Highguard. Jeg har aldrig spillet det, ikke et minut - ikke engang et sekund. Og jeg troede aldrig på det heller, ikke siden jeg så traileren første gang - den der sagnomspundne og faktisk tragiske trailer. Det var jo det sidste spil, der blev vist til The Game Awards sidste år. Geoff Keighley valgte at lukke hele showet med Highguard. En raid/extraction-shooter fra et nyt studie, free-to-play, med wardens og shieldbreakers, heste og store sværd samt baser, der skal stormes. Jeg sad i sofaen og tænkte: "Hvad f***? Er det her vores 'big reveal'?" Det føltes forkert allerede dengang.
Og nu er det bekræftet. Serverne lukker ned den 12. marts. Knap to måneder efter lanceringen. Wildlight udsender en sidste opdatering med en ny warden, nyt våben og lidt nye skill-trees - som en omgang aktiv dødshjælp i sidste øjeblik, før lyset slukkes. Derefter bliver der sort, og ingen er overraskede. Det er ikke spillernes skyld. Det er branchens skyld, at Wildlight måtte gå ud og sige følgende:
"Today we're sharing difficult news. We have made the decision to permanently shut down Highguard on March 12. Since launch, more than 2 million players stepped into Highguard's world. You shared feedback, created content, and many believed in what we were building. For that, we are deeply grateful"

Hvornår fatter de, hvad vi faktisk vil have? Vi vil have unikke oplevelser. Noget nyt, der tør træde uden for rammen. Ikke endnu en omgang genkendelig live service-vælling, der ser ud som alle de andre, med de samme gamle mekanikker pakket ind i lidt fantasy-glimmer. Highguard var generisk i både overflade og indhold. Traileren blev lanceret, folk kiggede, og så... stilhed. Ingen memes, ingen "jeg må spille det her nu"-reaktioner - bare et kollektivt skuldertræk.
Live service-spillene fortsætter med at dø. Det er som en evig, sammenhængende begravelse lige nu. Concord, Marvel's Avengers, Battleborn og nu Highguard. Tallene har talt deres tydelige sprog hele vejen. Over to millioner spillere trådte ganske vist ind efter lanceringen, og spillet nåede en peak på næsten 100.000 samtidige spillere. Derefter rasede det ned - hurtigt. Det var egentlig bare et spørgsmål om tid. Branchen skubber ting ud, som skal være "det nye store", men glemmer, at vi spillere er trætte af ting, der serveres fra den samme gamle, slidte skabelon.

Vi så venner og bekendte downloade det for at teste det. Første uge: "Okay, shieldbreakeren er lidt sej." Anden uge: "Det her er jo præcis som alle andre shooters, bare med heste." Tredje uge: stilhed. Spillet havde allerede fået sin dødsdom. Highguard gjorde aldrig noget ekstra, noget unikt - det var branchens standardopskrift: tag lidt hero-shooter, bland med lidt extraction, drys lidt fantasy over og håb, at det hænger ved. Men det gjorde det aldrig.
Det er derfor, live service-spillene dør som fluer. Folkene i bestyrelseslokalerne forstår ikke, at vi ikke vil have mere af det samme skidt. Vi vil have risikovillighed, ikke et åbenlyst forsøg på cashgrabbing fra en udgiver, der bare vil have den næste battle pass-pengemaskine. Wildlight forsøgte, og det skal de have ros for. De kom fra store navne og havde kompetencen, men de sad fast i den samme gamle live service-fælde.

Når serverne lukker den 12. marts, skal I ikke sidde og give spillerne skylden. Det er ikke vores skyld, at vi ville have noget andet. Vi ville have noget, der turde noget - men den slags satsninger ser vi ikke i dag. Det er åbenbart for risikabelt. Spilbranchen virker til at have glemt, hvorfor vi spiller overhovedet. De glemte, at vi vil overraskes. Kommer vi til at meddele det samme, når Marathon dør? Kommer Horizon Hunters Gathering også til at hoppe ud fra det tag? Det handler om mennesker, der mister deres job, fordi disse satsninger laves igen og igen.
Så løft en sidste virtuel whiskey for Highguard. Sig tak til Wildlight for, at de trods alt forsøgte - selvom de sad fast i de samme ødelæggende hjulspor. Og når skærmen bliver sort... så husk: Det var ikke spillernes skyld - det var spilbranchens. Som sædvanlig.