At slasherfilm er min "thing", er der sikkert ingen, der er i tvivl om efterhånden. For et stykke tid siden rangordnede jeg Scream-filmene efter egen præference. Nu står årets anden (ud af tre!) fredag d. 13. for døren, og jeg tænkte naturligvis, at jeg ville benytte lejligheden til at rangordne samtlige Friday the 13th-film. Fra værst til bedst!
12. Jason X (2002)
Jason Voorhees i rummet? På papiret lød det måske... nej, ikke engang dér lyder denne idé spor sjov. Faktisk tværtimod. Hvordan tør man overhovedet pitche sådan en idé? Den starter lidt lovende med en Jason, der udseendemæssigt ser ret godt ud, mens han sidder lænket i en stor hangar. Det er lidt uklart, hvordan han havnede dér, hvis man har de tidligere film i tankerne. Derefter går det galt ret hurtigt, da Jason bliver frosset ned og vågner ombord på et rumskib en masse år senere. Vi får alt at se fra androider til Super-Jason. Bag kameraet står den nu afdøde James Isaac, der arbejdede med special effects på Return of the Jedi (1983) og Gremlins (1984), mens Noel J. Cunningham, søn af Sean S. Cunningham (manden bag den første film), fungerede som producent. Man skulle jo tro, at han havde arvet sin fars gode smag, men her er det tydeligt, at god smag springer en generation over.

11. Jason Goes to Hell: The Final Friday (1993)
Min gode ven og barndomskammerat vil ikke bryde sig om at læse dette, men det her er ikke godt. Det starter ellers strålende med en grotesk Jason (spillet af Kane Hodder for tredje gang - Jason X var fjerde og sidste) - stor og tung med slidt tøj og en hockeymaske, der nærmest er ætset fast i ansigtet. Derefter bliver han skudt i stykker af en flok FBI-agenter. Men - hør og gys - Jasons onde sjæl er ikke velkommen i helvede, men lever videre på jorden i forskellige menneskeformer. Til sidst, da Jason endelig er vendt tilbage til sin rigtige krop i cirka to minutter, kommer der et par dæmoner og trækker ham ned til helvede. Det er lidt sjovt, eller faktisk meget sjovt, at Freddy Kruegers knivbesatte hånd dukker op i filmens allersidste sekunder og trækker Jasons maske ned. Dette bliver en perfekt overgang til...

10. Freddy vs. Jason (2003)
...næste film på listen, som oprindeligt var en film, jeg så frem til i meget lang tid. Jeg syntes også, den var god første gang, jeg så den. Siden indså jeg, at det her faktisk slet ikke var godt. Men jeg synes alligevel, at man får "samlet trådene" lidt, i og med at Freddy trækker Jasons maske ned til helvede næsten præcis ti år senere, selvom det ikke fungerer særlig godt, når det kommer til stykket. Hverken Jason eller Freddy skal ud i en form for deathmatch mod hinanden; det er ikke dér, værdien ligger hos disse to karakterer. De er hverken Godzilla eller King Kong, så at sige. Sean S. Cunningham er faktisk producent på denne sag...

9. Friday the 13th (2009)
...hvilket han også er på genindspilningen. Som remake er den ikke lige så god som The Texas Chainsaw Massacre (2003) eller The Hills Have Eyes (2006), men overordnet set er den helt okay. Man skal dog sætte den i relation til de øvrige film i franchisen, og så lander den ikke højere end en 9. plads. Jason tager kvinder til fange og holder dem indespærret i flere uger? Hvad i alverden foregår der? Men jeg kan godt lide, at han både bruger et pudevår som maske, som i kapitel 2, og den legendariske hockeymaske. Tyskeren Marcus Nispel står bag kameraet, og det var også ham, der instruerede førnævnte remake af The Texas Chainsaw Massacre.

8. Friday the 13th Part VI: Jason Lives (1986)
Første gang Jason vender tilbage fra graven - bogstaveligt talt. Karakteren Tommy Jarvis, som tager livet af Jason (for en stund) i fjerde del, har levet i skræk med uvisheden om, hvorvidt Jason virkelig er død. For at finde ud af, om Jason virkelig, virkelig er død, graver Tommy liget op og gennemborer det med et jernspyd en masse gange. Dum som Tommy er, lader han jernspyddet sidde i Jasons krop under et tordenvejr, og som vi alle ved, kan et lyn jo genoplive en krop, der har været død i mange år (OBS: ironi). På den måde starter Jason sin slagtning igen. Filmen har en vis komisk undertone, som jeg aldrig rigtig er faldet for, men det virker til at være mig, der er noget galt med, da mange har denne film meget højt på deres toplister. Det er dog sejt, at Alice Coopers "He's Back (The Man Behind the Mask)" bliver brugt som temasang.

7. Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan (1989)
Takket være den komiske undertone i den forrige film lander den ottende installation i serien på plads nummer syv, og endnu en gang vender Jason tilbage fra de døde via et kraftigt elektrisk stød. Seriens selskab, Paramount, følte, at konkurrencen var spidset til - både i 1988 og 1989 udgav Friday the 13th, Halloween og A Nightmare on Elm Street hver især en efterfølger. Sidstnævnte serie var på dette tidspunkt klart mere populær, fordi filmene var mere fantasifulde med en Freddy Krueger, der jagtede folk i deres drømme, mens Jason stadig løb rundt blandt sine træer ved Crystal Lake og gjorde de samme gamle ting igen og igen. Hvad gør man så? Man slipper ham selvfølgelig løs i New York. Dog udspiller sikkert 75% af filmen sig på en båd på vej til New York. Den fik ikke en varm modtagelse af biografgængerne, og indtjeningen blev anset som en skuffelse for Paramount. Selvom jeg ikke er synderligt interesseret i at se Jason hugge folk ned i New York, havde filmen med garanti haft godt af langt flere scener fra selve byen.

6. Friday the 13th Part VII: The New Blood (1988)
Som jeg skrev under den forrige film, var dette et hårdt år konkurrencemæssigt. Og når der er konkurrence, skal man skille sig ud. I ottende del sendte man Jason til New York, i syvende del smider man en "final girl" med telekinetiske kræfter ind i mikset. Den del minder på mange måder utrolig meget om A Nightmare on Elm Street og kunne efter min mening helt være udeladt. Heldigvis bliver hendes kræfter ikke brugt alt for meget. Dog bidrager kræfterne til den rærdelige slutscene, hvor pigens far, der har været død i mange år, pludselig dukker op fra Crystal Lake og trækker Jason ned i dybet. Det er så dumt og dårligt, at jeg er ved at falde ned fra stolen, mens jeg skriver det. Bortset fra disse kræfter er det en god slasher med et utroligt fedt look til Jason (Kane Hodder spiller ham), hvor man blandt andet ser hans rygrad, fordi han har meget slidt tøj og har ligget på bunden af søen siden del VI. Desuden er der nogle fede mord.

5. Friday the 13th: A New Beginning (1985)
Den femte del i serien var efter min mening den absolut dårligste i mange år (det skal tilføjes, at jeg så disse film første gang kort før jeg blev teenager). Hvorfor? Fordi Jason slet ikke er med. Det er en ambulancefører, der klæder sig ud som Jason for at få hævn over beboerne på et ungdomshjem, hvor hans søn mistede livet på grund af en af de indsatte. Som slasherfilm er den helt okay, og da den ikke har de samme mærkelige påfund som de foregående på listen (komisk undertone, telekinetiske kræfter og en New York-tur), hugger femmeren sig ind på en femteplads.

4. Friday the 13th (1980)
Her har vi selve originalen - filmen, der startede slasher-hysteriet i 1980. Den "lider" af det samme problem som del fem - nemlig at det ikke er Jason, der er morderen. Som Ghostface pointerer i Scream (1996), da Drew Barrymores karakter svarer "Jason" på spørgsmålet om, hvem morderen er i Friday the 13th: Jason dukker først op i efterfølgeren, for i originalen er det mor Pamela Voorhees, der er morderen. Det er en rigtig god slasher, men for mig mister den lidt, da det ikke er Jason, der er morderen, hvilket jo ellers er synonymt med denne serie. Det er sjovt at se Kevin Bacon i en af hans allerførste filmroller. Bag kameraet står Sean S. Cunningham, og Tom Savini - mesteren inden for makeup og special effects i gyserfilm - har også haft en finger med i spillet. Filmen kostede cirka 2 millioner svenske kroner at lave og indtjente hele 250 millioner.

3. Friday the 13th Part 2 (1981)
Som vi kan se ovenfor, var forgængeren en pengemaskine af de helt store, og det var her, slasherfilmens guldalder for alvor begyndte. Her begynder det også at blive rigtig seriøst, da Jason får sin debut som morder (med et pudevår over hovedet). Han er desuden meget menneskelig sammenlignet med de senere film (hvilket selvfølgelig giver god mening). Mange af mordene er rigtig seje, og filmen har en herlig slasher-atmosfære. Steve Miner har overtaget instruktørstolen, og udover denne og del tre har han også instrueret Halloween H20: 20 Years Later (1998). En mand med styr på tingene (førnævnte Halloween-film vender jeg tilbage til på et tidspunkt).

2. Friday the 13th: The Final Chapter (1984)
Brutal og aggressiv - her er to tillægsord, der beskriver seriens fjerde del (der, som navnet antyder, skulle have været den sidste). Jason går til opgaven med en råstyrke, man ikke så i de to første dele, og hugger alt ned, han ser. Et mindeværdigt mord er, da han smadrer brusekabinen og knuser kraniet på en badende karakter mod væggen. Jason er helt ustoppelig. Næsten i hvert fald. Til sidst er det trods alt en ung Corey Feldman, der får det sidste ord, da han hugger Jasons kranie i tusind stykker. Det her er prototypen på en vildt god slasherfilm, som jeg har meget få ting at udsætte på.

1. Friday the 13th Part III (1983)
Når alt kommer til alt, er seriens tredje del alligevel min absolutte favorit. Den er ikke lige så brutal og aggressiv som filmen ovenfor, men der er så mange mindeværdige og ikoniske øjeblikke, der motiverer mit valg. Blandt andet får han sin legendariske hockeymaske i denne film i en fed scene, hvor vi seere ser ham med den for første gang (at han skyder et offer med en harpun, glemmer vi bare, da skydevåben ikke hører hjemme i slasherfilm), og i slutningen af filmen får han sit ikoniske mærke fra et øksehug i masken. Det er i øvrigt en slutsekvens, hvor han først bliver hængt og et minut senere får en økse i hovedet. At filmen oprindeligt er en "3D-film", har jeg fortrængt for længe siden.