Når AAA-kolosserne spiller sikkert spil, er det godt, vi kan kigge mod de mindre produktioner for at finde anderledes og friske oplevelser. Men indiescenen kan også levere titler, hvor omfanget er enormt. Det står klart efter et 2025, hvor flere af nedenstående spil var nogle af dem, vi brugte allermest tid på. Og som de fire nominerede viser, var det et år med både fremragende efterfølgere og friske nye koncepter.
Vinder: Hades II
Det værste man kan sige om Hades II er, at det læner sig lige lovlig tæt op ad den formular, det første spil etablerede. Den formular er til gengæld fremragende, så det er svært rigtig at bebrejde Supergiant Games. Ligesom sin forgænger kombinerer Hades II responsivt, veltunet actiongameplay med historiefortælling, der nærmest læner sig op ad visual novels. Det skaber en fantastisk rytme, hvor de intense runs erstattes af rolige besøg i basen, hvor NPC'erne leverer nærmest uudtømmelige mængder af altid velskrevet dialog, og meningsfulde opgraderinger med svære valg giver dig muligheden for at vende tilbage på ny i en stærkere udgave.
Supergiant får det hele til at se let ud, men som ellers vellykkede roguelikes som Rogue Prince of Persia og Absolum viser, er det alt andet. Hades II er længder bedre end de to spil, når det gælder buildcrafting under runs, permanente opgraderinger og især den narrative komponent, hvor NPC'erne, modsat de andre titler, altid har en ny dialogbid klar, som kaster nyt lys over karaktererne eller det overordnede plot.
Hele herligheden præsenteres tilmed i en strålende indpakning, hvor hver lokation er udsøgt detaljeret og alt fra karakterportrætter til arcanakort emmer af personlighed og omhu.
Runner-up: Hollow Knight: Silksong
Silksong var efterhånden blevet mere meme end spil, og netop derfor var det så glædeligt, at det viste sig at være alt det, vi havde håbet på, da det otte år efter Hollow Knight endelig udkom. Ligesom Hades II er Silksong en efterfølger, der ligner sin forgænger, men tilføjelsen af Hornet som protagonist giver spillet sin egen mekaniske identitet og hendes mere aktive deltagelse i historiefortællingen er en stor gevinst for spillets narrative komponent.
Det bidrager til den fantastisk realiserede verden, som Team Cherry har skabt. Pharloom er, modsat Hallownest, stadig et fungerende rige - omend et problemfyldt et af slagsen - og hver sump, by og bjergtop emmer af den ildevarslende stemning, der også gjorde Hollow Knight til så indlevelsesrigt et spil. Det er tydeligt, hvor meget kærlighed australierne har lagt i hver enkel skærm. Otte år og et noget nær ubegrænset budget kan virkelig gøre en forskel for et lille, dygtigt hold.
Samtidig spiller det som en decideret drøm. Responsivt, velafstemt og med masser af muligheder for at vælge spillestil, hvilket også er med til at danne grundlaget for nogle af de absolut bedste bosser i noget spil overhovedet.
Runner-up: Blue Prince
Puzzlegenren lyder ikke umiddelbart som det mest oplagte sted at indsætte roguelike-formularen, men Dogubombs minutiøst designede spil viste, at kombinationen kunne fungere. Målet i Blue Prince er simpelt. Find rum 46. Vejen dertil er alt andet. Du skræller altid lag af mysteriet på flere planer. Dels er der det mekaniske element, hvor du ved at trække nye rum fra en pulje lærer om synergier og strategier, som kan hjælpe dig med at nå længere og længere. Og på det narrative lærer du langsomt om din families historie og hemmeligheder.
På begge plan er det opslugende sager, og vi førte glædeligt detaljerede noter for at huske alle de detaljer, vi måske kunne få brug for på et senere tidspunkt. Blue Prince er et af den slags spil, der overtager dine tanker og får dig til at lægge strategier og gruble over de esoteriske gåder, selv når du ikke spiller det. En sjælden kvalitet.
Runner-up: Peak
Hvor vi forventede at Hades II og Silksong ville være med til at dominere samtalen, var der nok ikke mange, som havde forventet, at Aggro Crab og Landfall Games' lille klatrespil ville gøre det. Men Peak blev en af årets store overraskelser og endnu et argument for glæderne ved at samarbejde om at nå til tops. Bag det nuttede ydre gemmer der sig en benhård udfordring, hvor særligt de sværere niveauer kræver et erfarent hold.
De dynamiske omgivelser holder dig på tæerne, og når først kaosset bryder ud, er det svært ikke at trække på smilebåndet - også selvom din ven lige har mødt en alt for tidlig død.