Jeg elsker dinoer. Hvem gør ikke det. Jeg har altid været fascineret af fortidsdyrene. Det er svært at fatte, at disse kæmper vandrede på jorden millioner af år før Homo Sapiens overhovedet eksisterede. Hvordan de rent faktisk så ud, lød og opførte sig kan der være delte men lad os være ærlige: Dinosaurer er fede.
Okay, så dinosaurer på film. Landet for længe siden så jeg som barn, før jeg var gammel nok til at se Jurassic Park. Og da jeg endelig fik den at se - Mind. Blown. Jeg elskede den. Og efterfølgeren, The Lost World. Sig hvad du vil om den i bakspejlet, men som barn var den fantastisk. Først og fremmest elskede jeg scenen mod slutningen, hvor det herreløse fragtskib hamrer ind i havnen. Men der er jo ikke så mange gode dinosaurfilmen. Af Jurassic-serien er det i bund og grund kun den første og den anden, jeg holder fast i. Jurassic World var underholdende og sjov at se, fordi jeg virkelig håbede på en værdig genoplivning, men det blev det bare ikke rigtig. Og den seneste, Rebirth, skal vi slet ikke tale om. Herregud noget lort, og her blev vi bragt helt tilbage til start, hvor man ikke engang formår at instruere dygtige skuespillere til troværdig kemi. Hvad jeg forsøger at sige midt i alt det her pladder, er at jeg længe har savnet en rigtig god dinosaurfilm, så da End of Oak Street dukkede op i mit feed i april eller deromkring, fik jeg naturligvis forhøjet puls.
En familie i 1980'erne begynder at ane, at noget mærkeligt foregår i deres nabolag, og snart bliver de vidner til mere og mere bizarre hændelser. Natten efter opstår et uvejr med skybrud og mærkelige lysfænomener, og pludselig vågner de op til et mareridt.
David Robert Mitchell står for både instruktion og manuskript. Det er uventet, og måske er det en af grundene til, at håbet stiger. Mitchell stod bag kønssygdomsgyseren It Follows, som på papiret lød utrolig fjollet, men viste sig at være noget helt andet. Jeg ser stadig frem mod den omtalte fortsættelse They Follow. Hans seneste film, Under the Silver Lake, kom i 2018. Det er ret mange år siden nu. Jeg har ikke sat mig ind i eventuelle årsager til den lange pause og har heller ikke set Silver Lake, som siges at være både mærkværdig, fascinerende - og ifølge nogle - ikke særlig god. Nu vender han altså tilbage med hvad der på papiret kan beskrives som en "dinosaurgyseractionkomedie". Omtrent. Mere om indholdet senere.
I hovedrollerne ser vi to ægte veteraner. Ewan McGregor, også kendt som Obi-Wan, behøver vel ikke nogen nærmere introduktion. Han har medvirket i ekstremt mange produktioner og er efter min mening altid seværdig. Her spiller han Greg Platt, faren og ægtemanden, der bærer på hemmeligheder og kæmper mod følelsen af at være slået fejl. Og som drikker lidt i skjul.
Konen Denise spilles af Anne Hathaway, som vel senest var aktuel i The Devil Wears Prada 4. Også hun med et næsten lige så imponerende CV. En alsidig skuespiller, som kan kastes ud i såvel komedie som action, tungt drama eller dinosauroverlevelse. Hun skjuler også ting, og er træt af ægteskabet.
Lyder det her familiedrama uinteressant? Ja. I bund og grund er det jo netop det, men jeg synes faktisk, at Mitchell formår at frame det på en måde, der gør, at det tilføjer noget, selvom han træder går ud af rammen. Det er også en fin detalje, fordi det uden at spoile bliver en del af løsningen på problemet.
Når det gælder skuespillet, har jeg overhovedet intet at sætte en finger på. Alle gør det, de skal, også selvom det næppe indbringer Oscar-nomineringer. Men hvordan holder det hele sammen? Intrigen i sig selv må man ligesom købe for det, det er. Der er naturligvis logiske huller store som skyskrabere, men filmen er bygget op på en måde, der gør, at man kan se bort fra dem. Og lad os være ærlige: Er man på forhånd skeptisk indstillet over for logikken i en film, hvor et villakvarter i 1980'ernes USA tilfældigvis transporteres tilbage til dinosaurernes æra, så bør man måske se noget andet i stedet. Jeg kan lide det her set-up. Det er skævt og uventet, og jeg behøver ingen dybdegående analyse.
Derimod tog det lidt tid, før jeg for alvor blev revet med. Karaktererne er jo ikke synderligt interessante, men de engagerer alligevel takket være gode skuespillere og en familiedynamik, der stadig er ret sjov at følge. Ikke mindst når det følelsesmæssige rent faktisk fungerer, og giver filmen en anden dimension. End of Oak Street er en flot produktion hele vejen igennem. Jeg synes, at det skurrer en smule i balancen mellem komedie og terror, og til tider føles det lidt, som om Mitchell har haft en skidegod grundidé, som han ikke altid helt ved, hvad han skal stille op med.
Gudskelov fungerer det alligevel rimelig godt takket være flotte effekter, god nerve og nogle uventede drejninger. Der er en "mean streak" i filmen, som jeg godt kan lide, og som er uventet. Her viser gysermesteren Mitchell sig på en fin måde. Ingen går fri. Det er uforudsigeligt og til tider brutalt og - jeg taler om DEN DER SCENE - som uvilkårligt får mig til at tænke på slutningen af Game of Thrones-afsnittet The Mountain and the Viper, som væltede mig bagover, så jeg var nødt til at spole tilbage for at se den igen og igen. Jeg siger ikke mere, men når I ser den, vil I fatte det. Det er mørkt, uventet og gør faktisk sit for at løfte filmen.
Så, for at runde af: End of Oak Street er både underholdende, flot, til tider ret spændende og byder på mørke drejninger. Det skal siges, at dette efter min mening er den bedste dinosaurfilm, vi har fået i rigtig mange år. Sandsynligvis siden The Lost World. Men, for der er altid et men, den skurrer på visse punkter. Den kunne have budt på endnu mere nerve, og manuskriptet kunne have været slebet lidt mere til, hvis Mitchell havde været mere sikker på, hvad han egentlig ville fortælle, men der er nok af fine elementer her til at værdsætte den. End of Oak Street er intet mesterværk, men den er absolut værd at se. Faktisk uanset om du kan lide dinosaurer eller ej, men måske endnu mere, hvis du kan.