officielt kit, der forvandlede maskinen til en Linux-computer med tastatur og mus (en idé, der senere forsvandt, men som blev støvet af igen ved Playstation 3). Playstation 2 stod altså stærkt, da Gamecube og Xbox omsider udkom - og fordi Playstation 2 da allerede var halvandet år gammel, kunne Sony nemt sænke prisen, så den blev markant billigere end de to mere kraftfulde alternativer.
At slippe for at købe en ekstra DVD var et enormt stærkt trækplaster for Playstation 2.
Playstation 2 fik også hjælp af, at Nintendo igen gjorde tingene unødigt komplicerede med en konsol og især en controller, der lignede legetøj, komplet med små skiver, der ikke kunne rumme så meget - og den kunne heller ikke bruges som DVD-afspiller. Microsoft lancerede på sin side en meget dyr konsol, som stort set manglede japanske spil, hvilket var ekstremt vigtigt på det tidspunkt, og den kunne heller ikke afspille DVD (medmindre man købte ekstraudstyr).
Playstation 2 fortsatte derfor med at gå fra styrke til styrke, og dominansen gjorde, at udviklerne virkelig pressede maskinen til det yderste og lærte at udnytte den på imponerende vis. Faktisk imponerede Playstation 2 ikke voldsomt ved lanceringen, og længe blev den betragtet som sammenlignelig med Dreamcast (der endda havde visse tekniske fordele), men mod slutningen imponerede den så meget, at hverken Gamecube eller Xbox kunne drage reel fordel af deres ekstra rå kraft.
Succesen for Playstation 2 skyldtes i høj grad, at alle spillede, ivrigt opmuntret af elskede casual-titler som (fra venstre) Singstar, EyeToy, Dance Dance Revolution og Guitar Hero.
Fordi konsollen var så teknisk unik og så enormt populær, endte mange spil også med kun at udkomme til Playstation 2. Ikke fordi de var tænkt som eksklusive, men fordi det ikke kunne betale sig at porte dem til de væsentligt mindre populære formater. Derfor var Playstation 2 nødvendig, hvis man ville spille ting som Castlevania: Lament of Innocence, Guitar Hero, Suikoden III, Zone of the Enders og Xenosaga Episode I.
Spillene var måske derfor Playstation 2's stærkeste kort. Dreamcast, Gamecube og Xbox er alle glimrende konsoller med masser af gode eksklusiver - men ingen kan matche Playstation 2 i både kvantitet og kvalitet. Der kom simpelthen så utroligt meget, at den blev den naturlige standard. Og Sony selv bidrog massivt, hvilket i sidste ende gjorde konsollen til verdens bedst sælgende format med 160 millioner enheder.
Længe så det ud, som om Playstation 2 for evigt ville forblive den mest solgte konsol, men Switch er faktisk tæt på med lidt over 154 millioner solgte enheder. At den skulle klatre yderligere seks millioner er dog ikke særlig sandsynligt.
Det var på Playstation 2, vi blandt andet første gang stiftede bekendtskab med Ratchet & Clank, Sly Cooper, God of War, Killzone og Singstar - mens tredjepartsudviklere forkælede os med alt fra Monster Hunter og Kingdom Hearts til Yakuza, Devil May Cry og meget mere. Med dette i baghovedet tænkte jeg, at jeg - ligesom i hyldestartiklen til Xbox 360 - ville runde af med mine fem bedste spil til formatet (hvor jeg kun har valgt ét spil per serie for variation), efterfulgt af fem personlige favoritter, som jeg holdt utrolig meget af, og som jeg gerne vil fremhæve, fordi jeg finder dem vigtige.
Fra venstre: GTA: Vice City og God of War.
Baldur's Gate: Dark Alliance, SSX Tricky, Soul Calibur II.
De fem bedste spil til Playstation 2:
- Grand Theft Auto: Vice City - For mig forbliver dette det bedste i serien. Det føltes næsten surrealistisk at få en Miami Vice-simulator fra den forkerte side af loven.
- God of War - Japansk tredjepersonsaction har altid været en favoritgenre, men Santa Monica Studio viste, at Vesten også kan levere. De smadrede igennem med rå, cool action, der gjorde Kratos til verdensstjerne.
- Baldur's Gate: Dark Alliance - Et af de absolut bedste co-op-spil, jeg nogensinde har spillet. Fremragende grafik, masser af indhold og uendeligt meget vidunderlig loot.
- SSX Tricky - Sidste gang jeg sad og jagtede rekorder igen og igen på samme måde som i 80'erne og 90'erne. Vanedannende, sjovt, vellydende og en perfekt tidskapsel.
- Soul Calibur II - Gamecube-versionen med Link er den mest ikoniske, men rent spilmekanisk var Heihatchi mest interessant som eksklusiv figur i en fuldstændig brillant fighter.
Fra venstre: Buzz og Haunting Ground.
Katamari Damacy, Mister Mosquito og Rez.
Fem favoritspil til Playstation 2:
- Buzz - At spille quiz i hos en ven med dedikerede controllere var vanvittigt sjovt og virkelig velproduceret. Dette fortjener et comeback.
- Haunting Ground - Capcom leverede survival horror, før det for alvor blev en ting, i et sørgeligt overset spil. Fiona fortjente en karriere.
- Katamari Damacy - Japanske spil kan være meget mærkelige, men få er så mærkelige som dette. At rulle rundt med en klistret bold lyder måske ikke sjovt... men det var det.
- Mister Mosquito - Bestemt ikke det bedste spil, men som nordbo var jeg naturligvis fascineret af en myggesimulator længe før bølgen af skøre simulatorer startede.
- Rez - Et af de sidste Dreamcast-spil kom også til Playstation 2 og var lige så godt her. Et af de mest stilskabende puzzle-spil nogensinde.
Slim-versionen af Playstation 2 er en af de mest elegante nogensinde.
Så... stort tillykke til spilverdenens bedst sælgende konsol nogensinde. Den fyldte ganske vist 25 år allerede i foråret, da den udkom i Japan, men for os i Europa var det den 24. november 2000, vi første gang stiftede bekendtskab med den kulsort elegante monolit.
Xbox 360 fyldte 20 år i lørdags og fik en lignende hyldestartikel, som du kan læse her.
