Super Metroid til SNES og The Legend of Zelda: Ocarina of Time til Nintendo 64 er sandsynligvis mine to absolutte yndlingsspil gennem tiderne. Og hvis der er titler, der kommer tæt på dem på min personlige topliste, er det formentlig senere udgivelser i de samme serier.
Efter de første seks måneder for Nintendo Switch 2, som var et kæmpe hit målt på konsolsalg, men som haltede lidt på selve spilkataloget, står maskinen nu over for resten af 2026 med et behov for at udbygge sit bibliotek af eksklusive titler. På den måde kan den undgå den tørkeperiode efter lanceringen, som plagede nogle af dens forgængere.
Hvis vi skal tro de rygter og lækager, der har oversvømmet de sociale medier og pressen den seneste måned, er Nintendos strategi - efter allerede at have fanget det brede publikum med Animal Crossing, Pokopia og Tomodachi Life - at ramme direkte i hjertet på den mest nostalgiske Nintendo-fan; den, der voksede op i 1990'erne. Om dette er nok til at vinde offentligheden i et år, der forventes at være uden Mario eller Pokémon, og stadig langt fra et nyt Zelda, er noget, vi kan diskutere en anden gang.
Men blandt alle disse formodede lækager står to navne klart frem: Super Metroid og The Legend of Zelda: Ocarina of Time; Samus Aran og Link. Uden tvivl de mest betydningsfulde dele i deres respektive serier.
Førstnævnte cementerede reglerne for den undergenre, vi i dag kalder Metroidvania, og er selv i dag et studie i labyrintisk design og miljømæssig historiefortælling. Ocarina på sin side definerede mange af reglerne for moderne 3D-eventyrspil, standardiserede "lock-on" på fjender og introducerede Nintendos karakteristiske cinematiske historiefortælling.
Ocarina of Time 3D screenshots (3DS).
Så hvorfor lave et remake? Begge titler er tilgængelige i deres originale form (og endda i opskaleret format) i Nintendo Switch Online-kataloget. Har nutidens publikum virkelig brug for en modernisering af disse tidløse klassikere for at kunne nyde dem? Svaret er måske både "ja og nej".
Når vi tænker på et remake, er det første, der falder os ind, grafikken og styringen. Hvordan ser de ud, og hvordan føles de at spille i dag? Nedenfor kan du se de indledende øjeblikke fra begge spil, som jeg optog forleden på Switch 2 via NSO. Begge videoer minder os om, hvorfor spillene var så banebrydende, men fremhæver også de få mangler, der er blevet mere synlige med årene.
Netop fordi de var så innovative, etablerede begge spil kontrolsystemer, der naturligvis er blevet forfinet siden. Samus' hop og diagonale sigte føles anderledes i dag, præcis som Ocarinas begrænsede kamera (husk, at der dengang ikke var en højre analogpind) eller Navis endeløse tutorials føles som levn fra en anden tid.
På den audiovisuelle front er jeg splittet, da jeg elsker pixel-art. Jeg nyder at svælge i skønheden ved disse skatte på trods af deres tekniske begrænsninger. Men har jeg lyst til at spille dem for tyvende gang med den blødhed og visuelle luksus, som Switch 2 er i stand til? Ja, for som med så mange remakes vil det være den perfekte undskyldning for at gense eventyrene.
Super Metroid screenshots (SNES).
Spørgsmålet er dog: Hvor meget skal man ændre? Hvis man genopbygger Super Metroid i Metroid Dread-motoren, vil man så også introducere "parry"-mekanikken? Og hvis man går hele vejen med Ocarina of Time, vil man så bevare det oprindelige kort, eller vil man lade sig inspirere af den åbne verden fra Breath of the Wild?
Og hvad med lyden? Selvom karaktererne er tavse, "taler" Samus i starten af Super Metroid. Ville et remake være komplet uden stemmeskuespil? Det er lige så interessant, som det er risikabelt.
Hvad angår Zelda, er vi vant til at høre prinsessen og andre karakterer tale, mens Link forbliver tavs. Kan du forestille dig Ocarina med stemmer til Ganondorf eller Sheik? Og hvad med musikken? Det, Ocarina virkelig fortjener, er Koji Kondos berømte soundtrack fuldstændig genorkestreret.
Begge serier har haft remakes og remasters før. Ocarina of Time 3D er til dags dato nok den bedste måde at spille klassikeren på, men den er låst til en konsol, der ikke længere produceres. Det samme gælder for Metroid-siden, hvor MercurySteam har vist deres værd med Samus Returns, og Nintendo gav os det fantastiske Metroid: Zero Mission.
Remakes og remasters er kommet for at blive. Super Metroid og Ocarina of Time var og er mesterværker. Man kan spille dem i dag, præcis som de er, og forstå hvorfor. Enhver undskyldning er god for at genpille disse klassikere, men som historien har vist, er det ekstremt svært at ramme helt plet, når man piller ved perfektion.
