Skærmen, der ikke kunne følge med i Sonic the Hedgehog 2 - Jonas Mäki
Der er mange episke øjeblikke i Sonic the Hedgehog 2, som jeg betragter som nærmest hellige minder. Men jeg bliver nødt til at spole filmen næsten helt tilbage til begyndelsen. For selvom det første Sonic the Hedgehog var magisk og uforståeligt stort, havde Sega ikke helt knækket koden til gameplayet endnu, og Sonics fart var ofte begrænset til at rulle gennem korte korridorer. Men da Sonic the Hedgehog 2 udkom i 1992, blev jeg fuldstændig blæst bagover. Pludselig var der lange, snoede baner, og Sonic kunne accelerere ved at forvandle sig til en kugle og bygge fart op.
At drøne igennem Green Hill Zone var episk, atramentært og stort, men det var på den efterfølgende bane, Chemical Plant Zone, at min kærlighed til pindsvinet for alvor eskalerede. Det gik hurtigere, end noget jeg - eller nogen andre - nogensinde havde set før. Sonic flænsede sig igennem banen i lyntempo, og et par steder ramte han så vanvittige hastigheder, at man tydeligt kunne mærke, at skærmen knap nok kunne følge med. Adrenalinkicket var totalt, og min æra som Nintendo-fanboy var forbi. Fra det øjeblik var der plads til både Sega og Nintendo i mit gamerhjerte.
Filmhelt i stedet for Mega Drive-helt - Fredrik Malmquist
Som Nintendo-entusiast har jeg aldrig selv ejet et eneste Sonic-spil, men jeg forstod alligevel karakterens storhed gennem vennerne i kliken i 90'erne og fremefter. Min families første konsol var en Super Nintendo, og mine søskende og jeg gik fuldstændig amok over Super Mario World. En kammerat til mig og mine brødre talte dog konstant varmt om Sonic, som han spillede i stor stil på sin Mega Drive. Jovist fik jeg lov til at prøve det en gang imellem, men jeg var mest af alt bare tilskuer.
Spol frem til 2022, hvor Sonic the Hedgehog 2 stod til at ramme biografsalene. Min ældste søn var fem år, og jeg lod ham se den første film derhjemme på fladskærmen, hvorefter vi tog i biografen sammen for at se efterfølgeren. Man siger, at de vigtigste ting i livet er dem, man gør sammen med sine børn. Sidenhen er min yngste søn også kommet med på vognen og var med inde at se den næste efterfølger i biografen, ligesom de også flittigt har set animationsserierne på streamingtjenesterne derhjemme. Næste skridt bliver nok, at jeg må introducere begge drenge for et af spillene...
Sonic 3 på udgivelsesdagen med håndskrevet kort fra Sega Force - Martin Carlsson
Dette står den dag i dag som noget af et mysterium i min spilkarriere, og der findes stadig intet svar på, hvorfor Sonic 3 dumpede ind i min brevkasse på selve udgivelsesdagen, da jeg var 10 år gammel i 1994. En boblekuvert fra Sega Force - et spilmagasin, jeg abonnerede på i de ubekymrede 90'ere, og som i nogen grad blev betragtet som en direkte (omend ret passiv og lidt useriøs) konkurrent til et vist Nintendo-magasin; det var bare en anden tid, hvor det meste blev gjort i spøg og generelt havde en ret uforudsigelig High Chaparral-stemning. Jeg havde, så vidt jeg husker, aldrig deltaget i nogen konkurrencer, og jeg havde heller aldrig ringet til bladets hotlinetjeneste via fastnettelefonen for at få spiltips. Men på trods af dette lå der altså et eksemplar af Sonic 3 i mine 10-årige hænder samme dag, som spillet udkom i Sverige, af årsager, der stadig er yderst uklare.
Jeg havde spillet mig igennem flere versioner af Sonic 1 og 2 på både 8- og 16-bit konsoller op til den dag. Det hårde plastickort signeret af cheferne på Sega Force har jeg stadig liggende på lager. Men spørgsmålet er: Hvorfor? Hvorfor fik jeg overhovedet spillet? Jeg har ikke den fjerneste idé. Men jeg var efter alt at dømme den første i Sverige til at spille Sonic 3, medmindre man var journalist dengang. Spillet? Ja, jeg elskede det højt. Det var desuden en sand fest at kunne parre det med Knuckles-opsatsen senere samme år.
Sonic Mania er den perfekte balance mellem retro og nyt - Patrik Severin
Jeg har spillet Sonic i mange afskygninger, både på Segas egne konsoller og på andre platforme. Mit favoritudspil med det blå pindsvin er dog Sonic Mania, da det formåede at være perfekt retro uden overhovedet at føles forældet. Jeg tager stadig et spil i ny og næ den dag i dag, når tiden er til det.
Karakterens 2D-eventyr er underholdende, og jeg genafspiller indimellem originalerne, men jeg har ikke det helt store personlige forhold til Sonic, da jeg ikke er vokset op med figuren. I stedet har jeg primært stiftet bekendtskab med de mange titler i 2000'erne og frem. Mit absolut bedste minde med pindsvinet er min tid med netop Sonic Mania, som var en næsten perfekt fortolkning af datidens 2D-spil med charmerende musik, grafik og masser af overskud. Selvom 3D-spillene ikke altid har fået de mest prangende anmeldelser, findes der bestemt også gode titler imellem. Sonic er en markant skikkelse for spilverdenen og en vigtig maskotfigur, præcis som Mario og Crash har været det.
Chao Garden i Sonic Adventure 1 & 2 - Johan Mackegård
Selvom Sonic og kompagni var allestedsnærværende under min opvækst, var det faktisk aldrig det lynhurtige pindsvin, der løb med hovedrollen for mig og mine venner i folkeskolen. I stedet for at fokusere på at redde verden, samle Sonic-medaljer og jagte A-rangeringer, var vores fokus i stedet fuldstændig rettet mod at passe og pleje de ultranuttede Chaos, som fungerede som en form for minispil mellem banerne i Adventure-spillene. Jeg husker, hvordan det hele startede, da jeg blev introduceret til Chao-farmen hjemme hos min kammerat Viktor en dag omkring tredje klasse, og hvordan jeg med det samme faldt pladask for de nærmest uendelige muligheder for at forme de små væsner til helt egne individer med personlighed og unikke færdigheder. Hvis jeg fodrede en Chao med nok fugle, lærte den hurtigt at flyve på egen hånd, og det samme gjorde sig gældende med vanddyr i forhold til svømning og så videre.
Jeg husker følelsen af at stille op til diverse kapløb og kampsportskonkurrencer med mine små kammerater, og hvor barnligt glade vi blev, når vi trak os sejrrigt ud af en ekstra svær udfordring. Jeg husker glæden og nysgerrigheden, når vi fandt en ny type Chao-æg i butikken, sorgen når en Chao gik bort, og spændingen når en af vores plejehjem skulle til at udvikle sig. Ville det blive en engel eller en djævel? En svømmer, en flyver eller et muskelbundt? Jeg har ofte leget med tanken om, at Sega burde bringe Chao-farmen tilbage i et nyt Sonic-spil, men ærligt talt tror jeg ikke, det ville være det samme i dag. Ikke fordi de ikke kunne lave et fantastisk spil ud af det, men jeg tror, at nutidens klima - med sit fokus på mikrotransaktioner og onlineaktivitet - ville risikere at ødelægge den hyggelige følelse, som var hele pointen med oplevelsen. Jeg tænder dog stadig min gamle Gamecube i ny og næ for at sige hej til de små væsner, der stadig render rundt i haven, og ærligt talt er det rigeligt for mig.
Sonic... spillet (næsten) ingen havde - Johan Vahlström
Da jeg var lille, og de første Sonic-spil kom frem, var der faktisk ingen i min omgangskreds, der havde dem. Undtagen én. Jeg vil gætte på, at det ikke var synderligt populært at eje en Mega Drive sammenlignet med en Nintendo-konsol, så mine eneste erfaringer fra dengang stammer, så vidt jeg husker, fra at have spillet Sonic the Hedgehog 2 hjemme hos denne kammerat - en kammerat, jeg i øvrigt ikke besøgte særlig tit, og det var for det meste ham, der spillede, når Sega-maskinen endelig blev tændt. Men jo, jeg fik da lov til at prøve det en sjælden gang imellem, og jeg kunne godt lide det, jeg prøvede. Det havde en fart, jeg ikke var vant til, og en cool ny pindsvine-type, der stampede med foden, hvis jeg ikke foretog mig noget i et stykke tid. Problemet var bare, at da jeg endelig fik en konsol, hvor Sonic var tilgængelig, var seriens kvalitet styrtdykket, og jeg følte absolut ingen trang til at spille det.
Sonic er derfor en af de serier, jeg aldrig for alvor har haft den store interesse i at kaste mig over, selvom jeg har det sjovt med de gamle spil, når muligheden byder sig. Hvis det blå, piggede væsen ikke havde været så fandens cool, havde jeg nok slet ikke skænket ham en tanke. Han er et af de største spilikoner nogensinde, men han fandt bare aldrig rigtig et hjem hos mig.
En dag vil jeg gennemføre et Sonic-spil - Conny Andersson
Jeg trådte mine barnesko op igennem det, man i spilkalenderen ofte kalder "PlayStation-æraen". Hermed mener jeg ikke de fysiske forandringer, der følger med den tidlige teenagealder, men noget mere fundamentalt: Jeg indså nemlig, at det der med at være "fanboy" var temmelig nørdet. Selv den dag i dag kan ekkoet af min ekstreme "Nintendo"-fanatisme godt rumstere i mig, men jeg har lagt selve hadet og skyttegravskrigen bag mig og har endelig indset, at det er spillene - frem for den maskine, de kører på - der betyder mest.
Som du nok kan gætte, har det dog ikke altid været sådan, for i løbet af NES- og SNES-dagene førte jeg en form for følelsesmæssig krig mod alt, hvad der hed konkurrenter til Nintendo. Mærkeligt nok ejede jeg faktisk både en Master System og en Mega Drive, men de forblev altid husholdningens oversete konsoller. Det er egentlig ret spøjst at tænke tilbage på. Også fordi Sonic af den grund blev det mere anonyme og betydeligt mindre spændende modstykke til alverdens fremragende Mario-spil.
Man kan selvfølgelig argumentere for, at det blå pindsvin har haft et par enkelte, absolutte stjernestunder. Men hvor Super Mario Bros., World, 64 og Galaxy alle revolutionerede platformgenren på den ene eller anden måde, vil jeg vove at påstå, at Sonic-spillene aldrig for alvor har været i nærheden af de højder. Det vil alle naturligvis ikke være enige i, men hvis man valgte at investere i en Sega-konsol i stedet for en fra Nintendo dengang, har man selvsagt et helt andet forhold til spilverdenens to største ikoner. Jeg anerkender fuldt ud, at Sonic er et af dem, selvom han bare aldrig har været det for mig. Jeg siger dette, fordi jeg aldrig - i hvert fald ikke så vidt jeg husker - har sat mig ned og spillet et Sonic-spil fra start til slut.
Jeg har spillet flere af dem undervejs, men har aldrig startet fra første bane og holdt ved hele vejen til rulleteksterne. Men det har jeg tænkt mig at lave om på. Jeg har altid synes, at Sonic Frontiers fra 2022 ser ud som noget, der lige ville passe til mig, så det vil jeg give en chance. Eller rettere... jeg vil ikke bare gøre forsøget. Jeg vil seriøst sætte mig ned med spillet og gennemføre det fra A til Z. Sonic Frontiers bliver det første Sonic-spil, jeg gennemfører (eller i hvert fald har et minde om at gøre), og hvem ved, måske kan det få mig til at revurdere mit ellers ret pessimistiske syn på pindsvinet? Jeg håber det faktisk.
Sonic Adventure blev min indgang til Sega-verdenen - Marcus Persson
Jeg var temmelig sent ude med at opdage Sonic, for selvom jeg spillede utrolig meget som lille, foregik det udelukkende på enten Nintendo eller DOS. Distributøren Bergsala sad som bekendt tungt på det nordiske marked, og det mærkede man i den grad i skolegårdene i begyndelsen af 90'erne. Det var NES, Game & Watch og senere Super Nintendo, som alle talte om. Jeg husker dog en enkelt gut i vennekredsen, som ejede en kulsort Mega Drive, komplet med Menacer-lyspistolen og tonsvis af råfede spil, herunder Sonic (naturligvis). En helt ny verden åbnede sig lige der, og selvom jeg godt kunne kigge langt efter Mega Drive og Master System i datidens legetøjskataloger, var det Nintendo, der totalt dominerede mine tanker.
Det ændrede sig, første gang jeg besøgte min kammerat - David var navnet - hjemme hos ham og fik lov til at prøve hans Mega Drive. Jeg mener at huske, at hans storebror havde slæbt den med hjem fra en tur til England, hvor alt blev købt betydeligt billigere end herhjemme i Sverige. Det føltes mørkere, mere voksent og simpelthen... tja, sejere. Det var ikke specifikt Sonic, men snarere hele den der Sega-vibe. Men derefter gik der faktisk et stykke tid, helt frem til Dreamcasten, som også gik hen og blev min første konsol, der IKKE var en Nintendo af nogen art. Og ved siden af de oplagte spil som SoulCalibur, Sega Rally 2 og Ready 2 Rumble Boxing, var det netop Sonic Adventure, jeg fik fingrene i, og hold nu op for en introsekvens.
De rå guitarer, grafikken, jeg spillede virkelig røven ud af bukserne på Sonic Adventure, hvis man må have lov at sige det sådan. Jeg fik låst op for samtlige karakterer, ja, selv den rædselsfuldt kedelige Big the Cat og hans søvndyssende baner, alt sammen for at nå frem til den perfekte afslutning med Super Sonic. Derefter var Sega og Dreamcasten mit liv, og den dag i dag ser jeg tilbage på den som den konsol, der har gjort det absolut største indtryk på mig nogensinde. Den brændte intenst, men kort, og det var storslået. Sonic løb videre, og jeg fulgte efter, omend mest ved at spille hans gamle spil, både på Xbox Live Arcade og i de opsamlinger, der udkom til Xbox og PlayStation 2.
I dag kigger jeg på Sega, Sonic og alt det, de præsterede på Mega Drive, som noget næsten helt ufatteligt. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har læst bogen Console Wars af Blake J. Harris (seriøst, læs den, hvis du ikke har gjort det), samt dykket ned i tonsvis af egen research, især om de farverige personligheder, der styrede SOA dengang. Og et eller andet sted dybt nede ville jeg ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og have skaffet mig en Mega Drive lige der, hvor de var på deres absolutte højdepunkt.
Så... lad os endelig høre i kommentarfeltet, hvad jeres absolut bedste, sjoveste eller mest mindeværdige Sonic-minder er.