The Elder Scrolls V: Skyrim fik lov til at udkomme med karakterer, der løb rundt under gulvet, kæmper som slog dig helt op i kredsløb, og NPC'er, der fulgte efter dig ud af deres hjem - eller ind i dit - bare for at færdiggøre en samtale. Alligevel elskede vi spillet, da det udkom, og vi elsker det stadig i dag. Cyberpunk 2077 blev derimod totalt slagtet af både kritikere og spillere ved lanceringen, og for mange af de samme overtrædelser. I dag er det et af de bedste RPG'er, du kan spille, men det led i årevis under sit dårlige ry.
Pokémon Scarlet/Violet blev beskrevet som en fornærmelse, mens S.T.A.L.K.E.R 2: Heart of Chornobyl fik lang snor - til trods for at de begge blev betragtet som værende "færdige" af deres respektive udviklere, og blev solgt til samme pris.
På papiret burde vi dog have reageret ens på begge spil. Bugs er ringe. De er et tegn på, at et spil er ufærdigt, de kan ødelægge indlevelsen, og de kan i værste fald blokere progressionen fuldstændigt. Og alligevel er der spil, hvor vi er ligeglade med dem, mens de i andre tilfælde bliver set som roden til alt ondt. Hvad er det, der får os til at skifte hold på den måde? Hvorfor kan vi stadig, årtier senere, ikke blive enige om, hvorvidt buggy spil kan få et fripas? Som altid er sandheden kompleks, men lad os prøve at kaste lidt lys over emnet.
Det første, du måske tænker, er, at nutidens publikum er langt hårdere end de spillere, der tog Skyrim til sig for over ti år siden. Og ja, det har du nok ret i - til en vis grad. Hvis et spil udkommer med bugs i dag, er folk langt mindre tilbøjelige til at klappe det på hovedet og se fejlene som en charmerende del af oplevelsen. Men det sker stadig. Baldur's Gate III var rodet flere steder ved lanceringen - så meget, at Larian selv troede, spillet ville få 6/10-anmeldelser på stribe. Alligevel er det et af de bedst anmeldte spil i 2020'erne. De fleste bugs er væk i dag, men de var der ved udgivelsen, og stort set var vi ligeglade. Førnævnte S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl var et lignende tilfælde, hvor både fans og kritikere i vid udstrækning valgte at se gennem fingre med fejlene af den ene eller anden grund.
Så vi kan ikke bare give mere stringente moderne gamere eller ændrede forventninger skylden for, hvem der får et fripas. I stedet må vi kigge på spillene selv. Som med de fleste subjektive medier skal hvert spil vurderes fra sag til sag. Der er et hav af faktorer, der kan gøre et spil buggy, og mindst lige så mange, der afgør publikums reaktion. Hvis jeg skulle gennemgå dem alle, sad jeg nok her til 2027. I stedet har jeg samlet nogle centrale elementer, som går igen i de spil, vi har nævnt.
Det første punkt er den overordnede kvalitet af spillet. Bugs er i den sammenhæng lidt som et red flag hos en potentiel kæreste. De er søde - men de piller næse. Kan du følge mig? Bugs er det yderste lag af løget. Skræller du dem væk, hvad er der så tilbage? I forhold til Skyrim eller Baldur's Gate III står du tilbage med et historisk spil alligevel, og det er derfor, de kunne overleve en ujævn start. Cyberpunk 2077 kan også bruges som eksempel her, for mange forstod godt, at CD Projekt Red havde noget særligt på hånden. Problemet var bare, at spillet druknede i alt for mange bugs sammenlignet med de andre titler, hvilket gjorde det svært at se, hvad CDPR egentlig var i gang med. Dertil kom elendig performance, som gav spillerne endnu en grund til at være vrede.
Man skal også huske, at der er mange ting, der kan gå galt for et spil. Bugs er blot én negativ faktor. Men hvis det er bare er det første af en perlerække af massive problemer, gør de intet bedre. The Lord of the Rings: Gollum var dårlig slop og ville have været det, uanset om det var fyldt med bugs eller ej. Kort sagt: Hvis kernen i spillet er stærk, vil folk ofte tilgive fejl hist og her - så længe de ikke ødelægger oplevelsen fuldstændigt.
Det fører mig videre til det næste punkt: hvor alvorlige de konkrete fejl er. Progressionsblokerende fejl, crashes og visuelt ødelæggende glitches er noget af det værste, man kan støde på, og det kan hurtigt spolere mange timers spil. Når bugs er så slemme, får de sjældent et fripas. Alligevel kan de i nogle tilfælde blive glemt, hvis de er isolerede. Hvis én quest eller én NPC er problemet, kan spillere vælge at holde sig fra netop den del, indtil der kommer en rettelse. Men hvis du aldrig ved, hvornår din save-fil bliver ødelagt, eller hvis verden konstant ser forkert ud på grund af lys eller miljøfejl, så føler du dig mindre som spiller og mere som betatester på et ufærdigt projekt.
I dag hjælper det, at spillere forventer langt mere åben kommunikation fra udviklerne. Det kan give lidt goodwill, hvis skaberne lover hurtige rettelser. Men den goodwill holder ikke evigt, og hvis et spil føles uspilleligt, er de færreste villige til at hænge på - selv hvis spillet under fejlene potentielt er en GOTY-kandidat.
Det sidste hovedpunkt, jeg vil berøre, er humoren i bugs. Ingen griner, når de ser en sort skærm lige før spillet crasher. Men hvor mange virale videoer har du ikke set af Bethesda-bugs? Eller skøre øjeblikke fra Baldur's Gate III i de tidlige dage? Når bugs er sjove og ikke ødelægger oplevelsen totalt, kan de faktisk tiltrække spillere i stedet for at skræmme dem væk. At gå viralt betyder enormt meget i dag, og selvom ingen bevidst bør lave buggy spil for at få folk til at grine, kan fejlene nogle gange utilsigtet blive et salgsargument. Det er også derfor, man stadig støder på masser af Skyrims bugs i dag. For nogle spil er de bare en del af pakken - men det er de færreste, der slipper afsted med det.
Jeg tror ikke, vi nogensinde får en fast gamer-lov for, hvordan bugs skal vurderes. Gamere er for omskiftelige og kan lide det, de kan lide - indtil de ikke kan lide det længere. Når det er sagt, så er pladsen til charmerende, men buggy spil ved at blive mindre og mindre. Der udkommer simpelthen for mange spil, og mange titler er under udvikling i årevis. Enten har du noget andet at spille, eller også føler du dig så snydt efter at have ventet 5-10 år på et spil, der udkommer i en buggy tilstand, at du bare går videre.
Jeg har altid været og vil altid være en, der tilgiver bugs. Men i en tid, hvor man nogle gange skal vente et helt år efter lanceringen, før et spil er nogenlunde fejlfrit, må man også lære at krybe under tæppet og leve med krybene.
