Da jeg for nylig skrev min artikel om Virtual Boy, gravede jeg min gamle, trofaste maskine frem, som venligt tændte og begyndte at vise sin karakteristiske røde grafik. Jeg spillede for at genopfriske hukommelsen forud for anmeldelsen af det nye Switch-tilbehør og valgte primært at fokusere på Mario Clash og Wario Land.
Det var egentlig kun tænkt som lidt hurtig research, især da maskinen er utroligt uergonomisk, men jeg endte faktisk med at sidde i timevis, hvor især Wario Land viste sig at være en udfordring. Selvom begge titler er gode spil, findes der jo bedre spil at bruge aftenen på, så hvorfor blev jeg grebet? Jeg har en teori.
Nintendo is rapidly adding classics to its subscription service.
Jeg har faktisk bemærket noget interessant før. Når jeg spiller de mange klassikere, der er tilgængelige på Switch og Switch 2 via Switch Online + Expansion Pack, har mit engagement det med at være halvhjertet. Jeg kan skifte mellem spillene, præcis når jeg vil, og al udfordring er væk, fordi jeg kan spole tiden tilbage og gøre fejl om.
Jeg elsker retro-gaming og genoplever gerne spilhistoriens fineste og mest obskure øjeblikke. Mine gamle 16-bit-travere kører stadig, og indimellem køber jeg et nyt-gammelt spil, jeg ikke har prøvet før. Jeg ligger ofte i sengen og spiller, når humøret er til retro, og jeg kan spille i timevis, når jeg bruger de fysiske kassetter. Men det er ikke selve plastikken, der gør det muligt.
Jeg har også en Mega Everdrive Pro, så jeg kan spille emulerede titler, når jeg ikke vil åbne en æske eller bakse med en defekt kassette. Det er også en kassette, der ligner en Mega Drive-kassette på alle måder, men som tillader "Save States" og lignende. Når jeg spiller fra denne, bruger jeg naturligvis disse funktioner, og pludselig føles det mindre interessant og en smule mere søvndyssende.
I er kloge læsere (I læser jo Gamereactor, gør I ikke?), og I kan gætte, hvor jeg vil hen: Underholdningsværdien i retro-gaming falder markant, hvis man gør det for nemt og tilføjer gemmefunktioner overalt. Det svarer til at åbne Netflix en fredag aften; udvalget er så enormt, at valget bliver overvældende og mindre engagerende. Man ender med at vælge noget tilfældigt, hvorimod de af jer, der var med i videobutik-æraen, sikkert husker, hvordan man valgte sin film, tog hjem og nød den på næsten ceremoniel manér.
Save states beskrives ofte som noget, der gør gamle spil mere behændige i dag. Der er en sandhed i det, men de dræner også spillet for værdi. Gamle spil var ikke svære, fordi de var umulige at gennemføre; de var udfordrende, fordi de ofte kun varede en times tid. Hvis du fjerner udfordringen, er der kun et eventyr tilbage, som du suser igennem uden at lægge sjæl i det.
Det betyder ofte, at man går glip af geniale detaljer, som f.eks. hvor smukt designet Yellow Devils bevægelser er i det første Mega Man. Det kræver fuldt fokus og koncentration, efterfulgt af et sus af adrenalin og endorfiner, når det lykkes. Alle, der bruger save states og dermed eliminerer dette, vil aldrig forstå spillets storhed.
Det er præcis af samme grund, at FromSoftwares titler er så populære i dag. Det er ikke spil, man spiller halvhjertet; man skal være fuldt investeret. Ingen fortæller dig, hvor du skal gå hen eller hvordan du slår en boss; det skal du selv finde ud af. Følelsen af succes er euforisk.
There are many ways to use save states on the Super Nintendo, such as FXPAK Pro.
Erklærer jeg så krig mod save states? Nej, slet ikke. Der findes gamle spil, der er fuldstændig umulige - tænk bare på Battletoads eller Trojan - som nærmest kræver hjælpemidler for at kunne spilles i dag. Desuden er gamle spil netop gamle, og det er nemt at lave fejl, der gør, at man sidder fast. Jeg erklærer dog krig imod konceptet om at gamle spil må og skal have disse behændige nye features for at fungere - det er jeg bare ikke enig i.
I NES-æraen blev spil primært lavet til børn; jeg var selv et barn dengang, og vi pløjede os igennem spillene ét efter ét. De var ikke så svære, men de kræver en følelsesmæssig investering. Mega Man-serien anses ofte for at være sindssygt svær, men som en mand, der nærmer sig de 50, kan jeg stadig suse igennem dem. Ikke fordi jeg er en fænomenal gamer, men fordi jeg har øvet mig.
Når unge, spirende gamere kommer på besøg, får jeg ofte bekræftet, at disse klassikere er tidløse. Selv børn, der er vant til moderne spil, bliver fanget, hvis jeg tilbyder dem en omgang Ice Hockey på NES, Sonic på Mega Drive eller Goof Troop på Super Nintendo. Gode spil er tidløse, hvis man spiller dem, som de er tænkt.
By mindlessly playing through titles such as Mega Man, Castlevania, or Contra, their excitement and spirit are completely lost.
Der er genrer, hvor save states faktisk tilføjer værdi, især i længere rollespil. At skulle starte forfra i et eventyr på flere timer er ikke sjovt, og at skrive urimeligt lange passwords ned giver intet til oplevelsen. Det er også rart ikke at skulle gå hele vejen tilbage i et RPG bare for at gemme ved et af de få gemmepunkter.
Men at vælge et spil fra et uendeligt bibliotek af ROMs, hvor man bruger save states, betyder næsten med garanti, at man aldrig fatter storheden i det, man spiller. Derfor er det vidunderligt at finde en Mega Drive-perle og sætte kassetten i maskinen. Tre liv og normalt ingen "continues". Hvis jeg dør, så dør jeg. At starte et episk retro-spil som Alisia Dragoon, Ranger-X eller Shadow Dancer føles lige så magisk som da de var nye. Jeg skal kæmpe mig igennem, lære af mine fejl og prøve igen.
Games such as (from left to right) The Adventures of Bayou Billy, Fester's Quest, Ikari Warriors, and Ghost 'n Goblins are all NES games that I would argue are impossible to complete without the aid of cheats.
Tilfredsstillelsen er enorm, og følelsen af rastløst at bladre igennem en bunke spil for blot at dyppe tæerne i et par minutter forsvinder øjeblikkeligt. Så sent som i sidste weekend købte jeg Mega Man: The Wily Wars til Mega Drive og blev atter klistret til skærmen på en måde, man ikke oplever med hjælpemidler.
Ikke alle klassikere er ældet med ynde, men mange er. Hvis du giver dem en fair chance, er der en guldgrue af titler at opdage. Hvis børn kunne klare de spil i 80'erne og 90'erne, så kan du også - og studier viser endda, at disse spil er god hjernegymnastik, fordi man skal være fuldt engageret. Der er en grund til, at klassikere kaldes klassikere; det er ikke fordi de er gamle, men fordi de er gode. Nyd dem ordentligt, og se en helt ny-gammel verden åbne sig.
