Jeg er ikke ligefrem nogen ung knejt længere, og selvom 42 år måske ikke er pensionsalderen, føler man sig ikke ligefrem som ungt kød, når man render rundt i byen. Jeg synes generelt, at musik var bedre i gamle dage, at sociale medier er en pestilens, der burde totalforbydes, og at træpaneler er noget af det flotteste, der findes. Jeg bander over larmende naboer, sender onde blikke til skrigende børn i butikkerne og brokker mig over elpriserne. Kort sagt: gammel og en smule bitter.
Så hvorfor lykkedes det lige præcis traileren til den nye Harry Potter-serie at få mig til næsten at tudbrøle af lykke? Ja, filmene var magiske, da de kom, og jeg husker tydeligt, hvor utrolig spændt man var før hver premiere. Man fantaserede og undrede sig over, hvordan de ville formå at forvandle de mange hundrede sider til en fortælling på det hvide lærred. Svaret er selvfølgelig, at det hele var et kompromis. En kraftigt komprimeret og forhastet fortælling, der smed store dele af bøgerne væk.
Kernen var der selvfølgelig stadig, men meget af det, der gjorde bøgerne og karaktererne så specielle, manglede. I dag er det tydeligere end nogensinde, især som indbidt (voksen) Harry Potter-fan. Det hjalp vel heller ikke ligefrem, at instruktionen stak i tre forskellige retninger: Først de mere børnevenlige Christopher Columbus-filmatiseringer, som blev fulgt af den anderledes, men geniale The Prisoner of Azkaban af Alfonso Cuarón, derefter den dybt problematiske Goblet of Fire af Mike Newell og sidst, men ikke mindst, de lidt mere rappe, actionfyldte David Yates-film.
I kontrast føles serieformatet som en langt mere passende ramme om Rowlings fortælling. Og her er der ikke tale om et kynisk reboot, men om noget, hvor ambitionen tydeligvis er at være mere tro mod bogforlægget frem for blot at være en form for "greatest hits" med alle de største begivenheder. Tonen opleves også som markant anderledes; en smule mørkere, men stadig fyldt med forundring. Ikke nødvendigvis "voksent", men mere i tråd med bøgerne. At lade karakterer og scener ånde, være akavede, smålige, sjove, ødelagte - menneskelige. Kort sagt meget af det, jeg personligt savnede i filmene, især fra Harry Potter and the Goblet of Fire og frem, hvor tempoet ofte føltes som et stresset resumé snarere end en historie.
Vist skurrer det en smule ikke at se Radcliffe, Watson og Grint i rollerne. Det sidder naturligvis dybt forankret - for slet ikke at tale om Rickman som Snape. Men her handler det ikke om at erstatte, men blot om at fortolke på en anden måde. Tænk bare tilbage på hele postyret omkring Heath Ledger, da han fik rollen som Jokeren. Som om det på nogen måde skulle fjerne betydningen af Jack Nicholsons tidløse præstation? Sandheden er snarere, at de begge kunne sameksistere og gøre rollen til deres egen; to vidt forskellige, men ligeså fantastiske fortolkninger. Og det er præcis den samme situation her.
Jeg tror og håber af hele mit hjerte, at det her bliver magisk, og at dømme ud fra det lille glimt, vi nu har fået i teaseren - ikke bare fra Dominic McLaughlin, Arabella Stanton og Alastair Stout, men også fra alle de andre - så findes der her en ny energi, en sult og noget, der ikke føles nostalgisk, men oprigtigt nyt og spændende. Hvilket er præcis, hvad verden har brug for.
Harry Potter voksede op med sine læsere; bøgerne blev mere voksne, mørkere og mere ladede. Mere kompleksitet, mere politik. Filmene formåede aldrig rigtig at fange dette helt, og nu har serien chancen for at gøre det. At tage materialet seriøst fra starten uden at gå på kompromis. Så ja, det her føles faktisk nødvendigt. Ikke for at erstatte eller modernisere, nej, for at give os den uforglemmelige fortælling, som altid har været der i bøgerne - ikke bare for alle de gamle fans, men også for de nye.
Det er ikke ofte, en trailer giver mig sommerfugle i maven, men Harry Potter og HBO formåede lige præcis det.