Skip to main content
Artikler

Alternativ Virkelighed: Da PS3 næsten sank Sony (men blev reddet af Microsoft)

I en alternativ virkelighed med blot små ændringer kunne det være blevet Sonys sidste store konsolsucces, mens Xbox 360 i stedet totaldominerede og lagde fundamentet til en grøn Xbox-fremtid...
Jonas Mäki Editor Sweden 18 december 2025

Det her med "What If" behøver næppe nogen nærmere introduktion, særligt efter vores seneste første artikel i samme stil. Marvel har kørt det i årevis - både som tegneserie og tv-serie. Skulle du alligevel have misset det, er navnet ret selvforklarende: alternative hændelsesforløb, hvis noget var sket på en anden måde. Spilverdenen er naturligvis fuld af begivenheder, der kunne have udviklet sig totalt anderledes. Ofte handler det om fejl, der kunne have ændret hele konsolhistorien, som vi kender den, og lige så ofte har det ikke engang været det ramte firma selv, der har rettet op på situationen, men snarere klodsethed eller manglende evne hos en anden aktør til at udnytte en oplagt mulighed.

Jeg har tænkt mig at give et alternativt bud på, hvordan tingene kunne have udviklet sig i spilhistorien med bare en smule bedre rettidig omhu. En alternativ virkelighed. Ét scenarie per konsolproducent. Vi har haft med SEGA at gøre før, så lad os taget fat på Sonys redning efter PlayStation 3 - konsollen hvor meget kunne være endt for altid, men hvor de i sidste ende ufrivilligt blev reddet af Microsoft.

PlayStation 3 var tæt på at blive lanceret med en bananformet håndkontrol, og nettet svømmede over med memes om konsollen ved premieren. Det var op ad bakke.

Sony kom ud af den såkaldte sjette generation (Dreamcast, GameCube, PlayStation 2 og Xbox) med den bedst sælgende konsol nogensinde, PlayStation 2. Selvtilliden var i top, og de havde endda formået at lancere en håndholdt konsol, PSP, som udfordrede selveste Nintendo. Men måske var selvtilliden lige en anelse for stor. Et helt år efter Xbox 360 lancerede de en konsol, der blev anset for at være håbløs at udvikle spil til - hvilket resulterede i en maskine, der kostede 599 dollar i premiumudgaven... svarende til omkring 8000 kroner med inflation medregnet.

Sony havde givet PlayStations fader, Ken Kutaragi, frie hænder til at bygge hardwaren, hvilket førte til en specialiseret og meget japansk konstruktion. Samtidig blev den mere pc-lignende Xbox 360 betragtet som ekstremt let at udvikle til og totaldominerede online. Ekstremt vigtige spil som Call of Duty, Skyrim, Red Dead Redemption og flere andre så markant bedre ud på Microsofts konsol end på PlayStation 3.

Grafiksammenligninger var enormt store i denne generation, og PlayStation 3 tabte i praksis hver eneste gang, på trods af på papiret bedre ydeevne og en markant højere pris.

Det blev nogle særdeles hårde år for Sony, og det virkelige chok kom, da Xbox 360 begyndte at få en masse tunge japanske rollespil og i en periode solgte bedre end PlayStation 3 i Japan. På spilfora som NeoGAF var det, som om helvede var frosset til is - folk fattede ingenting. I årevis havde det været en sandhed, at japanere ikke ville have vestlige konsoller. Sandheden var nok snarere, at de ville have spil, de kunne lide, og da de dukkede op, strømmede de til. Og da det ovenikøbet blev bekræftet, at Final Fantasy XIII ville komme til Xbox 360 efter at serien (med yderst få spin-offs og Final Fantasy XI) havde været PlayStation-eksklusiv i næsten 15 år - ja, så eksploderede og imploderede spilverdenens fora... på samme tid.

Her kunne historien have taget en radikalt anderledes drejning. Peter Moore kom fra Sega og kendte gamere bedre end næsten nogen anden topchef. At konsollen klarede sig så godt og fik præcis de spil og tjenester, den havde brug for, kan i høj grad tilskrives ham. Han var chefen. Og ligesom Reggie Fils-Aimé var han fremragende på en scene - folk elskede hans showmanship. Der blev leveret store overraskelser, tatoveringer, fænomenale spil (Gears of War og Halo 3 med blot ét års mellemrum), utrolige tredjepartseksklusiver som BioShock og Mass Effect samt tunge tidseksklusiver som The Elder Scrolls IV: Oblivion, Dead Rising, Splinter Cell: Conviction og meget mere.

Xbox 360 gik i stykker på stribe, og mange måtte returnere deres konsoller flere gange. At det ikke stoppede der og da (hvilket næsten er surrealistisk), viser hvor populær konsollen var, og hvor svagt Sonys alternativ var.

Jo, Red Ring of Death eksisterede - men selv denne alvorlige fejl blev nærmest tryllet væk, tilgivet og accepteret takket være Moores enorme indsats. Det siger en del om, hvor populær Xbox 360 faktisk var. Moore forlod dog Xbox i 2007 efter at være blevet tilbudt jobbet som sportschef hos EA. Men lad os lege med tanken om, at han var blevet to år mere. Med Moores laserfokus på de rigtige ting, hans popularitet og brancheforståelse, havde Xbox 360's momentum formentlig fortsat.

Men... sådan gik det ikke. I stedet kom det benspænd, Microsoft effektivt lagde for sig selv - og dermed reddede Sony. Peter Moore trådte altså tilbage i 2007 og blev erstattet af Don Mattrick. På det tidspunkt var der allerede flere projekter i gang, baseret på Moores visioner, som først blev færdige et år eller to senere. Derfor levede Xbox i en periode videre på hans idéer. Men Mattrick traf tidligt beslutningen om at udfordre Wii med Kinect og omlagde alle sine studier til at lave Kinect-spil, samtidig med at alle eksklusive tredjepartsaftaler også kom til at handle om Kinect frem for attraktive AAA-titler. Derudover besluttede han, at Xbox kun skulle fokusere på Fable, Forza, Gears of War og Halo. Det fik spillerne til at stejle - intet af dette blev vel modtaget, og Sony begyndte at hente ind. Og efter at fansene havde vendt Microsoft ryggen efter årevis med fejltagelser, endte det med, at Xbox One blev lanceret med obligatorisk Kinect, til en højere pris og med lavere ydelse end PlayStation 4 - komplet med absurde og forvirrende regler for brugte spil og spiludlån samt et enormt fokus på tv, tv, tv... og sport.

Efter at Wii havde haft enorm succes, forsøgte både Microsoft og Sony at kopiere konceptet. Microsoft gik virkelig all-in, mens Sonys alternativ klarede sig dårligere, hvilket betød, at de ikke brugte unødvendige ressourcer på det og forsøgte at tvinge fans til at anskaffe Move.

Havde Moore fået lov at fortsætte, eller var en mere kompetent person end Mattrick blevet sat i spidsen, havde Xbox 360-spillerne formentlig fået flere eksklusiver, folk faktisk ønskede, en fortsat satsning på Japan og måske endda opkøb. Moore spillede også gerne lidt beskidt og gik ofte efter at gøre Sonys stærkeste kort mere Xbox-kompatible - ikke mindst Grand Theft Auto IV (en strategi Sony senere selv skulle bruge med Call of Duty-serien). En leder med bedre brancheforståelse ville naturligvis også have indset, at selvom Kinect var en succes, var det et casual-produkt, som skulle behandles derefter. Derudover bliver folk trætte af de samme spil - der er behov for fornyelse.

I sidste ende lå PlayStation 3 og Xbox 360 side om side, da det blev tid til en ny generation. Forskellen var, at PlayStation 3-spillerne fik det stadigt bedre mod slutningen, ikke mindst da udviklerne endelig lærte at presse hardwaren (her var Naughty Dog og Guerrilla ekstremt vigtige), mens Xbox 360-spillerne var trætte og uinspirerede over manglen på variation og den påtvungne Kinect. Salget af Xbox 360 gik hurtigt i stå, mens PlayStation 3 fortsatte med at sælge støt i lang tid.

Den første Xbox floppede, men under ledelse af Peter Moore (til venstre) blev Xbox 360 ekstremt populær. Men efter fire år hos Microsoft tog han til EA, og ørkenvandringen under Don Mattrick (til højre) kunne begynde.

Men trods de ekstremt svage sidste år havde Xbox 360 altså et større marked i Vesten og førte reelt det meste af generationen. Jeg ved, at mange elsker at kigge på salgstal, men det er ikke en fodboldkamp, hvor flest mål nødvendigvis vinder. De, der ejede en Xbox 360, fik i størstedelen af generationen flere, flottere og bedre spil. Når de kunne sælge næsten lige så meget på trods af Mattricks mange fejlagtige - og ofte direkte vanvittige - beslutninger, kan man jo overveje, hvordan det havde set ud med bedre ledelse. Næppe værre, vel?

At dette skulle have været enden for Sony, er nok at tage munden for fuld. PlayStation 3 formåede trods alt at holde trit med Xbox 360, men det skyldtes primært Japan, mens den i vores del af verden haltede bagefter. Det var dog langt under PlayStation 2-niveau, og Sony havde i mellemtiden gjort Microsoft til udviklernes store darling. Og uanset hvad man mener om firmaet, er det en ekstremt kapitalstærk og magtfuld modstander. Risikoen var reel for, at det kunne være slut og tak - et Microsoft i topform havde Sony haft svært ved at matche i næste generation.

Kaz Hirai overtog Playstation efter Ken Kutaragi og gjorde stort set alt rigtigt, og gik senere videre og blev Sony-chef. I sidste ende var det dog ikke primært hans fortjeneste, at Sony kom tilbage på sporet, men snarere en række forfærdelige beslutninger fra Microsoft, som alvorligt skadede deres brand.

Havde Xbox 360 fortsat ad Moores spor og forladt generationen med markant højere salg samt fået spillerne til at oprette konti og forankre sig i økosystemet... så tror jeg, at Microsofts ressourcer havde været tungen på vægtskålen. En lancering af bedre hardware ved generationsskiftet, uden tvungen Kinect og forbrugerfjendtlige idéer, kombineret med medvind, kunne meget vel have betydet, at PlayStations dage for alvor var talte. Jeg tvivler på, at Sony i den omvendte situation havde kunnet gøre som Microsoft og fortsætte med at producere hardware, som få spillere ønskede.

Jeg ender derfor med den konklusion, at det, der i sidste ende reddede Sony og gjorde dem så stærke, som de er i dag, ikke skyldes dem selv - men at Peter Moore trådte tilbage præcis på det tidspunkt, han gjorde. Det satte gang i en kæde af beslutninger, som fik Microsoft til at slide deres brands op, omlægge al udvikling mod Kinect og endda tvinge alle til at eje en Kinect - samtidig med at spil blev anset som mindre vigtige end sport og tv. Havde Moore fået bare et år mere, eller var en bedre efterfølger blevet valgt, havde dagens spilverden sandsynligvis slet ikke været til at genkende.

Editor Sweden Jonas Mäki has written for Gamereactor since 2002, becoming an editor in 2007. He covers the video game industry across news, releases and the business side, with a particular interest in sales figures and where the industry is heading.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 2007 · 1.950 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.