Skip to main content
Artikler

Vi ser tilbage på Phil Spencers tid som Xbox-leder

Veteranen takker af efter næsten 40 år hos Microsoft.
Jonas Mäki Editor Sweden 25 februar 2026

Fredag d. 20. februar 2026 bevægede tingene sig pludselig hurtigt, da store ændringer i ledelsen blev bekræftet for både Xbox-divisionen og Microsofts samlede gaming-satsninger. Gaming-chef Phil Spencer bekræftede sin afgang samme dag, tæt efterfulgt af sin nærmeste kollega, Sarah Bond. Den nye chef for Microsofts gaming-forretning er Asha Sharma.

Men... lad os tale mere om Spencer. Hvordan vil hans bidrag til Xbox blive vurderet i fremtiden? Xbox fylder 25 år i 2026, og Phil Spencer har siddet ved roret i 12 af de år. Det er derfor tvivlsomt, om nogen anden har haft samme indflydelse på brandet som ham. Men lad os spole endnu længere tilbage. Faktum er, at den 58-årige Phil Spencer startede sin karriere hos Microsoft helt tilbage i 1988.

Phil Spencer er ikke længere chef for Xbox.

Spencers interesse for gaming betød, at han allerede dengang var involveret i virksomhedens spilsatsninger, og i de tidlige 1990'ere ledede han udviklingen af CD-ROM'er som Encarta. Derfra fortsatte han med at arbejde med forskellige forbrugerprodukter (inklusive Works, for dem af jer, der husker det) og spil, indtil han i 2001 blev en del af det dengang nystiftede Xbox-team på fuld tid. Han har altså bogstaveligt talt været med fra begyndelsen.

Hans første rolle for Xbox var faktisk som direktør for Microsoft Game Studios EMEA (divisionen for Europa, Mellemøsten og Afrika), så han havde æren af at styre Xbox i vores del af verden med ansvar for at rekruttere udviklere, styre markedsføring og andre opgaver. Phil Spencer var en af nøglespillerne, der førte til opkøbene af blandt andre Lionhead og Rare.

Da Peter Moore overtog Xbox-divisionen efter Segas exit fra konsolproduktion i 2003, var Spencer tungt involveret i arbejdet, og i 2008 blev han forfremmet til direktør for Microsoft Studios, hvilket gjorde ham til en af de helt store Xbox-spidser. 2008 var også første gang, vi på Gamereactor skrev om Spencer, da han blev nævnt i en nyhed på siden.

Første gang vi skrev om Spencer, så var det stadig Xbox 360-æraen.

Siden han blev chef for gaming, var det i høj grad hans fortjeneste, at vi fik alle de spændende initiativer i løbet af Xbox 360-æraen. Der er masser af historier fra kolleger, der fortæller, at Spencer, som selv var passioneret omkring spil, ofte var involveret i spillene på detaljeniveau og nød at betateste og give sin mening til kende. Han var dog ikke ligeså involveret i Kinect. Efter Peter Moore forlod Microsoft i 2007, overtog Don Mattrick, og han havde et andet syn på, hvordan konsolforretningen skulle køres. Han ville fokusere på få store brands og forsøge at skabe noget, der var ligeså populært som Wii-controlleren.

Mange har påpeget, at Spencer også var en del af ledelsen i Xbox-teamet på det tidspunkt, og selvom han ikke selv ønskede at tage afstand fra Kinect, er der meget, der tyder på, at det ikke var hans skaberværk. Spencer havde en "gameren først"-filosofi, som ikke gik hånd i hånd med dette. Da det kom til Xbox One, virkede det som om, alt andet end gaming var vigtigt, og der var meget snak om TV-initiativer og Kinect - alt imens konsollen havde dårligere ydeevne end PlayStation 4, men kostede 100 dollars mere.

Spencers rolle synes dog primært at have været fokuseret på spil igen med investeringer i blandt andet Halo og Titanfall. Da kritikken af Xbox One var på sit højeste, indså Microsoft, at de havde udviklet et koncept, der ikke appellerede til det publikum, der var villige til at punge ud for ny hardware, og som desuden havde regler, der blev opfattet som forbrugerfjendtlige (selvom det retfærdigvis skal siges, at de nok var forud for deres tid, da de fleste af deres forslag nu er implementeret).

Kinect var faktisk en succes, men måske også noget der i sidste ende gjorde skade på brandet.

Don Mattrick blev mere eller mindre tvunget til at forlade sin post, og Spencer sagde, at han ønskede at overtage som Xbox-chef med forslag til, hvordan han kunne samle stumperne op fra et brand, der havde været så elsket blot få år tidligere. Dette indebar at droppe de nye regler, opgive idéen om krav om Kinect og øge investeringerne i spil igen.

Xbox-brandet var dog i en sørgelig forfatning, og for at gøre ondt værre virkede det som om, Sony gjorde alt rigtigt efter at have truffet en række forkerte beslutninger med PlayStation 3. Det betød konstant modvind for Microsoft, som ikke var i stand til at lancere konsollen samtidigt over hele verden, med forsinkelser mange steder, inklusive Europa. Derudover blev konsollen slået af PlayStation 4 i stort set alle konsolsammenligninger, da den simpelthen ikke var kraftfuld nok.

Hvis der er ét lyspunkt at fremhæve, er det, at Spencer gjorde et godt stykke arbejde i sin rolle som gaming-chef, og faktum er, at Xbox One havde flere eksklusive spil end Sonys format i de tidlige år. Takket være titler som Ryse: Son of Rome, Forza Motorsport 5, Halo: The Master Chief Collection, Forza Horizon 2, Sunset Overdrive, Titanfall og Ori and the Blind Forest formåede Xbox One at hænge på trods de dårlige odds. Med en bedre konsol og et mere gamer-venligt image kunne det sandsynligvis have gået rigtig godt.

Det er let at glemme at Xbox One havde ret mange fede spil - og det kan vi til dels takke Spencer for.

Men det er svært at forstå, hvis man ikke selv var der, hvor kritiseret Xbox var på det tidspunkt. Ikke engang den slanke Xbox One S, som kom tre år inde i generationen og tilbød det mest attraktive Xbox-design nogensinde, kunne ændre på det. Microsoft virkede uvillige til at investere i det ramponerede brand, og Sony indhentede dem med deres spil og efterlod Xbox One i bakspejlet. Ifølge flere kilder overvejede Microsoft simpelthen at forlade gaming helt, og Spencer holdt møder med CEO Satya Nadella for at formulere en strategi for fremtiden.

Dette resulterede senere i den imponerende kraftfulde Xbox One X og investeringer for at styrke udviklingskapaciteten. I to år føltes det som om, Microsoft havde nye opkøb at annoncere ved hver ny begivenhed, og optimismen begyndte langsomt at vende tilbage til det grønne hold. Men... det tager tid at lave spil, og ingen af Microsofts nye studier ville nå at udgive noget helt nyt, før det var tid til at lancere den nuværende konsolgeneration. Spencer sagde på dette tidspunkt, at Xbox One-generationen var den værste tænkelige generation at begå fejl i:

"We lost the worst generation to lose in the Xbox One generation, where everybody built their digital library of games."

Kort sagt var folk modvillige mod at skifte konsol, da den nye generation tog over, fordi de allerede havde opbygget et bibliotek til PlayStation 4. Det var bedre at købe en PlayStation 5, så de kunne fortsætte med at bruge deres spil.

Spencer har tidligere udtalt, at PS4-generation var "den værste at tabe".

Spencer havde dog flere idéer til, hvordan man kunne vende skuden for Xbox, hvoraf den mest bemærkelsesværdige var Game Pass. Idéen var at forbruge spil på samme måde som Netflix, altså et abonnement, der giver adgang til et bredt udvalg, inklusive nye spil. Længe var det en utrolig god handel, men overraskende få benyttede sig af det - simpelthen fordi de ikke ejede en Xbox. Og naturligvis var der få, der købte en Xbox blot for at kunne abonnere, da det ville have været et dyrt abonnement.

En anden ny tilgang, Spencer afprøvede, var at støtte PC fuldt ud med nye udgivelser. Windows er også et Microsoft-format, så det føltes logisk. Mange var imod dette og argumenterede for, at det underminerede meningen med at købe en Xbox, men hvis vi ser på dagens marked, har Sony i høj grad adopteret samme strategi.

Det største spilopkøb, Microsoft havde foretaget indtil da, var købet af Mojang og Minecraft i 2014. Dette spil blev dog ikke eksklusivt, men fortsatte med at blive udgivet og understøttet på alle formater. Da den nuværende generation begyndte, annoncerede Microsoft et opkøb, der skabte røre, nemlig Bethesda. Da opkøbet var gennemført, virkede det til, at Spencer var klar til at kæmpe for for alvor at styrke Xbox og tage kampen op mod Sony. Han sagde følgende om, hvorfor Microsoft ville overtage Elder Scrolls-udvikleren: "This is about delivering great exclusive games on platforms where Game Pass exists."

Opkøbet af Bethesda chokerede alle.

Blot få år senere havde han fuldstændig skiftet mening og annoncerede, at eksklusive spil var nonsens, da Microsoft ville understøtte alle formater. Tingene gik nok ikke helt, som Spencer havde planlagt. Ønsket om at forkæle Xbox-spillerne var der sikkert, men de nye studier, de havde opkøbt, havde intet i støbeskeen, så der var et dårligt flow af nye spil. Halo Infinite modtog massiv kritik, da det blev afsløret, og blev forsinket med et år, og da det endelig udkom, forsvandt al support med det samme. Gears of War-serien formåede ikke at erstatte de gamle hovedpersoner, Forza Motorsport fik lunkne anmeldelser, og det er ingen overdrivelse at sige, at Xbox Series S/X fik en elendig start, på trods af at de oprindeligt røg hurtigt af hylderne under det værste af pandemien.

Noget, der definitivt har givet næring til opfattelsen af, at multiformat er fremtiden, er det rekordstore opkøb af Activision Blizzard. Et dristigt træk, men det synes alligevel at have ført til nogle uforudsete konsekvenser. For eksempel kunne de ikke fjerne Call of Duty fra PlayStation, fordi det ville betyde tab af enorme indtægter, og fordi de slet ikke ville have fået lov til at købe firmaet i første omgang. Derudover kommenterede mange Xbox-fans, at de ikke følte, de fik noget af værdi, når Microsoft reelt bare stoppede med at udgive spil til et konkurrerende format. Det var imponerende, at Spencer og Sarah Bond alligevel formåede at gennemføre købet, men måske bidrog det mere til udvandingen af Xbox, end det faktisk tilføjede?

Fansene var forståeligt skuffede, og den tidligere hyldede og vellidte Phil Spencer blev i stigende grad kritiseret. Efter fire svage år med den nye konsol begyndte rygter at svirre om, at store ændringer var på vej hos Microsoft, med hyppig tale om, at eksklusive Xbox-spil var på vej til PlayStation 5. I dag ved vi, at dette viste sig at være sandt, og siden da har Xbox-brandet fået alvorlige bank.

Game Pass er en af Spencers helt store bedrifter.

Priserne er blevet hævet aggressivt på både Game Pass og hardware, og uden eksklusive spil til at tiltrække kunder, er de søgt mod alternativer, både konsol og PC. Microsoft har konsekvent kæmpet med at forklare, hvorfor man skal købe en Xbox, alt imens de aktivt reklamerer med, at man slet ikke har brug for én, fordi alt kan være en Xbox.

En ny konsol lader til at være på vej, og at dømme ud fra de seneste rygter bliver det en PC-hybrid, hvilket ville betyde, at Xbox i fremtiden udelukkende vil være et økosystem og en konkurrent til Steam. I to år har Phil Spencer optrådt sjældnere og sjældnere offentligt, og rygter og troværdige insidere har sagt, at han har været stramt styret oppefra og ikke længere har kunnet agere, som han måske selv ønskede.

Siden i går er Phil Spencer ikke længere chef for Xbox-divisionen. Der er modstridende meldinger om, hvorvidt han forlod posten frivilligt eller efter diskussioner med sin chef (Satya Nadella), men han har været hos Microsoft i næsten 40 år og har været en del af hele Xbox-rejsen, halvdelen af tiden som chef, og er nu kun få år fra pension. Han er 58 år gammel - hvilket tilfældigvis er præcis ligeså gammel, som Reggie Fils-Aime var, da han forlod Nintendo of America for at gå på pension.

Activision Blizzard-købet var et gigantisk projekt.

Xbox har ændret sig markant under Spencers ledelse, ikke altid til det bedre (som for eksempel lukningen af Everwild og Perfect Dark), men de fleste synes at være enige om, at han har været en positiv kraft i spilindustrien. Om hans planer for næste generation vil føre til Xbox' tilbagevenden som hardware, må tiden vise, men på nuværende tidspunkt vil mange sige, at brandet har et noget blakket ry som følge af, at Xbox har været i betydelig modvind siden Xbox 360-dagene og er blevet så meget mindre end især PlayStation, at mange spil simpelthen ikke er blevet udgivet.

Samtidig er der en vis ironi i, at Sony har haft et ret tomt udvalg af spil i to år, mens Microsofts mange studier for alvor er kommet i gang. Havde Microsoft holdt fast i eksklusive spil, kunne de sandsynligvis have tiltrukket PlayStation-fans med deres strøm af sværvægtstitler. Men hvis det er tilfældet, får vi aldrig svaret.

Editor Sweden Jonas Mäki has written for Gamereactor since 2002, becoming an editor in 2007. He covers the video game industry across news, releases and the business side, with a particular interest in sales figures and where the industry is heading.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 2007 · 1.950 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.