Hvis der findes noget i den her verden, som kan irritere mig en lille smule mere end det burde, så er det, når jeg går lange ture og spiller Pokémon Go, og folk så kommer hen til mig og spørger: "Pokémon Go, nå, spiller man stadig det?" Hvor jeg bare får lyst til at svare; "ja, det kan du jo se, jeg gør". Hvad tror du ellers, jeg går og laver lige nu, mens jeg står her og stirrer koncentreret ned i min telefon, som om jeg prøver at afkode Da Vincis notesbog?
Det er som om, mange stadig forbinder Pokémon Go med den der vanvittige sommer i 2016, hvor alle pludselig stod i parker, på torve og ved havne og jagtede digitale skadedyr med samme alvor, som hvis verdensfreden afhang af en ekstra stærk Pidgey. Men spil kan altså godt leve videre efter deres første store øjeblik. Nogle spil forsvinder hurtigt, men andre bliver ved med at vokse, finde nye former og samle mennesker på måder, som faktisk kan være ret rørende, når man står midt i det.
Og hvis man gerne ville have beviser på, at Pokémon Go ikke bare stadig lever, men faktisk har det bedre end i meget lang tid, så skulle man have været i København under Pokémon Go Fest 2026. I løbet af weekenden gik titusindvis af spillere rundt i København, og Fælledparken blev fyldt med trænere, telefoner, powerbanks, regnjakker, merchandiseposer, raidgrupper, familier, nørder og mennesker fra hele verden, som alle sammen var der af samme grund. De ville fange Pokémon. De ville være en del af noget. Og jeg må indrømme, at det ramte mig meget hårdere, end jeg havde regnet med.
Jeg blev sat i kontakt med Pokémon Go-holdet gennem Magnus, vores allesammens elskede chefredaktør her på Gamereactor, og fik tilbudt adgang som VIP og medier, så jeg kunne komme ind i Fælledparken alle tre dage om eftermiddagen. Det var helt ekstremt fedt at få lov til, og jeg følte mig meget privilegeret over at få den mulighed, så tak til Magnus, Pokémon Go-holdet og Niantic for at lade mig få den oplevelse. Det er ikke hver dag, man får lov til at gå rundt i en park fyldt med Pokémon Go-spillere og samtidig kan sige, at man faktisk er der på arbejde. Det er nok den bedste forklædning for voksenansvar, jeg længe har oplevet.
Jeg aftalte med min veninde Ea, at vi tog til København torsdag aften og sov hos en veninde og hendes familie, så vi kunne stå klar fredag morgen og først nyde det, der hed City Experience. Her kunne man gå rundt i byen og få mange af de samme spawns og aktiviteter, som man kunne inde i Fælledparken, og det betød i praksis, at hele København blev en del af eventet. Vi skulle dog først et smut forbi parken for at hente vores mediebadge, så vi kunne få lidt ekstra TLC inde i selve festivalområdet.
Da vi kom til Fælledparken, stod der allerede hundredvis af mennesker ved indgangen. Mange stod i kø for at hente merchandise, som de havde bestilt sammen med deres billet, og inde i parken var der også godt fyldt op. Vi fandt dog hurtigt ud af, at fordi vores adgang til parken først gjaldt om eftermiddagen, var der ikke rigtig noget derinde for os om formiddagen. Ingen spawns, ingen PokéStops, ingen Pokémon, og vigtigst af alt ingen grund til at blive stående og kigge længselsfuldt ind i en digital slikbutik, vi ikke kunne få noget ud af endnu.
Så da vi havde fået vores badge, gik vi ud på det, jeg kun kan gætte på var nordsiden af Fælledparken, hvor der var et lille parkområde med legeplads og sø. Der tilbragte vi den første time, og især de sidste par minutter af hver time blev intense, for her dukkede Unown op i stedet for de almindelige Pokémon. Det oplevede jeg også i Berlin, og det er stadig en af de mest mærkelige og intense ting ved Go Fest. Pludselig tonser voksne mennesker rundt efter underlige bogstaver, fordi der er en lille chance for, at et af dem er shiny. Udefra må det ligne en form for kollektiv panik over alfabetet, men indefra giver det fuldstændig mening.
Efter det begyndte vi at løse de opgaver, vi havde fået i byen. Ea ville gerne forbi de forskellige LEGO-områder, fordi der var en opgave med at få stempler, så vi gik fra Fælledparken og Trianglen ind mod centrum. Undervejs kom vi til Kongens Have, hvor tusindvis af Pokémon Go-spillere gik rundt. Det var en park fyldt med PokéStops og Gyms, og det var faktisk en lille smule intenst, fordi folk stod så tæt. Der var et af de stempler, vi skulle bruge, inde midt i parken, så vi kastede os ind i menneskehavet, fik gjort det vi skulle, og fandt ellers ud igen. Jeg tænker, at mange af dem, der gik rundt i Kongens Have, ventede på deres adgang til Fælledparken senere på dagen.
Vi gik videre forbi Botanisk Have, som ikke var nær så overrendt som Kongens Have, og da jeg vidste, at Botanisk Have har det flotte sommerfuglehus, tog vi et smut derind. Og det er jo egentlig det, City Experience fungerer så godt til. Man går ikke bare fra spawn til spawn. Man udforsker faktisk byen. Man går steder hen, man måske ellers ikke ville have gået. Efter at have set en masse flotte sommerfugle og været i ekstremt varme og lumre huse med palmer og fugtig tropefornemmelse, fortsatte vi mod Strøget og Rådhuspladsen, hvor vi fandt LEGO-butikker og fik flere stempler. Vi fik også research, hvor man kunne få møder med Pikachu med særlig LEGO-baggrund, og på det tidspunkt havde vi allerede gået omkring 13 kilometer.
Vi havde derfor brug for et lille pusterum, så vi tog S-toget til Østerport og begav os igen mod Fælledparken til vores park session fra 14 til 18. Da vi kom ind, var det virkelig som at træde ind i selve hjertet af eventet. Der var spawns overalt, PokéStops overalt, og vigtigst af alt raids alle vegne. Hvis man så en legendarisk Pokémon, man gerne ville raide, hoppede man bare ind i det Gym, den stod i, og så blev lobbyen fyldt på sekunder, uanset hvilken raid det var. Det var fuldstændig fantastisk at opleve, fordi man normalt i hverdagen kan stå og håbe på, at bare tre andre mennesker gider deltage i en raid, men her var det som om hele parken bare trak vejret i takt med spillet.
Vi var dog også godt trætte i benene, og her var vores mediebadge en lille redning. Det gav os adgang til et område for medier og content creators, hvor der var lidt mad, noget at drikke, og allervigtigst et toilet, der ikke var lavet af plastik og desperation. Her tilbragte vi de næste fire timer med at gå ind i medieområdet, samle kræfter, gå ud i parken igen, udforske zonerne, fange Pokémon, raide, drille hinanden og sammenligne shinies.
Ea og jeg havde en lille konkurrence om, hvem der kunne finde de sjældne shinies, som naturligvis ikke er helt så sjældne til Go Fest, som de er resten af året, men det gør dem altså ikke mindre tilfredsstillende at finde. Hun fangede en masse af dem, jeg gerne ville have, mens jeg fangede flere af dem, jeg allerede havde. Så vi gik og prikkede lidt til hinanden, som man jo gør, når venskab også handler om stille og roligt at irritere hinanden over digitale farvevarianter af lommemonstre.
Klokken 17:30 skete så et af de store højdepunkter. Omkring 2000 trænere samledes ved de markerede områder i parken, og her begyndte de første Mega Mewtwo raids. Der kunne være helt absurde mængder mennesker i lobbyen, og vi kæmpede alle sammen mod en af de mest ikoniske og stærkeste Pokémon i hele spillet. Vi skulle også løfte telefonerne op i luften, og i et par sekunder aktiverede spillet lommelygterne på telefonerne samtidig. Det var både flot og en lille smule creepy, for det er altså noget specielt at stå med tusindvis af andre mennesker og se alles telefoner gøre det samme på samme tid. Men det var også virkelig fedt, og folk talte ned, råbte, jublede og var helt med.
Jeg var så heldig at få en shiny Mewtwo med Christianshavn-baggrund, som man kun kunne få ved eventet, og ikke nok med det, så havde det grønne monster ganske gode stats. Det var et af de øjeblikke, hvor man føler sig ualmindelig heldig. Efter den første dag gik vi ud af parken og tog hjem. Status var omkring 25 kilometer gået, 43 shinies fanget, og den bedste Pokémon var uden tvivl min shiny Mewtwo med Christianshavn-baggrund. Ikke en dårlig fredag, skulle jeg mene.
Dag to startede med tog fra Glostrup, skift på Hovedbanegården og videre ud mod Kastellet og Gefionspringvandet, hvor der var endnu et stempel, vi skulle have. Ea havde på det tidspunkt ikke set Den Lille Havfrue, så vi gik derud, hun tog en masse billeder, og jeg satte mig på en bænk og kiggede på turister. Turister kan nemlig også være lidt shiny, hvis man tænker over det. De skiller sig ud, de bevæger sig i flok, og nogle af dem har hatte og tasker, der er så opsigtsvækkende, at de næsten burde have deres egen Pokédex entry.
Ea faldt blandt andet i snak med en engelsk kvinde, som havde fundet en ret genial løsning på at undgå regn og sol på sin telefon. Hun havde en lille paraply, man kunne sætte direkte på coveret. De der turister kan altså noget. Der er mange af dem, de fylder, de larmer lidt, men de er også en stor del af oplevelsen ved København. Det slog mig egentlig, hvor sjov en kontrast der var i, at de gik rundt og kiggede på seværdigheder, mens vi sad og kiggede på dem, der kiggede på seværdigheder. Begge grupper hyggede sig. Alle vandt. Anyway, det var en tangent, men den slags hører med, når man går rundt i en by og spiller Pokémon Go i tre dage.
Da klokken nærmede sig 13, begyndte vi at finde tilbage mod Fælledparken. Her oplevede vi meget af det samme som dagen før, bare med markant flere mennesker. Det var jo lørdag, og folk havde tydeligvis bedre mulighed for at være der. For en gut som mig, der nogle gange har det lidt svært med store menneskemængder, kunne det godt blive intenst, men det blev aldrig ubehageligt. Og grunden var meget simpel. Det var mit folk.
Pokémon jægere fra hele Europa, og sikkert også fra store dele af resten af verden, havde samlet sig i den her skønne park for at fange, raide, bytte, snakke og bare være sammen. Det føltes på en eller anden måde som at komme hjem. Der var nørder, familier, børn, voksne, smukke mennesker, grimme mennesker, store mennesker, små mennesker, folk i cosplay, folk i regnjakker, folk med alt for mange powerbanks og folk, der tydeligvis havde planlagt denne weekend som en mindre militæroperation. Og det var absolut fantastisk.
Og som en ekstra lille nørdebonus mødte jeg også nogle af de content creators, jeg selv ser på YouTube, og som faktisk er blandt de største i Pokémon Go-verdenen. Det er en mærkelig oplevelse at gå rundt i Fælledparken og pludselig se Trainer Tips Nick, som jeg har set i årevis, stå der i virkeligheden blandt alle de andre trænere. Brandon Tan var der også, og han nærmest løb rundt og tog selfier med folk, mens han sagde "selfies while I walk", hvilket på en eller anden måde er præcis så kaotisk og effektivt, som man kunne forestille sig. Billy fra The Trainer Club var også i parken, selvom jeg ikke selv nåede at møde ham. Men bare det, at de mennesker var der, gjorde eventet endnu større for mig. Det føltes ikke længere bare som et dansk Pokémon Go-event. Det føltes som et internationalt samlingspunkt for hele spillets community.
Det er måske lidt fjollet, men når man har set de her mennesker på YouTube i årevis, og de pludselig går rundt samme sted som en selv, så bliver afstanden mellem spillet på telefonen og hele den verden, der findes omkring det, meget mindre. Det var lidt som at se nogle af spillets vandrende landemærker dukke op mellem telte, PokéStops og trætte spillere med døde ben. Og det gjorde faktisk bare weekenden endnu mere speciel.
Vejrudsigten havde ellers været meget negativ, inden vi rejste til København, og der var lovet regn både lørdag og søndag. Heldigvis kom der kun fire eller fem semi kraftige byger i løbet af de to dage, og de varede højst fem til ti minutter hver. Det var som om vejrguderne havde forbarmet sig over parken, så folk kunne gå rundt uden at være pakket ind i regntøj, ponchoer og sjaler hele tiden. Når der så kom en byge, gik man bare i læ et eller andet sted, og så faldt man i snak med de mennesker, der også stod der. Det er noget af det fede ved Pokémon Go. Man har altid noget at snakke om. Hvad har du fanget? Hvor mange shinies har du? Har du fået den med baggrund? Skal vi bytte? Har du fået en lucky? Det sociale opstår næsten af sig selv.
Jeg tror ikke, folk helt forstår, hvor stærkt et community der findes omkring Pokémon Go, både i Danmark og rundt omkring i verden. Det er et spil, ja, men det er også en undskyldning for at komme ud, tale med fremmede, møde venner og dele små øjeblikke, som på papiret lyder banale, men som i praksis føles ret store. Undervejs på andendagen skrev jeg til min kollega Lotte, som jeg vidste var i parken, og vi mødte hende tæt ved indgangen. Vi lavede et party, som man kan i spillet, hvor op til fire spillere kan gå rundt sammen og se hinanden på kortet. Det er en virkelig fin måde at spille på, fordi man kan gå sammen, men stadig spille sit eget spil. Man er social uden at skulle stoppe hele tiden og koordinere alt som et bestyrelsesmøde.
Jeg er sikker på, at der også var mange andre fra Vejle området i parken, men der var simpelthen så sort af mennesker, at det var svært at genkende folk. Det hele sluttede igen med Mega Mewtwo raids, og denne gang var der omkring 2200 mennesker, der raidede sammen. Status på dag to var omkring 18 kilometer gået og igen omkring 44 shinies fanget. Kroppen begyndte på det tidspunkt at sende små juridiske advarsler til hjernen, men vi var klar til dag tre alligevel.
På tredjedagen havde Ea fundet ud af, at vi manglede nogle opgaver på Frederiksberg, så der begav vi os hen. Jeg er dog ikke helt sikker på, at vi fandt den rute, Pokémon Go havde forestillet sig, at vi skulle tage. Faktisk er jeg ret sikker på, at vi endte med at se en del af Frederiksberg, som kun bliver set af dem, der faktisk bor der, og måske enkelte forvirrede mennesker som os. Ikke fordi vi følte os usikre eller udsatte, men jeg er ret sikker på, at vi på et tidspunkt nærmest var på vej ind i nogle folks baghaver.
Vi fandt dog en park i nærheden af en skole eller måske en universitetsbygning, det har jeg ærligt talt lidt svært ved at huske, og der fik vi fanget det, vi skulle. Efter det begav vi os stille og roligt ind mod centrum, fordi vi jo havde vores tredje og sidste dag i Fælledparken foran os. På dette tidspunkt begyndte vores kroppe for alvor at protestere mod den mængde bevægelse, vi havde udsat dem for. Så vi fandt en café tæt på Rådhuspladsen, satte os ned, fik noget godt at spise og nød det faktisk ganske gode vejr.
Da vi senere begyndte at bevæge os mod Fælledparken, mødte vi en forhindring, som vi egentlig godt vidste var der, nemlig Copenhagen Sprint cykelløbet. Ruten var placeret på en måde, så det var meget svært at krydse vejen og komme over mod Østerport og Fælledparken. Vi fulgte derfor ruten et stykke tid for at finde et sted, hvor vi kunne komme over på den anden side. Undervejs fik vi set en masse cykelryttere, som især Ea hujede og jublede over, mens jeg fik en ekstremt grim kasket med Copenhagen Sprint på, som fik mig til at ligne en bilmekaniker fra 1970'erne.
Vi fik også bolcher og en gåtur over en gangbro, som kun kan beskrives som ekstremt skræmmende. Den vaklede, bøjede og svingede i luften på en måde, der gjorde, at både Ea og jeg absolut hadede hvert eneste sekund på den. Men vi kom over, krydsede cykelløbsruten og befandt os pludselig bag Østerport Station, hvorfra vi endelig kunne begive os mod Fælledparken for sidste gang.
På dette tidspunkt havde jeg fået alle de shiny Pokémon, jeg havde håbet på, da weekenden startede, og nu handlede det egentlig mest om at fange så mange ekstra som muligt, så jeg havde noget at bytte med senere. På tredjedagen havde vi begge fanget det, vi gerne ville have, og det gjorde, at vi kunne nyde oplevelsen og menneskene endnu mere. Vi var ømme og trætte, så vi splittede lidt op i perioder, så den ene kunne gå rundt, mens den anden lige kunne slappe af. Ømheden og udmattelsen havde ramt os, men det gjorde næsten oplevelsen bedre på en eller anden mærkelig måde. Det føltes som beviset på, at vi havde været der rigtigt. Vi havde gået byen tynd. Vi havde fanget, raidet, grinet, svedt, bandet over benene og set København gennem Pokémon Go-briller.
Ligesom de andre dage sluttede det hele med Mega Mewtwo, og da vi gik fra parken, kunne vi næsten ikke gå. Ea havde endda været forbi samaritanerne, fordi hendes knæ pludselig kollapsede, og vi måtte mere eller mindre slæbe os hen til Østerport Station, hvor vi tog toget tilbage til Glostrup. Pokémon Go Fest var slut.
Og sikke en afslutning.
Vi havde nok haft en af de bedste oplevelser i vores liv i forbindelse med denne fejring af Pokémon Go, som jo fylder 10 år her i 2026. Status for hele weekenden var, at jeg fangede 143 shinies, gik tæt på 70 kilometer over tre dage og fik alle de shinier, jeg havde sat mig for at finde, plus lidt mere til. Jeg ankom hjemme i Vejle klokken 21:30 søndag aften og skulle være censor i Tornbjerg næste morgen, så der var ikke meget hvile at hente. Men helt ærligt, sikke en oplevelse. Det var fantastisk.
Og det vilde er, at mine egne tal jo kun var en lille bitte dråbe i det enorme Pokémon hav, København var blevet forvandlet til den weekend. For bagefter kom tallene ud for hele eventet, og de er næsten svære at forstå, selv når man selv har stået midt i det. Der blev solgt 60.000 billetter til gameplay i Fælledparken, der var 74.275 deltagere med billet i København, og på tværs af byen blev der registreret 613.956 Pokémon Go-spillere. Inde i Fælledparken blev der fanget 11.795.870 Pokémon, under citywide gameplay for billetindehavere blev der fanget 50.780.984, og i hele København blev der samlet set fanget 78.644.331 Pokémon. Det er så mange små digitale dyr, at man næsten får ondt af professor Willow, hvis han skal arkivere dem alle sammen bagefter.
Men tallene giver mening, når jeg tænker tilbage på weekenden. For det føltes stort. Ikke bare "der er mange mennesker i en park" stort, men virkelig som om hele København i nogle dage havde fået et ekstra lag lagt oven på sig. Et lag af raids, spawns, stempler, LEGO-butikker, turister, content creators, trætte ben, regnbyger, fællesskab og voksne mennesker, der med fuld alvor jagtede Unown rundt om en sø. Det var Pokémon Go, når det er bedst, fordi spillet ikke bare foregik på telefonen. Det foregik i byen, mellem mennesker og i alle de små øjeblikke, hvor man lige faldt i snak med nogen, fordi man begge stod i læ for regnen eller ventede på, at en raid lobby skulle fyldes.
Jeg håber virkelig, at Go Fest kommer til København igen. Eventet var udsolgt i Europa for første gang, og det var samtidig første år, hvor alle tre fysiske Go Fest events blev udsolgt. Det siger altså noget om, hvor stærkt spillet stadig står, og hvor meget folk gerne vil rejse, gå, svede, fryse, lade powerbanks op og ødelægge deres knæ for at være en del af det. Erfaringen siger dog også, at Go Fest plejer at skifte by hvert år, så jeg er ikke sikker på, at København får æren igen lige med det samme. Men man har da lov til at håbe. Fælledparken fungerede fantastisk, København fungerede fantastisk, og hele den måde byen og spillet flettede sig sammen på, var noget af det bedste ved weekenden.
Heldigvis er Go Fest slet ikke slut endnu, for Go Fest Global ligger 11. og 12. juli fra 10 til 19 lokal tid, og det er gratis for alle trænere, der logger ind under eventet. Det betyder, at alle kan spille med, også dem der ikke stod i Fælledparken med døde ben og en telefon, der kogte som en lille teknologisk kartoffel. Global eventet bliver en intens omgang, men også en fejring af det, Pokémon Go gør bedst. Det får folk ud at gå. Det får folk til at møde hinanden. Det får fremmede til at snakke sammen under en regnbyge. Og det får folk som mig til at huske, hvorfor jeg stadig spiller det, ti år efter nogen første gang spurgte, om man stadig gjorde det.
Ja, det gør vi.
Og efter den weekend i København er jeg ret sikker på, at vi bliver ved lidt endnu.
Let's GO!