Hvis du spørger den gængse, glubske gaming CEO, så er singleplayer-formatet dødt, og det eneste vi som forbrugere egentlig ønsker os er live service multiplayer-spil på den ene eller den anden måde. Det ved vi naturligvis er helt skævt, men samtidig må man også kaste et glimt på mange af de spil der "går viralt" i disse tider, og bøje sig i støvet for et utal af disse multiplayer-oplevelser. Her i 2025 har vi sågar været særligt heldige, idet der både er vilde extraction shooters, hæsblæsende multuplayer-skyderier, lokal couch co-op og små indie hits.
Det har derfor faktisk været sværere at finde vinderne i denne omgang end det normalt er, og der er blevet aflagt flere stemmer i denne kategori end normalt, netop fordi at der bare er blevet lanceret flere stærke, brede hits end normalt. Det kan vi vist allesammen godt være glade for i en branche der bliver kaldt "unsustainable" af de mest dystopiske stemmer, så vi er kun glade for at kunne præsentere årets liste, bestående af spil som en god portion af os har stærke minder fra i løbet af året der er gået.
Vinder: Battlefield 6
DICE gjorde alt galt med Battlefield 2042, fra class design til maps, fra nedskaleret destruktion til tekniske knaster - det var en "perfect storm" - af mudderkast. Helt omvendt har dette brølende comeback været med Battlefield 6 i år, et spil der på langt mere konkret vis er skabt i samspil med de mest loyale afkroge af seriens community via Battlefield Labs, og hvor hver eneste feature er blevet målt, vejet og nøgternt vurderet.
Af den grund føles Battlefield 6 (minus kampagnen der kun føles tilnærmelsesvis acceptabel) som sådan en kohærent spiloplevelse. Fra bevægelse til fysik, fra køretøjer til map design, alting føles så harmonisk, så ren og skær Battlefield som de fleste husker det fra Bad Company 2, Battlefield 3 og måske i særdeleshed Battlefield 4.
Det bliver også tiden fremadrettet der afgør hvordan Battlefield 6's egentlige arv ser ud på lang sigt, men siden lanceringen i oktober er der blevet taget glødende imod spillet, og Battlefield Studios er blevet belønnet med et stærkere salg end nogensinde før. Vi kan kun stemme i og slå fast, at al succes denne gang er helt og holdent fortjent.
Men lad lige vær' med at f*cke det op, ikke?

Runner-up: ARC Raiders
Konventionel visom ville ellers foreskrive, at et studie som Embark og et spil som ARC Raiders ikke burde blive lanceret klemt inde mellem Battlefield 6 og Call of Duty: Black Ops 7, men grundet ganske overvældende positiv modtagelse og et helt oprigtigt, organisk godt rænomé, så så vi et af de der "virale hits" udspille sig for åben skærm her.
Spillets enormt stærke kritiske modtagelse spiller naturligvis en rolle, ligeledes diehard-fans på platforme som Twitch og Youtube, men mest af alt lod det til at ARC Raiders brød så stærkt igennem fordi spillere aktivt anbefalede det til deres venner, og det er nu og da det stærkeste és et multiplayer-spil kan have på hånden.
Og efter at blandt andet Ketil, Magnus og Lasse har spillet en del sammen, så kan de skrive under på at vi her har med noget ganske særligt at gøre, og at Embark igen beviser at de besidder et helt særligt talent til at aflure markedet, og leverer hurtigt og konsekvent nok til at de ikke behøver at være bange for nogen.
Runner-up: Dune: Awakening
Der var altid en ret god chance for at studiet bag Conan Exiles ville ramme en Dune-oplevelse rimelig skarpt, og en række forskellige alpha- og beta-oplevelser slog da også fast at de her havde fat i noget ganske særligt.
Resultatet har været ovenud positivt, og en måde for Dune-fans, enten de mere hårdkogte, samt dem der har forelsket sig i Frank Herberts via Villeneuves mesterlige film. Det skyldes først og fremmest hvor tunede og velfungerende Funcoms survival-systemer i grunden er, men disse får opbakning af avanceret basebyggeri, intens PvP og ressourcehåndtering der kræver strategi og planlægning.
Hvor Dune: Awakening er på vej hen, eller ender, det er svært at sige, men for nu er studiet komet aldeles glimrende fra start.
Runner-up: Split Fiction
Hvor er det vidunderligt at kunne placere en helt anderledes form for multiplayer-oplevelse på denne liste. For ja, couch co-op er så sandelig også multiplayer, også selvom det serveres uden mikrotransaktioner, et Battle Pass eller online-rankeringer. Nej, i stedet er Hazelights genistreg bygget op omkring et langt mere intimt samspil med to spillere, og giver os en ret unik oplevelse som resultat.
En række Gamereactor-ansigter spillede det med deres partnere, og kunne stort set alle berette om enormt positive oplevelser, og det siger både noget om hvor godt Hazelight formår at skabe alsidige spiloplevelser der appellerer lige så meget til chefredaktøren som chefredaktørens ikke-synderligt-spilinteresserede kæreste.